Da kong Frederik 9. i januar 1972 var død, blev der filmet en reportage fra Amalienborg Slotsplads. Jeg så den på et senere tidspunkt i skolen.

I januarmørket havde en journalist fat i en rigtig tidstypisk kulturpersonlighed med rullekravesweater og hornbriller. For snurrende kameraer deklarerede han uden videre tvivl i stemmen, at med Kongens død var det givetvis slut med monarkiet, for dets fremtid ville den unge dame, der nu blev monark, naturligvis ikke kunne garantere.

Det var i starten af 70erne. Det var en opbrudstid. Mange normer forandrede sig, opbakningen til Kongehuset forventedes at gøre det samme. Men en lettere arrogant blanding af kulturradikal autoritetsforagt og gammeldags mandschauvinisme – det var åbenbart ikke så svært at støve op dengang.

Spinatfuglens dystre spådom gik dog ikke i opfyldelse.

Nu, i denne januar 2022, har dronning Margrethe været majestæt i 50 år. Kun Christian 4. har (endnu) bestredet tronen længere end Margrethe 2. blandt alle regenter gennem mere end tusind år.

Den store opløsning

Det er måske ikke en præstation i sig selv at være dronning i mange årtier. Man kan vel sige, at overlever man – så sker det helt af sig selv. Præstationen består derimod i, at monarkiet, modsat visse profetier dengang i 1972, står stærkere end nogensinde i et Danmark, der på næsten enhver tænkelig måde er forandret til det uigenkendelige, siden Margrethe 2. blev udråbt til dronning fra balkonen på Christiansborg af statsminister Jens Otto Krag (S).

Det har været 50 år med opløsning af meget, som dengang blev anset for givet. Kønsroller. Familieformer. Kulturelle og seksuelle normer. Det gamle landbrugs- og industrisamfund. Grænser – også landegrænser. Danmark som et homogent samfund uden nogen særlig indvandring. De fire gamle partiers politiske dominans. Autoriteter på dannelses- og uddannelsesinstitutioner. Den analoge verdens begrænsninger (og dens fordele). Mediebilledet.

Dronning Margrethe 2. kom til midt i en tid, hvor alt dette – og meget andet – var i skred og blev ved med at skride.

Hvordan kunne nogen fortænkes i at vurdere, at også selve Danmarks Riges Grundlovs kerne, det konstitutionelle monarki, snart ville blive omfattet af dette skred? At det snart ville skride sammen under moderniseringens og modkulturens altfortærende bølger?

Men det skete ikke.

Forunderligt nok. Det skete ikke.

Naturlig balance

Jeg vover næppe noget øje ved at påstå, at monarkiet i vidt omfang kan takke dronning Margrethes varetagelse af sin rolle de forløbne 50 år for dette.

Hun har umærkeligt og alligevel ret tydeligt formået at bringe Kongehuset ind i en tid, der er usammenlignelig med den verden, der fandtes, da hun kom til. Det kan lyde banalt, men det er det ikke. Andre monarkier er gået til grunde i efterkrigstiden, eller er kastet ud i dybe kriser, og ikke sjældent skal årsagerne hertil findes i beskaffenheden af kongehusene selv.

Dronning Margrethe 2. har over de 50 år fundet en sært naturlig balance mellem det ophøjede og det ligefremme. Mellem den givne særstatus og det folkelige. Mellem det uopnåelige og den konkrete tilstedeværelse i forskellige sammenhænge med danskerne.

Men det går naturligvis også den anden vej. Det er også folkets fortjeneste, at monarkiet består. Fordi befolkningen vil det. Efter alle skred og normbrud er der stadig folkelig støtte til denne konstant i vores liv.

Det er i den forbindelse værd at hæfte sig ved, at majestæter jo som udgangspunkt ikke er på valg. Insisterer man på, at de burde være det, reducerer man dem til præsidenter, og så er monarkiet afskaffet og republikken indført. Lige netop dronning Margrethe 2. kan dog siges at være folkevalgt. Om ikke direkte, så i hvert fald indirekte, takket være grundlovsændringen i 1953, der medførte betinget kvindelig arvefølge til den danske trone.

Danskerne stemte faktisk om, hvem der skulle være deres fremtidige monark. De vidste, at kong Frederik 9. og dronning Ingrid havde fået tre piger. Danskerne valgte Margrethe 2. til, da hun endnu var en teenageprinsesse på 13 år. Hun blev så at sige dronning på et folkeligt mandat, som normalt ikke er påkrævet for monarker.

1953-grundloven var en klædelig, nødvendig modernisering af arvefølgen. Som ændringen af tronfølgeloven ved en folkeafstemning i 2009 var det. I Danmark har vi sørget for at opdatere monarkiet til den faktiske virkelighed helt ind til den kerne, der handler om, hvem der kan blive konge eller dronning. Det kan piger og drenge, mænd og kvinder nu – på helt lige fod, når de fødes til det.

Ingen anakronisme

Vi danskere, og de politikere vi har valgt til at repræsentere os, har på disse måder givet det kongehus, modstandere af monarkiet til enhver tid opfatter som en anakronisme, en forbedret mulighed for at vise, at dét er det ikke – en anakronisme.

For det er monarkiet ikke.

Ikke i forhold til Grundloven. Men heller ikke i øvrigt.

Grundloven først. Monarkiets fjender vil argumentere for det demokratisk uholdbare i, at den udøvende magt i Danmark er placeret hos kongen. For hvordan rimer det på demokrati? Sagen er, at det i den grad rimer på demokrati.

Dels er det sådan, at monarken i enhver reel henseende har udliciteret sin udøvende magt til den siddende regering. Siden Påskekrisen i 1920 har det været utænkeligt, at en konge eller dronning aktivt vælter en regering. Det er Folketinget, der gør det, hvis den folkevalgte forsamling finder det betimeligt.

Tværtimod kan man se det konstitutionelle monarki således, at vi har Kongehuset som en forsikring for bevarelsen af en demokratisk forfatning. Demokratiet er rundt omkring i verden historisk blevet afskaffet på forskellig vis, herunder af demokratisk valgte forsamlinger, som man så det i Tyskland i 1933. Danmarks konstitutionelle monarki, formuleret i Grundloven, udgør et værn mod, at noget tilsvarende kan ske i Danmark. I så tilfælde må danske borgere forvente, at kongen (også hvis denne er en dronning) gør sin pligt, intervenerer på demokratiets vegne og foranlediger, at folkestyret kan fortsætte, som det grundlovssikret er tænkt.

Monarkiet er skrevet ind i den Grundlov, det danske folk har vedtaget som garant for, at Grundloven vil blive respekteret. Og monarken, der i disse dage kan markere sit 50 års jubilæum som dronning, er i realiteten stemt ind i rollen af det danske folk i 1953.

Mere demokratisk bliver det faktisk ikke.

Men der er andet i monarkiet end det, der gør det til alt andet end en anakronisme.

Større end os selv

Hvilket bringer mig tilbage til den opløsning, der har præget også det traditionelle Danmark siden den mørke januar 1972, da Frederik 9. døde, og Margrethe 2. blev udråbt til dronning.

For en nation er ikke kun dets Grundlov, dets regler, dets formaliteter. Det er også en følelse. Man er ikke kun dansk via sit statsborgerskab. Man føler sig også dansk, og det er en følelse, som det kan være svært at sætte ord på. Men mon ikke mange af os mærkede den, da Christian Eriksen styrtede om på Parkens grønsvær sidste sommer, og hans medspillere slog ring omkring ham? Det var min fornemmelse i gadebilledet i dagene og ugerne derefter, at mange pludselig ikke var i tvivl om deres danskhed. Om følelsen af den.

Den kan et fodboldlandshold frembringe og gøre tydelig. Men det kan monarkiet i særskilt grad. Midt i en opløsning af normer, roller, værdier, sædvaner, strukturer, væremåder og samfundsindretninger, og alt dette på godt såvel som på ondt, er monarkiet konstanten, der bringer os i forbindelse med vores egen historie. Det vi er skabt i. Som er her uanset, hvem vi selv udvikler os til at være.

Monarkiet fortæller os, at der er noget, som er større end os selv. Det trækker tråde på tværs af individer, grupperinger, holdninger, identiteter, generationer, århundreder. Årtusinder. Det forvandler Harald Blåtands kristning af Danmark fra en fjern fabel til en politisk handling, der angår dig, mig, os alle.

Det gør erobringer, sejre, tab, forbrydelser, arkitektoniske mesterværker, kolonisering, hvad udad tabes skal indad vindes, slægtsfortællinger, enevælde og demokratisering til noget, der ikke ligger uden for os. Men indeni os. Det er os. Det er ikke alt sammen dadelværdigt, noget er skamfuldt. Mørkt, ja, grusomt. Andet er storslået. Men det er os. Det er ikke bare nogle andre, vi kan klandre eller beundre. Det er os.

Det er os.

Vi befinder os i januar 2022. Det er igen en opbrudstid. Mange normer forandrer sig, meget er i skred.

Det er dronning Margrethe 2., vi nu i 50 år har betroet den umådelige tillid og pligt at repræsentere os. Fordi hun er historien om os.

Det er vi trygge ved, og den brug af pluralis er ikke royal, men folkelig – og der er dækning for den.