Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg kan ikke skjule, kære nyhedsbrevlæser, at det har været en lidt speciel uge for mig. Søndag aften, efter at jeg havde fulgt Ukraines præsident Volodomyr Zelenskyj lande i Skrydstrup og takke for donationen af danske F-16-fly, og undervejs faktisk blev lidt berørt af det hele, modtog jeg en mail fra Folketingets formand.
Den tikkede ind kl. 17.53, mens jeg var midt i madlavningen derhjemme. Så der gik en time og tre kvarter, før jeg – mæt og tilfreds efter et godt aftensmåltid bestående af Ottolenghis velsmagende version af Pasta alla Norma – fik tjekket mine mails.
Folketingets formand Søren Gade inviterede mig til en seance med Zelenskyj på Christiansborg dagen efter. Og det blev betonet allerede i emnefeltet, at jeg skulle svare efter en time. Nu var der gået næsten to!
Jeg ville gerne møde Zelenskyj, så jeg skyndte mig at svare, at jeg først så mailen nu, men at jeg gerne ville takke ja, hvis det kunne nås. Og heldigvis bar formandskontoret over med mig. Sidst på aftenen kom bekræftelsen på, at jeg var indforskrevet.
Zelenskyjs behov
I Berlingske forleden fortalte jeg om selve mødet og om, hvorfor Volodomyr Zelenskyj mon kan tænkes at gide bruge det meste af et døgn i Danmark, herunder syv minutter med at snakke med danske chefredaktører.
Kort fortalt: Han har brug for at holde fortællingen om krigen i livet i Vesten. Herunder den del, der handler om behovet for våben og anden støtte. Det værste, der kan ske for Ukraine og dets præsident, er, at krigen bliver glemt efterhånden som måneder og år passerer, og trætheden måske sætter ind og med tiden kan blive til uvilje.
Helteskikkelse
Men udover alt dette, kom jeg samtidig til at tænke på, hvad det er, der har kanoniseret Volodomyr Zelenskyj op til at være en sådan helteskikkelse, at han forleden kunne samle tusinder af mennesker til sin tale i Rigsdagsgården.
I den forbindelse faldt jeg over en kommentar, Sørine Godtfredsen skrev for nogle dage siden i Berlingske. Her konstaterer hun – med rette – at svaghed er blevet til magt:
»Det bliver i stigende grad norm at opfatte sine personlige kvaler som noget, der bør interessere alle, idet den populære teori om et samfunds uomgængelige og undertrykkende strukturer nemt får én til at mene, at min lille skæbne er billedet på et større problem. Således bliver det næsten en moralsk pligt at gøre rede for, hvordan den strukturelle uretfærdighed nu også har ramt mig, og der fremelskes i disse år et menneskesyn, hvor man ved at stille sig frem som svag kan erobre stor magt,« skrev Sørine Godtfredsen.
Og det har hun jo ret i. I stedet for at betragte mennesket som grundlæggende stærkt, dyrkes svagheden, undertrykkelsen og krænkelser. Der findes svage, der findes undertrykte, og der findes krænkede, men dyrkelsen har vist sig at være adgangen til omtale, til offentlige midler. Og til den form for magt, der kan knuse eksisterende, formelle magtstrukturer på en formiddag. Det er ikke en vurdering, det er en kendsgerning.
Modbillede
Med Zelenskyj er det fuldstændig anderledes. Han er et modbillede på tidens tendens til at dyrke svagheden.
Han – og Ukraine – blev som udgangspunkt betragtet som svag. Man troede, Rusland ville kunne sejre på få dage efter invasionen. Vi forberedte os også på Berlingskes på Kyivs fald.
Men Zelenskyj viste sig at være det ultimative ansigt på en moderne David og Goliath-fortælling. I stedet for at vise svaghed, og bøje sig for aggressoren fra øst, stod han øjeblikkeligt op mod det, der formodedes at være overmagten.
Den lille viste sig at være den store. Og omvendt. Som Zelenskyj sagde ved arrangement på Christiansborg, som jeg deltog i, da statsminister Mette Frederiksen havde konstateret, at Danmark er et lille land: »I er ikke et lille land. I er et stort land i jeres hjerter. Rusland er et lille land«.
På den måde er Zelenskyj det ultimative eksempel på, at den helt store undertrykkelse, som en fjendtlig invasion må siges at være, kan gøre stærk. Ikke svag.
Så stærk, at den ukrainske præsident med rette kaldes vor tids Churchill. Det var en ære at møde ham.
Pelshandel
Jeg bruger jo altid mit nyhedsbrev til at reklamere for noget af alt det andet gode, Berlingske har til dig.
Og denne gang vil jeg gerne anbefale den artikelserie i fire kapitler, som Berlingske Business’ journalist Julie Schneider sammen med fotojournalist Søren Bidstrup har skabt om pelshandlerfirmaet Kopenhagen Fur, der efter årtiers storhedstid nu snart er fortid.
Det er virkelig interessant læsning om en tid og et forbrugsmønster – af pelse – som synes at være forbi. På den måde er det både en erhvervsfortælling og en kulturhistorie. Og den slags er altid spændende, især når de er så godt fortalte som her.
Helte
Tilbage er kun ugens sang, og efter at have mødt en vaskeægte helt, var valget ikke svært.
Derfor giver jeg ordet og musikken til David Bowie med sin ikoniske sang »Heroes«, der jo interessant nok ligesom krigen i Ukraine har en øst/vest-dimension, eftersom den handler om to elskende på hver sin side af Berlinmuren under Den Kolde Krig.
