Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi opfører os bedre mod hinanden, hvis vi tror

Min erfaring med menneskenaturen har efterhånden overbevist mig om, at det er fremmende for etisk bevidsthed og selvbeherskelse at stå til ansvar for en højere myndighed, der befaler os at elske hinanden.

BM
Mennesket formes af de ord, der høres, og det er først og fremmest i kirken, at det bliver sagt, at Gud findes. Jo sjældnere vi hører dette blive sagt højt, desto nemmere er det at rendyrke sin egen begrænsede horisont og ikke blive provokeret af budskabet om Guds komme til verden. Arkivfoto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Et af de spørgsmål, man som præst ofte bliver stillet, er, om vi mon generelt ville opføre os mere ubehageligt og egoistisk, hvis ikke kristendommen eksisterede i vores bevidsthed. Om et mere ateistisk samfund også ville udgøre et mere brutalt sted.

Jeg ved det jo ikke, men jeg er tilbøjelig til at sige ja. Min erfaring med menneskenaturen har efterhånden overbevist mig om, at det er fremmende for etisk bevidsthed og selvbeherskelse at stå til ansvar for en højere myndighed, der befaler os at elske hinanden. I julen bliver spørgsmålet ekstra presserende, for her gør vi status angående udviklingen i os selv såvel som i verden omkring os.

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere

Ud over at »hvidvask« forleden blev valgt som årets ord i erkendelse af, at 2018 har været præget af en vis mængde fup og svindel, mærker man bekymring angående vores vilje til at værne om det fælles. Britta Nielsens manøvre i Socialstyrelsen, afsløringen af amoralske arbejdsgange i Danske Bank og visse magtmenneskers svaghed for at bruge penge på sig selv har ikke løftet stemningen, og der breder sig en fornemmelse af, at den ellers så solide danske gensidige tillid kan være i færd med at miste styrke.

Dermed må man her ved juletid spørge, om der mon eksisterer en forbindelse mellem moralsk forfald og begrænset kirkegang. Jeg tror det.

Mennesket formes af de ord, der høres, og det er først og fremmest i kirken, at det bliver sagt, at Gud findes. Jo sjældnere vi hører dette blive sagt højt, desto nemmere er det at rendyrke sin egen begrænsede horisont og ikke blive provokeret af budskabet om Guds komme til verden, der kan virke en kende fornærmende for et oplyst menneske.

Meget illustrativt er vi netop blevet hjemsøgt af en af dem, der i nyere tid mest klart har demonstreret det. Thorkild Grosbøll, der i 2003 skabte ballade ved som præst at afskrive troen på en skabende og opretholdende Gud, dukkede forleden op i det lille, men ihærdige Ateistisk Selskab.

Ifølge Kristeligt Dagblad hånede han her under klapsalver folkekirken og dens præster og sprang ud som fuldtonet ateist. Angiveligt fremstod han ret vred, og netop vreden er interessant. I en sådan grad, at Jesus selv ifølge evangeliet advarer mod forargelsen som den dybtliggende følelse i os, der kan blokere sindet ved talen om Gud, fordi vi hader at blive krænket på vores forstand. Og det bliver man jo, når man opfordres til at tro på, at det lille barn, som vi fejrer juleaften, virkelig er Gud.

Forstanden siger fra, og det er jo også det, vi har den til. Med forstanden skal vi vurdere verden nogenlunde ædrueligt, men ved ét bestemt punkt kan man sande, at forstanden ikke kan tjene én længere. Julen handler om dette punkt, hvor enhver må finde sit ståsted mellem tro og forstand, og sætter man sin hele lid til forstanden, nærmer man sig ateismens tro på, at der ingen guddommelighed findes.

I den tro skal etisk vilje, håb og næstekærlighed alene fastholdes gennem kulturen og den enkeltes egen gode styrke. Tror vi på, at det er meningen? Kan vi på den måde værne om den gensidige tillid og det dybeste livsmod, eller vil vi gradvis miste for meget af begge dele? Det tror jeg, at vi vil, og den egentlige betydning af en glædelig jul er, at mennesket tager springet ind i troen på, at det virkelig er Guds søn, troen handler om. I den tro bevares den enkelte, og i den tro kan vi bedst tage vare på hinanden.

Så lad os ønske en sådan glædelig jul til alle.