Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi ødsler med milliarderne, mens vi raser over millionerne

Vi raser, når enkeltpersoner stjæler skatteydernes penge. Og vi frustreres, når kommunen fråser med skattekronerne. Men kun få bliver stødt på manchetterne, når milliarder af skatteydernes penge bare ødsles væk i den offentlige sektor.

Vi væmmes, når enkeltpersoner som Britta Nielsen lænser statskassen, men få bliver stødt på manchetterne, når de offentlige ødsler milliarder af skatteydernes kroner bort, skriver Mia Amalie Holstein fra tænketanken Cepos. Arkivfoto: Phill Magakoe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Lige før jul beskrev Berlingske på baggrund af en Cepos-analyse, hvordan privathospitalerne kan udføre offentligt finansierede behandlinger væsentligt billigere end de offentlige hospitaler. Samlet set har privathospitalerne sparet sundhedsvæsenet for op til 1,5 mia. kr. de seneste ti år. Og det er til trods for, at privathospitalerne udgør en beskeden andel af sundhedsvæsenet (1,25 pct.) Hvad ville der ske, hvis man konkurrenceudsatte en større del af sundhedsvæsenet?

Mia Amalie Holstein Fold sammen
Læs mere

Desværre får den type beregninger sjældent megen opmærksomhed. Og det er egentlig pudsigt.

Vi raser, når enkeltpersoner stjæler skatteydernes penge. Når Britta stjæler fra satspuljen, eller når Sanjay Shah svindler med aktieudbytteskatten.

Og vi frustreres, når kommunen fråser med skattekronerne. Når en borgmester behøver 130.000 kr. til indretning af borgmesterkontoret, og når kommunen kaster en mio. kr. efter en lysende bænk.

Men kun få bliver stødt på manchetterne, når milliarder af skatteydernes penge bare ødsles væk. Der er ingen demonstrationer på Christiansborg Slotsplads. Ingen fællessang foran Moderniseringsstyrelsen. Også selvom der spildes langt flere penge end der stjæles og fråses.

For vi ser ikke spildet, det unødige bureaukrati og det værdiløse arbejde. Mange af os har en tro på, at der nok er nogen, som har fokus på at undgå spildet, nogen der sikrer effektivitet gennem godt arbejdsmiljø og god ledelse, og nogen som sørger for en fornuftig prioritering mellem sundhedsydelser.

Men der er ikke nogen.

Pjæk og dårlig ledelse

Som påpeget af Etisk Råd er prioriteringen mellem patientgrupper i sundhedsvæsenet både vilkårlig, uretfærdig og uigennemskuelig.

Som påvist af Beskæftigelses- og Finansministeriet er der stadig en »uforklarlig forskel« i sygefraværet mellem f.eks. regional- og privatansatte sygeplejersker, hvilket bl.a. afspejler »forskellig kutyme« (læs: pjæk) og dårlig ledelse.

»Debatten om velfærdssektoren handler oftest om at tilføre flere penge frem for at få mest muligt ud af de eksisterende penge.«


Og som påpeget af CEPOS, skal vi ikke forvente, at Danske Regioner sikrer mest mulig sundhed for skattekronerne. For regionerne er sygehusejere, der først og fremmest arbejder for at fastholde behandlingerne i eget regi.

Alt i alt ødsler vi med milliarderne, mens vi raser over millionerne. Og det er tankevækkende.

Debatten om velfærdssektoren handler oftest om at tilføre flere penge frem for at få mest muligt ud af de eksisterende penge. Som f.eks. når Socialdemokratiet går til valg på at bruge en halv milliard til at ansætte 1.000 ekstra sygeplejersker. Det ville være langt mere gavnligt at få en mere effektiv anvendelse af alle de milliarder, der allerede er i brug.

Rusten velfærdsmotor

Men der mangler politisk interesse for at foretage det nødvendige gennemsyn af den rustne velfærdsmotor. For det er lettere at mobilisere vælgerne omkring snævre særinteresser (1.000 ekstra sygeplejersker) end mere generelle samfundsinteresser (et mere effektivt sundhedsvæsen). Det er i alt fald politologen Mancur Olsens forklaring.

Vælgerne satser på, at andre vil engagere sig i sagen (free-rider problemet), og fravælger at bruge tid på at sætte sig ind i alle de problemstillinger, der præger et komplekst samfund (rationel uvidenhed).

Højskolemanden Hal Koch mente, at håbet for demokratiet består i, at den demokratiske samtale kan føre til en erkendelse, hvor særinteressers krav underordnes hensynet til mere generelle samfundsinteresser. Måske er det idealistisk. Men jeg håber, at han har ret, og at regeringen fremover vil dedikere mere tid til sundhedsvæsenets »generelle og usynlige problemer«. De kunne fint starte med at sikre regionerne incitament til at købe behandlinger der, hvor de er bedst og billigst.