Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi kan ikke trække islam ud af jihadismen

Vi skal lytte til jihadisterne, men vi skal ikke tro på alt, hvad de siger. En ny bog gør os klogere på, hvordan vi skal føre kampen mod militant islamisme de kommende år.

Da paranoiaen havde greb om amerikanske medier i 2001, blev det mistænkeliggjort overhovedet at fortælle, hvad de islamistiske terrorister selv sagde om deres motiver. Her er det Osama bin Laden i et videoklip fra november 2001. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix / AFP / Al-Jazeera
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg var ny som korrespondent i Bruxelles og havde lige været til et møde i NATOs gamle hovedkvarter.

Da jeg steg ind i taxaen, sagde chaufføren: »Har du hørt? De har fandeme godt af det, de amerikanske røvhuller!«

Taxachaufføren forklarede mig, at et fly var fløjet ind i World Trade Center. Jeg fik også ud af ham, at han var muslim og af marokkansk afstamning, og hans sympati med amerikanerne kunne altså ligge på et meget lille sted.

Sådan startede min 11. september 2001, og taxachaufførens ord er siden blevet ved med at vende tilbage til mig.

Jeg vil gerne tro, at han fik mønstret mere empati, da han kom hjem og så tv-billederne fra angrebet, og jeg er naturligvis klar over, at millioner af muslimer verden over vendte sig i afsky mod al-Qaedas terror. Jeg er også klar over, at det først og fremmest er muslimer, som er ofre for jihadistisk terror i verden.

Men siden 2001 er vi gået fra krig til krig, mens vi kæmpede med at forstå, hvordan den militante islamisme kan tiltrække så mange, og hvordan vi skal forstå islamisternes motiver. Hvor meget handlede om selve islam? Kunne vi føre krig mod terrorister, der svælgede i en religiøst motiveret retorik, uden selv at gå i krig mod islam?

Efter Talebans magtovertagelse i Afghanistan vender de samme spørgsmål tilbage. Forleden forsøgte Mehdi Hasan, som er skribent og vært på den amerikanske tv-kanal MSNBC, at lukke debatten ved at slå fast, at det er forkert at kalde den nye Taleban-regering i Kabul »islamisk«.

Det er et klassisk argument fra en fløj, der gerne vil vriste islam fri fra det indtryk, som de islamistiske terrorister giver af religionen.

Her vil man påstå, at al-Qaeda og Islamisk Stat (IS) slet ikke har noget med islam at gøre. Det sker ofte ud fra et velmenende motiv, men den ubehagelige sandhed er, at man ikke kan affærdige selve religionen og dens tekster som irrelevante, når hele terrorens berettigelse bygger på islamiske skriftsteder.

Den danske journalist, Jakob Sheikh, dykker i sin nye bog, »Vi tabte«, ned i disse svære spørgsmål. Sheikh har brugt det meste af sit arbejdsliv på at undersøge, hvad der driver unge ud i islamistisk radikalisering, og han afviser også den »sociologiske skole«, der helt udelukker islams betydning.

Sheikh retter dog især skytset mod »civilisationisterne«, som ifølge ham reducerer kampen mod terror til en forestilling om, at en overlegen vestlig kultur må i krig med selve islam for at vinde.

Lyt til et interview med Jakob Sheikh i Berlingskes podcast »Pilestræde«:

Civilisationismen forblænder os, mener Sheikh. Den får os til at overse, at jihadisterne også er drevet af andre motiver end de religiøse, og at de ikke bekæmper os ud fra et blindt, irrationelt had. Jihadisterne er også drevet af lokale politiske målsætninger, og de reagerer på, hvad de opfatter som vestlige overgreb i den islamiske verden.

Sheikhs journalistiske tilgang er rigtig. Vi må prøve at tale med jihadisterne og høre, hvad de siger. Vi må læse deres tekster. Vi må ikke vende tilbage til den massepsykose, der greb amerikanske medier efter terroren i 2001 og førte til en omfattende selvcensur, så man end ikke ville citere fra Osama bin Ladens taler af frygt for at blive anklaget for at gå fjendens ærinde.

Skal vi vinde krigen, må vi prøve at forstå jihadisterne, men vi skal samtidig huske, at der er mere på spil for jihadisterne end det, vi kan læse ud af deres officielle erklæringer og svar i interview med vestlige journalister.

Jakob Sheikh skriver i sin bog om et besøg i London hos den britisk-pakistanske IS-propagandist, Anjem Choudary. Her betoner Choudary, at muslimer, som lever i Vesten, må »acceptere Vestens love«. De skal ikke kæmpe i Vesten, men i Syrien og Irak, hvor muslimer i islams eget hus »brutaliseres« af vestlige tyranner.

Anjem Choudary under en demonstration i april 2015, hvor han opfordrede britiske muslimer til at afstå fra at stemme til det forestående parlamentsvalg i Storbritannien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix / AFP.

Budskabet lyder måske betryggende, men samme Choudary har gentagne gange argumenteret for indførelse af sharia i Storbritannien, og han har kaldt terroristerne bag 11. septemberangrebet for »storslåede martyrer«.

Choudary har desuden deltaget i protester mod de danske Muhammed-tegninger med opfordringer om at »halshugge« tegnerne. Og efter at et Muhammed-citat fra pave Benedikt vakte mange muslimers vrede, erklærede Choudary, at enhver, der fornærmer muslimernes profet, må »straffes med døden«.

Choudary er altså ikke en type, jeg vil lade mig berolige af.

Han er et typisk eksempel på, hvordan islamister fører kampen både ude og hjemme, og vi begår en fatal fejl, hvis vi tror, at terrortruslen vil forsvinde, hvis vi bare trækker os ud af Mellemøsten og bryder med Israel.

Sådan lyder jihadisternes krav, men der er også et dybere had på spil, når de angriber kirker i Europa, eller skærer halsen over på en lærer, der har vist nogle Muhammed-tegninger.

Politi bevogter en mindehøjtidelighed for den franske lærer, Samuel Paty, der blev slået ihjel af en jihadist, som ville hævne, at den 47-årige lærer havde vist nogle Muhammed-tegninger for sin klasse. Fold sammen
Læs mere
Foto: PASCAL GUYOT.

Det er moralsk rigtigt af os at distancere os fra Saudi-Arabiens forfærdelige regime, og det vil også være moralsk rigtigt af Israel at indstille bosættelser på Vestbredden og give plads til en palæstinensisk stat, men det vil ikke få hadet fra Hamas-terroristerne til at forsvinde.

Hamas ønsker Israel helt udslettet.

Selv hvis vi gik ind på jihadisternes påståede krav, ville vi aldrig kunne stille dem tilfredse. Vi må ikke lade os kue ind i et eurocentrisk selvhad, hvor vi overvurderer vores ansvar for den muslimske verdens ulykker, og vi må heller ikke være bange for at føre en rimelig debat om islam.

Vi skal ikke grøfter, og vi skal slet ikke mistænkeliggøre alle muslimer, men vi er nødt til at tale om den farlige og udemokratiske fundamentalisme, der æder sig ind på muslimernes religion.