Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi er ikke blevet bedre til at løfte bunden af samfundet

Antallet af underretninger på børn og unge-området er stigende. Det tegner et billede af, at vi ikke er blevet bedre til at løfte bunden af samfundet.

»Det lader ikke til at være en effektiv hjælp, vi får tilbudt i Københavns Kommune, og det lader ikke til at bekymre den socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, der har mere travlt med at promovere prestigeprojekter og byudviklingsplaner, synderligt,« skriver Lilian Parker Kaule. Han ses her sammen med prinsesse Marie ved indvielsen af Europaskolen i Carlsberg Byen sidste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: STUB, MICHAEL

En ny analyse fra socialforvaltningen i Københavns Kommune viser, at antallet af underretninger på området for udsatte børn og unge har været stigende siden 2015. I 2015 modtog socialforvaltningen 9.788 underretninger, hvorimod de modtog hele 14.278 underretninger i 2018.

Udviklingen er opsigtsvækkende og bekymrende set i lyset af øget socio-økonomisk velstand blandt københavnerne. Analysen behandler ikke årsagerne til den markante stigning i underretningerne, men fremhæver i stedet, hvorledes socialforvaltningen har måttet spare 110 millioner kroner i samme periode ved blandt andet at anbringe færre børn uden for hjemmet.

Lilian Parker Kaule Fold sammen
Læs mere
Foto: Lilian Parker Kaule Lilian Parke.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor der de seneste år er sket en 50 pct. stigning i underretningerne, der i øvrigt dækker hele spektret af problemstillinger såsom misbrug, seksuelt overgreb, vold, omsorgssvigt, kriminalitet mv., men det tegner et billede af, at vi ikke er blevet bedre til at løfte bunden af samfundet.

Danmark er et velfærdssamfund, hvor det ultimative argument for en tårnhøj beskatning er at kunne hjælpe de svage og udsatte. Det lader ikke til at være en effektiv hjælp, vi får tilbudt i Københavns Kommune, og det lader ikke til at bekymre den socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, der har mere travlt med at promovere prestigeprojekter og byudviklingsplaner, synderligt.

Med analysen fra Københavns Kommunes socialforvaltning følger også en handleplan til politisk drøftelse, som giver et indblik i, hvordan problemer bliver angrebet i det socialdemokratiske velfærds-maskineri. Problemstillingen bliver præsenteret som antal underretninger, der skal matches med en mængde sagsbehandlingsressourcer til undersøgelse og handleplaner og derefter et antal foranstaltninger.

Det er en kabale, der muligvis kan gå op i et excelark, men en hvilken som helst person med det mindste kendskab til den sociale sektor vil vide, at en §50-undersøgelse, en handleplan og en foranstaltning er værdiløs i sig selv. Det er kvaliteten og effekten af indsatsen, der er relevant. Desværre er det sjældent her, fokus ligger, når det politiske niveau skal diskutere, hvordan ressourcer skal fordeles.

Det kan virke som om, at politikerne ikke kan overskue at følge op på de indsatser, de søsætter, hvorfor der kun er brug for at retfærdiggøre og argumentere for behovet for flere ressourcer og ikke effekterne af allerede tilførte ressourcer.

I sidste ende er det ikke afgørende, hvorvidt vi får nedbragt anbringelser af børn eller produceret flere handleplaner, hvis det ikke har den effekt, vi søger.