Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi bliver nødt til at tale om velfærdsreformer

Borgerstyret innovation er den bedste måde at sikre sig, at velfærdsydelser forandrer sig til gavn for borgerne – på en måde som efterspørges af borgerne.

»Både blå og røde politikere svarer prompte »flere penge«, når de bliver spurgt, hvordan et velfærdsområde skal løftes. Men vi har ikke råd til at hente flere penge via skatter og afgifte,« skriver Lilian Parker Kaule. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

I en tid, hvor alt for mange hellere diskuterer Helle Thornings glitternegle og Mette Frederiksens makrelmadder end vores samfundsudvikling, påhviler der os borgerlige en særlig pligt til at debattere velfærdsreformer. Velfærdsreformer giver unægteligt færre klik end makrelmadder, men hvis vi kun taler om det, som interesserer masserne, går vi i stå, og vores velfærdssamfund sander til.

Der er rigeligt at tage fat på. Der findes ikke den afkrog af vores veludbyggede offentlige system, der ikke trænger til at blive kigget efter i sømmene. Mener man det modsatte, har man enten været frosset ned i 20 år, eller også er man en af de heldige få, som aldrig har været i kontakt med system-Danmark. Jeg tror, vi alle ønsker os bedre kvalitet og mere fleksibilitet i plejen af ældre og syge, pasning og undervisning af børn og unge, hjælp og støtte til udsatte mv.

Vi har med tiden vænnet os til, at svaret altid er »flere ressourcer til velfærden«. Både blå og røde politikere svarer prompte »flere penge«, når de bliver spurgt, hvordan et velfærdsområde skal løftes. Men vi har ikke råd til at hente flere penge via skatter og afgifter, og at flytte rundt på ressourcerne fra et velfærdsområde til et andet løser heller ikke vores udfordringer. Vi bliver simpelthen nødt til at gentænke vores velfærdsydelser og skabe forhold, som innoverer, i stedet for at fordyre et område.

Borgerstyret innovation er den bedste måde at sikre sig, at velfærdsydelser forandrer sig til gavn for borgerne – på en måde som efterspørges af borgerne. Vi skaber borgerstyret innovation ved at lade borgerne bestemme, hvilken form for service de ønsker, for det beløb samfundet i forvejen bruger på området. For eksempel bruges der i dag cirka 500.000 kroner i gennemsnit om året på indsatser til en socialt udsat borger. I stedet for at en socialt udsat borger skal være afhængig af sagsbehandling, og det bureaukrati, der følger med, når han står med et akut behov, skal han i stedet have direkte adgang til at købe de ydelser, han har behov for.

Sagt på anden måde: vi skal lade pengene følge borgerne. Det skal gælde for alle de udgiftsgrupper, vi i forvejen har i samfundet. Har du to børn på fire og syv år, skal du have adgang til en konto med 160.000 kroner om året, du frit kan bruge til undervisning og pasning. Samme beløb der i forvejen bruges på skole og daginstitution for to børn. Er du en ældre, plejekrævende borger, skal du årligt have adgang til at købe ydelser for 170.000 kroner, svarende til hvad samfundet i dag bruger på pleje af 80+ årige. Samtidigt skal der være fri adgang for private til at sælge velfærdsydelser såsom børnepasning, hjemmepleje, misbrugsbehandling med videre. Vi har brug for at ophæve det kommunale monopol som en erkendelse af, at vi kun opdager et forbedringspotentiale, hvis vi tillader at »kunderne« stemmer med fødderne. Viser de offentlige tilbud imod alle forventninger at være bedst, står det alle frit for at forblive kommunale kunder, og så får I en gang for alle lukket munden på os liberale samfundskritikere.

Lilian Parker Kaule er cand.psych.aut.