Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Da vi gik fra almisser til velfærd, var det for at frisætte og mobilisere befolkningen. Den enkelte skulle have den bedst mulige ramme at udfolde sit talent i.
Det ideal har kastet mange gode resultater af sig, men det har også skabt et system af systematisk overvågning og kontrol af borgerne, der reducerer og perverterer idealet betragteligt.
Tænketanken Justitia har i denne uge med rette problematiseret, at staten via Udbetaling Danmark har næsen helt nede i de mindste detaljer af millioner af danskeres privatliv. I jagten på sociale bedragere indhenter Udbetaling Danmark jævnligt oplysninger om de borgere, som de betaler ydelser til, og om deres nærmeste familie.
»Det er vigtigt at sikre, at borgere ikke kan snyde sig til ydelser som førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og familieydelser, som de ikke er berettiget til,« lyder det fra den nye beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, som dog vil få ministeriet til at se på det der med folks ret til privatliv.
Men det er nok svært for ministeriet at komme op med et eller andet columbusæg her, for velfærdsydelser er i dag et direkte redskab til kontrol. Den deal, man er udstukket som borger i »folkestyret«, er jo, at vores modydelse for de velfærdsydelser, vi i første omgang selv har finansieret, er det offentliges ret til at se med og registrere stort set alle dele af vores liv.
Præmie for at afgive retten til sine bankkonti
Bor man i en af den ca. halve million husstande, der modtager boligstøtte, har man samtidig fraskrevet sig retten til at have sine private økonomiske dispositioner for sig selv.
Og er man forælder til en af Danmarks 1,16 millioner børn, har det offentlige adgang til alle private finanser, fordi Poul Schlüter engang i 1980erne fik den elendige idé at konvertere forsørgerfradraget til en konkret pengegave fra det offentlige fire gange årligt.
Det åbnede ballet for kontrol med ydelsen, og indkomstafhængigheden indført under Helle Thorning-Schmidt gav det offentlige yderligere adkomst til modtagernes private forhold og legitimitet til også at bruge ydelsen som konkret afstraffelse af ulydige forældre, som vi ikke mindst har set det med det, der før hed Ghetto-loven. En lovpakke, med hvilken Blå blok, DF og Socialdemokraterne bestemte, at forældre, hvis børn har mere end 15 procent såkaldt »ulovligt« fravær, skal straffes på børne- og ungeydelsen.
Det samme gælder dem med 12 måneder gamle babyer og en af staten deklareret forkert adresse, som ikke afleverer baby i institution som foreskrevet.
I forvejen kan forældre, der ikke efterlever en række andre konkrete pålæg fra kommunen, fratages ydelsen.
Dermed er børne- og ungeydelsen i dag ikke en universel ydelse, som gives til dem, der har en konkret forsørgerrolle, men en præmie for god opførsel mod forventning om, at borgeren samtidig afskriver sig retten til at have sine bankkonti og økonomiske forhold for sig selv. Det er et skråplan.
Ubalance kan føre til udmattelse
Skattebetalingsvilligheden er selvfølgelig afhængig af, at borgerne ikke snyder sig til ydelser, de ikke er berettiget til. Men tallene taler for sig selv.
I 2018 udbetalte Udbetaling Danmark 222 mia. kr. til cirka 2,4 mio. borgere. Samme år samkørte Udbetaling Danmark oplysninger om i alt 2,7 millioner modtagere af ydelser. Men kun 1.094 sager i 2018 førte til standsning, ændring eller tilbagebetaling af ydelser. Året før var tallet 705 sager ifølge Tænketanken Justitia.
Politikere er kreative, når det kommer til kontrol, overvågning og afstraffelse. Men kan de finde noget af den kreativitet frem til at rette op på den ubalance, der har lejret sig i magtforholdet mellem stat og borger? For det er måske i virkeligheden her, den egentlige skattebetalingsudmattelse vil vise sig i Folkestyret.
