Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg har tænkt mig at gå ned på den lokale skole og afgive min stemme til folketingsvalget i timen efter, du har fået dette nyhedsbrev i din mailbox.
Jeg elsker at stemme til folketingsvalg. Elsker at stemme i det hele taget. Også selv om der skulle være kø! Det sker af og til, at jeg nærmest får kuldegysninger og måske endog antydningen af en tåre i øjenkrogen ved ankomsten til afstemningsstedet, fordi det i bund og grund er så smukt og slet ikke selvfølgeligt, at vi har denne mulighed, denne ret:
At vælte magthavere og vælge nogle nye. Eller vælge de samme én gang til. Hvad vi nu føler for.
Mange andre mennesker på kloden er ikke dette privilegium beskåret. Min opfordring til dig her til morgen er da også at benytte dig af retten. Det er det vigtigste. Uanset om du er rød, blå, grøn. Eller stribet i hele hovedet af frustrationer efter en mærkelig, lang valgkamp.
Tilliden, du, tilliden
Jeg skal derfor gøre det tilstrækkeligt kort her til morgen til, at jeg ikke forhindrer dig i at nå at stemme. Mit nyhedsbrev i dag bliver derfor fortrinsvis en tekst, jeg allerede har publiceret for længst, men som af en eller anden grund ikke kan findes digitalt. Men som jeg gerne vil have du læser netop i dag.
Jeg skrev den kort efter valget i 2019, da der var dannet en ny regering med Mette Frederiksen i spidsen. Selv om jeg er borgerlig, glædede jeg mig over den fredelige magtoverdragelse, som heller ikke er en selvfølge mange andre steder – se blot til, hvordan det gik i USA halvandet år senere. Og så sluttede jeg med denne konstatering:
»Det var tanker som disse, der kom til mig, da jeg forleden så magten skifte igen i Danmark. Atter uden så meget som en dørs smækken. Det er en tilstand, det er værd at påskønne og tage med ud i sommerlandet. Så godt har vi det, at vi til tider ganske glemmer det.«
Det var en tekst, som blev skrevet før nogen af os vidste, hvad der ville ske i de følgende tre år. Jeg og vi anede intet om covid-19, pandemien som ramte trekvart år senere. Om den politiske håndtering af epidemien, om minkskandalen, om FE-sagerne, om SMS-sletninger og sære retssager med voldsomme anklager mod borgere, som senere smuldrede, om de anklager om egenrådighed og magtfuldkommenhed, der har fulgt Mette Frederiksen-regeringen på lange stræk de seneste år. Hvor vi desværre har set en dalende tillid blandt danskerne til magten og myndighederne.
Uanset hvad man mener om disse anklager, uanset hvad man mener om Mette Frederiksen-regeringen, så må det være en hovedprioritet i en ny valgperiode: At genetablere den gensidige tillid i folkestyrets kerne, mellem de politiske blokke og partier, mellem politikere og embedsmænd, mellem folk og folkevalgte, mellem folk og myndigheder.
Det er trods alt ikke nok for et sundt folkestyre at glæde sig over, at der ikke løsnes skud i forbindelse med magtoverdragelser. Det er i den daglige varetagelse af selv den folkeligt mest legitimerede magt, tillid kan opstå. Eller tillid kan forvitre. Så har jeg udtrykt mit ønske så stærkt, som jeg synes jeg vil på denne festdag for folkestyret. Og hermed overdrager jeg dig til mine egne ord, bragt i Berlingske søndag 30. juni 2019: Den kommer nedenfor, som den stod dengang.
»Der blev ikke løsnet så meget som et skud«
»For de fleste danskere var det en givetvis interessant dag, men også en dag, man som borger og vælger tager næsten for givet: Magten blev overdraget fra en borgerligt-liberal regering til en socialdemokratisk. Det skete i torsdags.
Det foregik helt fredeligt. Der er naturligvis skuffelse i det borgerlige Danmark over, at magten nu glider de blå partier af hænde, men selve skiftet til nye magthavere, til en ny statsminister med en ny regering af en ny farve, foregik uden sure miner. Uden antydning af slet spil eller fusk. Uden sværdslag, hævngerrighed eller trusler. Der blev naturligvis ikke løsnet så meget som et skud.
Er jeg for banal? Naturligvis blev der ikke løsnet et skud eller det, der ligner. Det er en del sæsoner siden, vi har beflittet os med den slags i Danmark, når magten bliver udskiftet eller udfordret. Bortset fra de fem mørke år, hvor mange vilkår var anderledes, skal vi tilbage til påskekrisen i 1920 og kongens afskedigelse af regeringen Zahle for at finde en situation, hvor magtens håndtering i Danmark ikke foregik relativt snorlige.
Nogle gange skal man minde sig selv om, hvor enestående det er. Hvor tillidsskabende det er i forholdet mellem borgere og magt: Vi borgere ved, at selv om de politiske kræfter, vi måtte sympatisere med, må afgive magten, så kommer der en dag, hvor de på lige så fredelig vis som vanligt kan tage den igen. Akkompagneret af lige så brede smil og måske stedvist en enkelt tåre hos både dem, der slipper, og dem, der griber magten.
Den slags er i mindre grad en selvfølge, end vi måske gør os klart. Selv i etablerede demokratier kan det knirke. Vil det foregå lige så lydefrit, hvis Trump taber det næste præsidentvalg i USA? Jeg kan godt se advokater og sagsanlæg for mig stå i kø afhængigt af udfaldet. Se på Storbritannien, hvor politikerne efter Brexitafstemningen nu har brugt tre år på ikke at kunne finde ud af det med hinanden. Hvilket efterhånden udgør en næsten eksistentiel trussel for de to partier, der traditionelt har haft magten i landet.
Endnu værre er det i mere vaklende demokratier. Da Tyrkiets præsident Erdogan oplevede sit parti tabe borgmesterposten i Istanbul, blev der dekreteret omvalg. Det var godt for det tyrkiske demokrati, at omvalget blot bekræftede det initiale resultat. Men et smilende smertefrit magtskifte? Ikke ligefrem.
Jeg tager dette op med magtens fredsommelige overdragelse, fordi det her på kanten af sommeren så fint symboliserer, hvor dejligt et land Danmark er. Hvor privilegerede vi danskere i grunden er. Så godt har vi det, at vi til tider ganske glemmer det.
Vi kan slås verbalt, ideologisk og værdimæssigt. Vi kan kalde hinanden de værste ting på de sociale medier. Vi kan foruroliges over ekstreme yderkræfters pludselige tilstedeværelse midt i en valgkamp. Vi kan udtrykke mistillid til magt, magtens mennesker og medier. Men når det kommer til stykket, fungerer det meste grundlæggende så fredsommeligt, som man nogensinde kan drømme om.
Det er 134 år siden, der har været gennemført et reelt attentatforsøg på en dansk politiker. Kun én gang siden Anden Verdenskrig har magten i skikkelse af politiet skudt med skarpt mod en demonstrerende befolkning. Og når det helt afgørende sker, at folket vælger nye magthavere, så sker skiftet ledsaget af de bredeste smil, småfjollede gaver, morsomme (og af og til mindre morsomme) taler og hjertevarme lykønskninger på tværs af partiskel via de sociale medier. At det virkelig kan foregå sådan, skal vi være dybt taknemmelige for. Jeg tror, man i det finder en væsentlig kerne til forklaringen på, hvorfor det danske samfund – med alle sine fejl og mangler – er så velfungerende.
Jeg kan sagtens pege på de mangler, jeg personligt kan se, og som en rød regering næppe vil tackle på en måde, jeg bryder mig om: En for stor offentlig sektor, for høje skatter, for dårlig integration, for lidt dannelse, for lidt tro på, at borgerne og familierne som udgangspunkt kan håndtere livet og dets udfordringer selv.
Men som jeg i skrivende stund sidder og kigger ud på sommerens smukke Danmark, er det lige så rigtigt at konstatere, at det Danmark, den nye regering overtager, er sjældent lykkeligt og afbalanceret.
Det er et land, hvor flere mennesker end nogensinde før har et arbejde at stå op til hver dag. Hvor børn i de fleste familier har det trygt og godt. Hvor ethvert menneske har mere reelt lige muligheder i livet end næsten alle andre i verden. Hvor vores velstand giver os faktisk frihed i tilværelsen på måder, de fleste andre på kloden kun kan fantasere om.
Hvor vi som hovedregel opfører os ordentligt over for hinanden, fordi vi i mere end én betydning af ordet har overskuddet til det.
Det var tanker som disse, der kom til mig, da jeg forleden så magten skifte igen i Danmark. Atter uden så meget som en dørs smækken. Det er en tilstand, det er værd at påskønne og tage med ud i sommerlandet.
Så godt har vi det, at vi til tider ganske glemmer det.«
Følg Berlingskes liveblog på valgaftenen
Som altid her under valgkampen – og altså for sidste gang – dirigerer jeg dig i retning af alt det gode, Berlingske har til dig, også på demokratiets festdag.
Jeg lover, at det meste af redaktionen sidder klar til at give dig Danmarks bedste dækning af folketingsvalget, i løbet af dagen, men i særdeleshed i aften og fra i morgen tidlig, når vi formentlig har et resultat.
Berlingske.dk vil emme af valg hele døgnet, og det samme vil vores meget læste valgliveblog (der ligger foran paywall og derfor kan læses af både abonnenter og ikke-abonnenter), som vil minutopdatere dig om valgets gang hele vejen igennem. God fornøjelse!
Den milde dag …
Og hvad skal vi så synge sammen i dag, denne dag, der adskiller sig fra de fleste andre dage? Det ville næsten være for oplagt bare at bringe nationalsangen, så det afstår jeg fra.
I stedet synes jeg du skal have Carl Nielsens »Den Milde Dag Er Lys Og Lang« på denne halvmørke novembertirsdag. Sunget så smukt af Aksel Schiøtz, og en påmindelse om skønheden og smerten i menneskelige bånd, sunget fra et Danmark, der ikke findes mere, til et Danmark, som vi skal tage bedst muligt vare på.
Værsågod, og hav et velsignet valg.
