Trump er en skidtknægt, men sagerne mod ham truer USAs demokrati

Velkommen til mit Borgerlingske-nyhedsbrev #68, der er lidt usædvanligt, da det er skrevet på forhånd. Jeg befinder mig nemlig i læsende stund i Guds og Trumps eget land, og Trump skal det derfor handle om i denne uge.

Tegning fra retten i Washington, D.C. forleden, hvor fhv. præsident Donald Trump blev tiltalt for at ville underminere det amerikanske demokrati. Tegning: Jane Rosenberg/Reuters

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kære nyhedsbrevmodtager, mens du læser dette, befinder jeg mig et sted på Manhattan. Det kan være, jeg står lige foran Trump Tower syd for Central Park og skuer op mod lejlighederne øverst oppe, hvor Donald Trump boede, før han blev præsident – og siden drog permanent til Mar-a-Lago i Florida.

Jeg kan vist godt tillade mig at indføre den forhåndsreportage, at jeg næppe har mødt særlig mange Trump-støtter her i New York. Selve Manhattan er uhyre demokratisk domineret; jeg har set en liste, hvor New York står som den 10. mest liberale by i USA (hvor man kan sætte lighedstegn mellem liberale og Demokraterne).

Den by, hvor Demokraterne står allerstærkest, er hovedstaden Washington D.C., hvad jeg også kan skrive under på, for dér boede jeg et års tid midt i 1990erne. Man skal lede et stykke tid for at finde en republikaner i dén by, og MAGA-folk? Dem går der mildest talt heller ikke 12 af på dusinet i Washington D.C.

Det gør der heller ikke i byens juridiske system, og det er præcis det, som jeg vil opfordre dig til at lægge mærke til i den kommende tid, hvor retsprocesserne kommer til at køre mod USAs tidligere præsident Donald Trump.

I sidste uge blev han tiltalt for at ville ødelægge det amerikanske demokrati efter præsidentvalget i 2020, hvor Trump benægtede at have tabt valget og søgte veje til at omstøde valgresultatet. I den sag vil Trump stå over for en meget liberal dommer ved navn Tanya S. Chutkan, der allerede inden Trump-sagen har skabt sig et navn på at udstede hårde domme til folk, som var med til at storme Kongressen 6. januar 2021.

Stormen på Kongressen 6. januar 2021. Trump kan måske godt dømmes for at ville ødelægge det amerikanske demokrati. Men måske kan sagerne mod ham også gøre det. SAUL LOEB

Demokratiets fremtid

At Trump er en skidtknægt, mener jeg ikke, der efterhånden kan være nogen tvivl om. Men alligevel vil jeg opfordre dig til i det næste års tid at holde godt øje med, om det nu viste sig at være en god idé for det amerikanske demokratis fremtid og velbefindende at rejse den ene sag efter den anden mod ekspræsidenten, der også meget sandsynligt er Republikanernes kandidat ved det næste præsidentvalg i november 2024.

Jeg skrev om det i Berlingskes leder forleden og drog den konklusion, at uagtet om Trump måtte kunne dømmes i den aktuelle sag, i sagen om de hemmeligstemplede dokumenter i Mar-a-Lago, eller den forventede kommende sag om forsøget på at presse Georgias valgansvarlige til at finde stemmer, som kunne få tippet valgresultatet i Trumps favør dengang i 2020, så er det ikke sikkert, det er godt for USA, at sagerne bliver rejst.

Netop fordi det juridiske system er så politiseret i et USA, der samtidig de sidste ti år er blevet historisk polariseret i en grad, så politiske modstandere internt i familier mange steder har svært ved at tale med hinanden, kan det i den grad gå galt.

Trump selv vil vide at udnytte situationen. Det gjorde han allerede forleden i Washington, hvor der var et værre cirkus, som Berlingskes korrespondent, Jacob Heinel Jensen, berettede levende om.

Med retssagerne, rejst af demokratisk valgte undersøgere og anklager, og i det seneste tilfælde sager, der skal afgøres af en demokratisk udpegede dommer, vil Trump være i stand til at konstruere den perfekte dolkestødslegende og påstande om en politisk heksejagt.

Og måske har han ovenikøbet en pointe. For hvorfor rejse disse sager nu? Det er retslige forløb, der forventes at køre gennem store dele af 2024, hvorfor de næsten uundgåeligt vil gribe stærkt forstyrrende ind i Trumps præsidentvalgkamp?

Uanset om man ikke kan døje manden og er stærkt bekymret for hans ligegyldighed over for det amerikanske demokrati – og det er jeg – så er det altså at foretrække, at politiske kandidater fravælges af vælgerne. Ikke af en dommer.

Jeg er derfor ikke alene bekymret for Trumps indflydelse på det amerikanske demokrati. Nu er jeg også bekymret for hans modstanderes. Med andre ord er jeg samlet set bekymret for USAs fine, snart 250-årige demokrati.

Det går jeg nok og tænker over her i New York, mens du læser mit nyhedsbrev.

Ukraine-bloggen

Jeg bruger jo altid nyhedsbrevet på også at gøre reklame for noget af alt det andet gode, Berlingske har til dig.

Og i denne uge vil jeg gribe fat i en publicistisk service, som du måske en gang imellem glemmer, men som du kan gøre brug af på berlingske.dk hver dag.

Krigen i Ukraine har nu snart varet i halvandet år. I al den tid har Berlingskes dygtige og dedikerede journalister løbende opdateret dig og givet dig overblik over krigens gang i en liveblog, som jeg kun kan opfordre dig til at følge, hvis du ikke allerede gør det.

Den brutale sandhed er, at krigen nu har varet så længe, at den indimellem glider i baggrunden i nyhedsmøllen. Men det bør den ikke. For krigen kan blive afgørende for vores fremtid. Derfor prioriterer Berlingske kontinuerligt dækningen af krigen.

Vi har ofte reportere i Ukraine. Og livebloggen gør arbejdet for dig med at gøre det muligt hele tiden at følge med i, hvad der sker, og hvad det betyder. Læs med her.

New York Tendaberry

Så mangler jeg kun ugens sang, og da det ikke var muligt for mig at finde en god sang, der handler om Donald Trump, så valgte jeg i stedet en god sang, der handler om New York, hvor jeg lige nu befinder mig.

Så værsgo’, her er »New York Tendaberry« med den forlængst afdøde og desværre også længe nærmest kriminelt oversete Laura Nyro, der sidst i 1960erne og først i 1970erne udgav en serie fremragende album.

»New York Tendaberry« er titlen på et af de bedste af dem, og dette er titelnummeret fra det prægtige værk.