Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tro det eller ej: Danmark er en politisk vindernation

Hvorfor har Danmark styret udenom de politiske kriser, der viser sig i Sverige, Frankrig og Storbritannien? Måske fordi pragmatismen har det med at vinde.

Er vi i Danmark  - i hvert fald indtil videre - ikke havnet i de monumentale kriser, så skyldes det en politisk kultur, hvor den pragmatiske midte altid har haft en stor vægt og hvor samarbejde er en dyd. Her ses Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl i Folketingsalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Alle der har rejst med sine danske landsmænd i udlandet ved, at vi kan være forfærdelige i vores selvfedme, skamløse selvros og trang til at fremhæve, at alting er bedre i Danmark. I den disciplin overgås vi kun af nordmænd. Og for øvrigt er det også løgn.

Men der er et område, hvor det er på sin plads at stikke næsen i sky. Kigger man med gru rundt på et Europa i opbrud, kan man med rette føle sig lidt stolt af det politiske system i Danmark.

Så derfor. En gang om året bør vores politikere have ros og skulderklap. Og hvorfor ikke ved juletid?

Danmark har ikke alene undgået en langvarig regeringskrise om, hvem der skal regere landet, som i Sverige, gader fyldt med gule veste, som i Frankrig, og en kaotisk udmeldelse af EU, som i Storbritannien.

Og det skyldes ikke, at Danmark er fri for højrenationale partier eller modstandere af reformer og EU. Men er vi  - i hvert fald indtil videre - ikke havnet i de monumentale kriser, så skyldes det en politisk kultur, hvor den pragmatiske midte altid har haft en stor vægt og hvor samarbejde er en dyd.

Set fra øverste etage i tårnet, der hæver sig over Christiansborg, er det ubegribeligt, at den konservative britiske premierminister, Theresa May, to et halvt år efter det britiske nej kan stå i den situation, hvor hun ikke ved, om der er opbakning til den aftale, som hun gennem halvandet år har forhandlet med EU. Eller om det hele falder på gulvet.

At de britiske vælgere ved en historisk folkeafstemning har kastet landet ud i årtiers mest kritiske situation, har ikke kaldt på sammenhold, men blot mere splittelse.

Det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992 rystede ikke bare Poul Schlüter og tvang Uffe Ellemann-Jensens mundvige mod gulvet. Hele Europa var i chok, og i den situation var der partier og politikere i Folketinget der greb ansvaret og satte sig ned for at udarbejde et nationalt kompromis for, hvordan Danmarks tilknytning til EU skulle være.

Samme ansvarlighed kan man ikke påstå, at der er i det britiske Underhus, og selv om alle sådan set var enige om, at Brexit betyder Brexit, så er der to år et halvt år efter det politiske jordskælv splittelse og uenighed om, hvad indholdet skal være og hvad briterne i virkeligheden ønsker sig.

I Danmark førte det nationale kompromis til en ny folkeafstemning året efter. Det er man meget langt fra at kunne gøre i Storbritannien.

I Frankrig står præsident Macron i den situation, at hans reformer tilsyneladende bliver vraget af vælgerne - i hvert fald af de meget højtråbende af dem iført gule veste i Paris' gader.

Den borgerlige Sarkozy forsøgte, socialisten Hollande havde intentionerne og nu forsøger kometen og midterpolitikeren Emmanuel Macron at reformere det stive og bureaukratiske franske samfund.

»I dag er Dansk Folkeparti opslugt af den parlamentariske midte i en grad, så Kristian Thulesen Dahl kan placere sig selv i rollen som kongemager.«


En bunden opgave, som de fleste økonomer er enige om er helt nødvendig, hvis fransk økonomi skal genvinde sin styrke. Jævnligt sender franskmændene delegationer til Danmark for at studere dansk flexicurity og de reformer af velfærden og arbejdsmarkedet, som er blevet gennemført de seneste årtier.

Når det har kunnet lade sig gøre herhjemme uden den folkelige modstand, som lige nu er så manifest i de franske storbyer, skyldes det, at danske politikere systematisk har forberedt vælgerne på, at der skal ske forandringer. Og at interesseorganisationer og parterne på arbejdsmarkedet for det meste er medspillere og ikke modspillere.

Reformer kommer sjældent som en tyv om natten, men er som regel forberedt og har vundet accept gennem flere år, før de gennemføres.

Et sidste eksempel er håndteringen af den indvandrer- og EU-kritiske højrefløj, som nu på fjerde måned har sendt vores broderfolk Sverige ud i en krise og muligvis et nyvalg i det nye år.

Sverigedemokraterna voksede til seks til 13 og til 18 procent af stemmerne, men majoriteten af etablerede partier i den svenske Rigsdag vil fortsat  ikke have noget med Jimmie Åkesson og hans tropper at gøre.

I Danmark var det Anders Fogh Rasmussen, der for alvor lukkede Dansk Folkeparti ind i varmen i 2001 både for at få magten, og ud fra en tanke om, at det er aldeles uholdbart at et parti, der repræsenterer så mange vælgere, ikke anses for at være stuerent.

I dag er Dansk Folkeparti opslugt af den parlamentariske midte i en grad, så Kristian Thulesen Dahl kan placere sig selv i rollen som kongemager.

Det gode spørgsmål er naturligvis, om det pragmatiske konsensussøgende danske folkestyre kan fortsætte sin sejrsgang efter næste valg, eller vi ender i svenske, franske eller britiske tilstande.

Opbruddet i det politiske system tegner sig i horisonten, når blokkene brydes op og antallet af statsministerkandidater fordobles.

Men selv om vælgerne har det med i perioder at flirte med protestpartier på fløjene, er der også en tendens til, at de belønner de partier, der tager et ansvar, og at protestpartierne bliver til magtpartier.

Bent Winther er Berlingskes samfunddsredaktør