Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tænk, hvis Reagan og Thatcher havde svigtet Østblokkens dissidenter

Putins autokrati er ikke fremtidens styreform. Krav om demokrati pibler frem verden over, og det er på tide, at vi i Vesten ryster tvivlen af os og atter påtager os at kæmpe for andres frihedsrettigheder.

Vladimir Putin blev interviewet af Financial Times i Moskva 27. juni 2019. Da han blev spurgt til Syrien, kunne han ikke undertrykke et hoverende smil. »Jeg mener, at vi har opnået et positivt udbytte,« svarede den russiske præsident. Foto: Kremls pressetjeneste Fold sammen
Læs mere
Foto: SPUTNIK

Aktivister, journalister og politikere var i sidste uge samlet for at diskutere demokrati i København, og mødets vært, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, trak sorte skyer op, da han holdt sin velkomsttale.

Fogh havde dagens udgave af Financial Times med. Her på forsiden af en af Vestens førende liberale aviser kunne man læse et stort interview med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Den russiske autokrats budskab: Vestlig liberalisme er en »forældet ideologi«.

Vi står midt i en krise, formanede Fogh. Demokratierne er svækket af en »farlig kløft mellem politiske ledere og befolkninger«, mens autoritære ledere føler, at tiden er deres.

Sandt er det, at frihed og demokrati har været på et bekymrende tilbagetog gennem en årrække. Den amerikanske organisation Freedom House har 13 år i træk noteret tilbagegang for respekten for demokratiske spilleregler på verdensplan. Selv i hjertet af Europa er der sået tvivl om demokratiske normer med udfordringer fra fx Polens regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS), og Ungarns Viktor Orbán, der gerne vil centralisere magt og kontrollere medier, organisationer og dommere.

Den vestlige lejr står vaklende af tvivl over for Kinas fremadstormende statskapitalistiske diktatur, og drømme om udbredelse af demokrati i Mellemøsten er knust i mislykkede krige og et tabt arabisk forår.

Putin kunne ikke undertrykke et hoverende smil, da han af Financial Times blev spurgt, om hans beslutning om at deltage i krigen i Syrien har været risikoen værd. Set fra Putins perspektiv må man sige, at krigen har været en rigtig beslutning. Over en halv million mennesker menes at have mistet livet i Syrien, men en diktator har vundet, og det samme har Putin og det iranske præstestyre.

Det er slående, som verden har ændret sig siden Irak-krigen i 2003. Dengang var Anders Fogh Rasmussen sammen med en stribe andre europæiske stats- og regeringschefer med på en amerikansk plan om at vælte Saddam Hussein med magt. I dag taler stort set ingen om at eksportere demokrati gennem militære interventioner. USAs præsident, Donald Trump, har ingen tørst på krig, og det var heller ikke neokonservative, militære drømme, der prægede samtalerne på en konference som Anders Fogh Rasmussens Copenhagen Democracy Summit.

Hvad man til gengæld kunne tale om, er en stribe eksempler på, at demokratiet bliver ved med at spire frem, uagtet vores anfægtelser i Vesten og ofte i åben trods mod truslen om brutal nedkæmpelse fra lokale magthavere.

I Sudans hovedstad, Khartoum, steg en 22-årig kvindelig studerende, Alaa Salah, op på taget af en bil for at synge og tale om revolution i april. Billeder af hende gik verden rundt som et symbol på en demokratisk modstandskamp, der tvang despoten Omar al-Bashir til at træde tilbage. Sudan har på ingen måde fået demokrati endnu, men vi har for første gang i landets historie set, at folkelige krav om demokrati kunne blive så stærke, at regimet i det mindste blev presset til at udskifte sin topfigur.

I Hongkong har millioner været på gaden for at demonstrere mod en udleveringslov, der ses som et kinesisk forsøg på at bringe den lille bystat under strengere kontrol. Også her lyder kampråbet på »demokrati«. Demonstranter i Hongkong bruger ligefrem den tidligere britiske koloniherres flag, Union Jack, som symbol for deres krav om demokrati og beskyttelse af borgerrettigheder.

Alexandra Wong har i årevis deltaget i kampen for demokrati i Hongkong. Under de seneste ugers demonstrationer har hun konsekvent båret på det britiske flag, Union Jack. »Bedstemor Wong«, som hun kaldes, siger ligeud, at hun savner tiden under britisk herredømme, fordi der dengang var mere frihed og mere respekt for folks rettigheder. Foto: Ritzau/Scanpix/Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: ATHIT PERAWONGMETHA.

I Istanbul har vælgerne netop tilføjet Tyrkiets islamistiske og autoritære populist, Recep Tayyip Erdogan, et forsmædeligt nederlag, og i Algeriet tvang fredelige demonstrationer i april landets enerådige præsident siden 1999, Abdelaziz Bouteflika, til at trække sig. Her er spørgsmålet nu, om det vil lykkes landet at finde en vej til at opbygge et demokrati, eller om militærjuntaen blot bevarer magten.

Skulle folkestyret slå rødder i Algeriet, et land med over 40 mio. indbyggere, ville det være det største demokratiske fremskridt i regionen nogensinde. Det lykkedes fra 2011 for lille Tunesien at omsætte det arabiske forår til opbygningen af et demokrati, men landet er en undtagelse i den muslimske verden.

Nabolandet Libyen er hærget af klankrige, så hvad er Tunesiens hemmelighed? Dalel Krichen, en af Tunesiens førende kvindesagsforkæmpere, var med på demokratimødet i København, og hun opremsede flere grunde: Årtiers investeringer i uddannelse, styr på fødselsraten, en etnisk og religiøst homogen befolkning, et stærkt civilsamfund og endelig politisk set svage militære strukturer.

Man kan kun håbe, at det vil lykkes Algeriet at efterligne den tunesiske model. Da præsident Ben Ali faldt i 2011, var det ikke generaler, som tog over. I stedet lykkedes det demonstranter og civile organisationer at sætte en forhandlingsproces i gang med en dialog, der omfattede både islamister og folk fra det gamle styre.

»Vi kan ikke undskylde os med, at eksperimenter med demokrati er for farlige. Vi kan heller ikke påstå, at kun en del af menneskeheden har menneskerettigheder.«


Overgangen til demokrati er svær, men drømmen lever verden over. Den gror nedefra, og vi må i Vesten ikke svigte vores ansvar for at hjælpe, hvor vi nu kan.

Som Anders Fogh Rasmussen sagde på sin konference: »Tænk, hvis Reagan og Thatcher havde afvist at støtte dissidenter i Tjekkoslovakiet, Polen og de baltiske lande, alene fordi ville Sovjetunionen gennemtvinge stabilitet og orden.«

Nej, vel? Vi kan ikke undskylde os med, at eksperimenter med demokrati er for farlige. Vi kan heller ikke påstå, at kun en del af menneskeheden har menneskerettigheder. Det er på tide, at vi går ind i frihedskampen igen.