Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Symbolpolitikken skjuler en grum virkelighed

Symbolpolitikken er kun symbolpolitik, når man ikke bryder sig om den.

»I stedet for symbolpolitik sagde man engang ideologisk politisk. Det var dengang »ideologi« stod for falsk bevidsthed eller for illusion. Ideologier var anskuelige, men de skulle skjule virkeligheden. (...) Symboler skjuler ligesom ideologier virkeligheden,« skriver Hans Hauge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Der var engang forfattere, som var symbolister. De brugte symboler for at udtrykke noget, der kun kunne udtrykkes med symboler. De blev angrebet af realister. Realister bruger ikke symboler. Deres kunst »afspejler« virkeligheden, som den er. Det kan nok ikke være helt det samme, når man taler om symbolpolitik, men der må være en eller anden forbindelse til symbolisme. Der er dog ingen, der om egen politik siger: »Vi laver symbolpolitik«. Det er altid noget, andre siger. Symbolpolitik er en anklage. Man bør ikke lave symbolpolitik.

Hvad er det modsatte af symbolpolitik? Det vil sige den politik, som alle mener, de fører? Det er ikke helt let at sige. Det må ligesom med realismen være en virkelig politik, men også den politik må betjene sig af sprog. I stedet for symboler »sender den signaler«, men signaler er vel også symboler?

Hans Hauge Fold sammen
Læs mere

Symbolpolitik bruges især af venstrefløjen som kritik af højrefløjen, som om den har en særlig tendens til at bruge symboler. Vi kan dermed forvente, at der i fremtiden vil blive ført mindre symbolpolitik i takt med, at den socialdemokratiske regering får fjernet de mange symboler, som blev skabt af VLAK-regeringen. Vi kan se frem til en symbolfattig fremtid.

Alle husker de blås symboler, for symboler er anskuelige, pædagogiske og svære at glemme. Symbolpolitik virker. Jeg behøver blot at nævne »lagkagen«, »grænsen«, »Tulle-banen« eller »Lindholm«.

»Når der ikke er ligestilling i virkeligheden, kan vi skabe den symbolsk i regeringen. Sådan skjuler symbolet virkeligheden.«


I stedet for symbolpolitik sagde man engang ideologisk politik. Det var dengang, hvor »ideologi« stod for falsk bevidsthed eller for illusion. Ideologier var anskuelige, men de skulle skjule virkeligheden. Det var den marxistiske opfattelse, men da marxismen er forsvundet, har ordet »ideologi« fået en positiv betydning. Nu har alle partier en ideologi, som betyder værdigrundlag. Symboler skjuler ligesom ideologier virkeligheden. »Lagkagen« skjuler en grum virkelighed, men nu skal virkeligheden frem i lyset. Intet må fejes under gulvtæppet. Politik skal sætte reelle problemer under debat.

Der er det problem med symbolpolitik, at det ikke er til at afgøre, om der er tale om symbolpolitik eller ej. Når der er mange kvindelige ministre i Mette Frederiksens regering, er det så symbolpolitik?

Når der ikke er ligestilling i virkeligheden, kan vi skabe den symbolsk i regeringen. Sådan skjuler symbolet virkeligheden.

Der er i skrivende stund en ny regering på vej i England. Priti Patel bliver ny indenrigsminister. Hun er den første med indisk baggrund, som bliver minister. Hun er ung, og hun er kvinde. Racefikserede vil kalde hende brun. Er det symbolpolitik? Det tyske »Stern« kalder det et gyserkabinet og et teaterstykke. For dem er det hele symbolpolitik. Mon ikke, det er sådan, at hvis man tilhører, hvad Boris Johnson kalder »the doubters, doomsters and gloomsters«, er det symbolpolitik, men hvis man ikke tilhører denne gruppe, er det god politik? Symbolpolitik er blot den politik, man ikke bryder sig om.