Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Skal hun være den nye dronning af Dansk Folkeparti, eller skal hun overtage formandskabet i Nye Borgerlige?
Inger Støjberg har forladt Venstre. Hun er ledig på det politiske transfermarked. Spørgsmålet er nu, om hun skal vælge Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige. Begge partier har bejlet til hende.
De Konservative er også en mulighed. Men det lader til, at Søren Papes tropper – i modsætning til DF og NB – trods alt er på lovens side. De afventer resultatet af rigsretssagen.
Uanset hvilket parti Støjberg vælger, vil hun utvivlsomt trække stemmer til. Spørgsmålet er dog, om det giver mest mening at trække stemmer til Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige.
I Dansk Folkeparti ville Støjberg blive partiets desperat manglede dronning. Siden Pia Kjærsgaard forlod formandskabet i Dansk Folkeparti, har partiet sat direkte kurs mod spærregrænsen. Aktuelt ligger de på omkring fem pct. af danskernes stemmer.
De etablerede politikere i partiet – Thulesen Dahl, Messerschmidt og Skaarup – ser ikke ud til at kunne vende skuden. Tværtimod. Dansk Folkeparti har brug for en ny Pia Kjærsgaard. Dansk Folkeparti har brug for en ny dronning, der kan opveje ophobningen af partimændenes tynde arme i fine jakkesæt. Inger Støjberg vil kunne bringe folket tilbage til Dansk Folkeparti.
Populære Vermund
I Nye Borgerlige vil hun muligvis skade mere, end hun ville gavne. Medmindre Pernille Vermund rent faktisk holder ord og trækker sig fra dansk politik. En mere kærkommen lejlighed vil næppe opstå igen.
Nye Borgerlige stormer frem med Pernille Vermund som politisk leder. Nuvel klarer Lars Boje Mathiesen sig også godt på de sociale medier, men derudover ville Nye Borgerlige være absolut ingenting uden Pernille Vermund. De andre er blot påhæng.
Vermund ville således ikke kunne overlade sin post som politisk leder til et helt nyt medlem, der kommer ind fra siden. Grundet Støjbergs massive popularitet ville det desuden mudre billedet i et mærkeligt form for omvendtland, hvis den langt mere populære Støjberg stod lavere i hierarkiet end den noget mindre populære Vermund.
Pernille Vermund har dog muligheden for rent faktisk at holde ord og trække sig fra politik. I forbindelse med stiftelsen af Nye Borgerlige gentog hun flere gange, at hun ikke var politiker, at hun havde et andet liv, men ville føre Nye Borgerlige til magten for at redde Danmark, hvorefter hun trygt ville kunne forlade partiet igen.
Det ville klæde dansk politik, der efterhånden må siges at være præget af løftebrud og levebrødspolitikere, hvis hun rent faktisk holdt ord. Nye Borgerlige ligger på omkring ti pct. af danskernes stemmer. Med Støjberg ombord ville partiet kunne blive endnu større og således en betydelig magtfaktor i dansk politik.
Spørgsmålet er dog, om Vermund, der efterhånden er blevet en dygtig politiker, man lægger mærke til i medierne, allerede er klar til at lægge den personlige berømmelse og succes fra sig, nu hvor hun må siges være i mål med partiets succes.
Støjberg vil have mere magt
Støjbergs fremtid er uvis. Men én ting er nærmest sikkert. Hun har ikke meldt sig ud af Venstre for at give afkald på sin magt. Hun har meldt sig ud af Venstre for at få mere magt. Lars Løkke gav i sin tid åbenlyst meget magt til Støjberg, fordi hendes indvandringskritiske tilgang skulle stjæle stemmer fra Dansk Folkeparti. Det var en god taktik. De stemmer kan hun nu tage med tilbage til Dansk Folkeparti.
Jeg sætter mine penge på, at Støjberg og Messerschmidt bliver parret, der bringer Dansk Folkeparti til storhed igen. Modsat partiets seneste storhedstid, hvor Thulesen Dahl ikke turde sætte sig i regering, bliver det helt klart anderledes med Støjberg ved roret.
Nima Zamani Aliabadi er cand.jur. og vært på Den Uafhængige