Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Var det en sejr eller et nederlag for Danmark, da EU-Kommissionen i denne uge meddelte, at EU er parat til at gribe ansvaret og forhandle gasrørledning med Rusland på vegne af de Østersølande, som skal huse den?
For regeringen blev det opfattet som en kæmpesejr. Befriet for en meget varm kartoffel var det lige præcis den løsning, som Lars Løkke og Anders Samuelsen længe havde arbejdet for. Selv med hyppig vægttræning og indlagte puder er skuldrene ikke brede nok hos lille Danmark til at lægge sig ud med et aggressivt og utilregneligt Rusland.
Derfor sendte den danske og svenske regering en anmodning til Bruxelles, om man ikke nok allernådigst ville overtage denne glohede rodfrugt, som EU tidligere havde understreget hørte hjemme under nationalstaternes kompetence.
For Dansk Folkepartis Marie Krarup var det ikke en sejr, men et nederlag, at Lars Løkke Rasmussen som en skræmt og pryglet hund måtte søge tilflugt i Bruxelles og gemme sig bag Junckers og Tusks brede overkroppe. At overlade forsvaret for dansk suverænitet – herunder et stykke sandet havbund syd om Bornholm – var fejt, mente DFs forsvarsordfører.
»Regeringen er jo heldig at få frataget opgaven, så den slipper for at stå til ansvar for sit eget territorium. Det er en af de sørgelige konsekvenser ved EU, at man ikke handler som et selvstændigt land,« sagde Marie Krarup, da nyheden kom frem.
Det kan måske virke lidt malplaceret og utidigt at forudse EUs moralske genkomst efter en uge, hvor det tredjestørste land i Unionen har sendt sin begæring om løsrivelse af sted med ordene: »Der er ingen vej tilbage.«
Men lige præcis sagen om den russiske gasrørledning sætter det hele på spidsen og forklarer, hvorfor EU står så stærkt. Sag efter sag er de enkelte EU-lande for små til at håndtere truslerne og mulighederne i den globale verden. Det lyder banalt og som ord, der følger med det vand, som EU-tilhængere til alle tider har hældt ud af ørerne. Men EUs overtagelse af gassen illustrerer, hvordan der i dag er en udvej for et lille land, der uden et tæt forpligtende, internationalt samarbejde bliver trynet af de store.
Kriser rykker EU tættere sammen
I to år har Europa været præget af en stemning af undergang. Klagesangen fra Bruxelles har været hjerteskærende, og eksperter og kommentatorer har med hovedet på skrå forudsagt, at Europa nu splittes i atomer og måske aldrig bliver det samme igen. Med Trump i Det Hvide Hus, briterne ude af EU og Marine Le Pen i Elysee-palæet ville det kun være et spørgsmål om tid, før EU måtte dreje nøglen om. Sidste mand lukker og slukker til tonerne af rungende nationale fædrelandssange over hele kontinentet.
I dag er stemningen ved at skifte, og den EU-positive Mark Ruttes genvalg i Holland og meningsmålinger i Frankrig og Tyskland er kun en del af forklaringen. Når 2017 er slut, kan de dystre profetier om dommedag være vendt til det modsatte. Faktisk kan et nyt og mere sammentømret EU uden briterne ende med at fremstå som en genfødt og meget stærk økonomisk og politisk spiller på verdensscenen.
Flere elementer løfter forårshumøret i den europæiske hovedstad.
For det første vil de forhandlinger om britisk løsrivelse, der nu er skudt i gang, blotlægge, hvor tæt og betydningsfuldt det europæiske samarbejde er for hvert eneste hjørne af samfundet.
Når Theresa May nu vil tage kontrollen tilbage og omskrive omkring 20.000 love, så briterne endelig selv kan blive herre i eget hus, kan hun meget vel ende i at stå med EUs retsakter ved kopimaskinen det meste af tiden. Til stor glæde og kommerciel forargelse for den britiske presse, som kunne frygte, at der efter Brexit ikke længere var nogen at tæske løs på.
For det andet er truslerne mod Europa blevet meget nærværende. Når præsident Putin stikker hænderne dybt ned i det amerikanske præsidentvalg, hvorfor skulle han så ikke gøre det samme i Europa. Når Erdogan går amok og kalder Europa fascistisk forud for det hollandske valg, hvorfor skulle han så ikke gøre det igen. Når flygtninge og migranter vælter de ydre grænser, og Donald Trump hylder Brexit og ikke rigtig ved, om han vil overholde NATOs musketered, så giver det en stemning af et kontinent, som er truet og isoleret. Europa har kun sig selv at stole på.
For det tredje: Trods protester, truende opløsning og »viel geschrei« – og uden at nogen tør sige det højt, så bevæger EU sig faktisk mod en stadigt snævrere union, som det hedder i forordet til EU-traktaten.
Når EU nu kan overtage sagen om den russiske gasrørledning, er det fordi, der for nylig er etableret en europæisk energiunion. Hver gang Europa rykker sammen i dobbeltsengen, sker det som følge af dybe, alvorlige kriser.
Afhængigheden af russisk gas og arabisk olie er en europæisk udfordring. EU var aldrig blevet enige om et stærkt fælles grænseværn, Frontex, uden flygtningekrisen. Bankunionen og fælles finanstilsyn var ikke blevet til noget uden en historisk dyb finanskrise. Og om en måned bliver Europol, uden Danmark, omdannet til et tæt, overstatsligt samarbejde – ikke mindst i lyset af den terrortrussel, som hænger over Europa. Skatteflugt, skattely og konkurrence, der udhuler EU-landenes skatteindtægter, har sat den næste union på dagsordenen: en europæisk skatteunion. Efterkrigstidens europæiske historieskrivning er fyldt med eksempler på, at kriser ikke splitter, men tværtimod knytter EU tættere sammen.
For det fjerde skal man ikke undervurdere den psykologiske effekt af katastrofer, som ikke indtræffer. Marine Le Pen, som vil sætte Frankrigs medlemskab af euroen til folkeafstemning, ser ud til at tabe anden runde af præsidentvalget. Geert Wilders’ parti blev ikke det største i Holland, og i Tyskland, som skal til valg i efteråret, står de EU-kritiske nationalkonservative svagere end tidligere.
Og både Løkke og alle vi andre har måske overdrevet isolationismen hos den nye mand i Det Hvide Hus.
Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør