Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Frygt er blevet et anerkendt argument. Således har adskillige aviser afvist at bringe en annonce med de for nogle så provokerende tegninger. Ekstra Bladet trods alt beklagende, men Kristeligt Dagblad nærmest fremturende.
Fælles for afvisningen er frygten. Det ville ikke være i orden at udsætte medarbejderne for den risiko, som sådanne genoptryk ville indebære. Markant har Weekendavisen og Berlingske skilt sig ud. Vi ville bringe annoncen. Tak for det. Men alene var vi om det synspunkt. Ligesom Gyldendal står alene med at udgive en undervisningsbog, som har Muhammed-tegningerne som illustration. Andre har ikke turdet.
Det nye er, at ikke at turde ikke længere er fejt. Ikke at turde er blevet et synspunkt i debatten på linje med så mange andre synspunkter. Således kan en skolelederforenings-formand slippe afsted med at mene, at det er både unødvendigt og alt for risikabelt at vise tegningerne i undervisningssammenhæng samtidig med, at en gymnasielærer i samfundsfag må leve på en anonym adresse, efter hun argumenterede for det modsatte på sin Facebook-profil.
Det faktum, at der nu er synspunkter, der kan koste hjem og sikkerhed, mødes med et skuldertræk. En pris, som de, der er dumdristige, selv må ligge og rode med. Andre skal helt legitimt ikke nyde noget, for frygten er blevet et argument i sig selv.
Frygten får os til at klynge os så krampagtigt til livet, at vi glemmer at leve det. Hvilket helt konkret vil sige, at vi glemmer at glæde os.Kathrine Lilleør, sognepræst og ph.d.
Jeg har skrevet det før, men det skal skrives igen: Frygt forkrøbler og lægger livet øde. Hvis det virker abstrakt med tegninger og islamistisk terrorisme, så tænk blot på, hvad covid-frygt bringer med sig. Ét er hele den lovbestemte adfærdsændring. Mundbind, håndsprit, afstand og forsamlingsforbud. Det er i sig selv ikke frygtsomt, men sund fornuft. Som når man ifører sig hue og vanter for ikke at fryse.
Det, der gør covid-19 ubærligt, er dybest set frygten. Slet og ret. Frygten for lidelse og frygten for at dø. Hvis du hver gang, du ifører dig et mundbind, sender døden en tanke, er det klart, at dine dage bliver dødsmærkede. Inden du nu endnu engang længselsfuldt tænker tilbage på verden før coronavirus og i dit stille sind jamrer over, at julen heller ikke bliver den samme, så tænk et øjeblik over, hvad der helt, helt fundamentalt er anderledes i dit liv i forhold til den anden søndag i november sidste år.
Dødbringende vira fandtes også for et år siden. Sygdom og lidelse truede også da. Forskellen er bare, at vi ikke bar vores magtesløshed udenpå.
For mange minder mundbindet om frygten, om magtesløsheden. At noget kan hænde os, som vi intet kan stille op overfor. Men nyt er det ikke. Den rædsel er frygtens ankerpunkt til alle tider. Altid har vi haft grund til at frygte. Det har vi haft siden, vi slog øjnene op i denne verden, og det vil vi have, til døden sænker sig over os. Grund til at frygte det uforudsigelige, smertelige og uafvendelige. Forældrene til den nyfødte følger med tilbageholdt åndedræt den lilles hjerteslag, som de ikke er herrer over, om skal slå eller ej.
Det er ikke svært at finde noget at frygte, og frygten har altid en helt konkret konsekvens. Vi kender alle til, at de dage, hvor frygten fylder alt, da bliver selv solskinstimer mørke.
Hvordan overvandt de gamle frygten? De, som havde fejlslagen høst, krige og epidemier i udsigt? De, der mistede flere småbørn, ikke kendte offentlig forsørgelse eller vaccine? De lærte at leve med frygten. Lærte at holde den stangen. Fordi man kun alt for godt vidste, hvad der skete, hvis man lod frygten få overtaget. Den ødelægger, nemlig. Ikke bare dagene og ugerne men også sindet.
Skub frygten til side. Glæd dig til noget. Tænk på det. Se det for dig. Glæd dig!Kathrine Lilleør, sognepræst og ph.d.
Frygten får os til at klynge os så krampagtigt til livet, at vi glemmer at leve det. Hvilket helt konkret vil sige, at vi glemmer at glæde os. For man kan ikke være bange og glad på samme tid. Man kan ikke frygte og glæde sig til fremtiden samtidig.
Men, igen, hvordan fandt de da glæden, de gamle? Hvordan lagde de frygten væk? De foldede hænderne om det håb, at døden ikke er det sidste af alt. Simpelthen. De øvede sig i ikke at frygte døden. For frygter man ikke døden, da frygter man ikke noget som helst. Da finder glæden vej. Da vinder livet over døden hver eneste morgen. Da får vi mod til at gøre det, der skal gøres, hvad enten det er fornuftigvis at iføre dig mundbind, eller at vise, trykke og tale om de tegninger, du vil.
For frygten må aldrig få det sidste ord. Må aldrig være det afgørende argument for noget som helst. Heller ikke i dit og mit sind. Det begynder lige nu. Skub frygten til side. Glæd dig til noget. Tænk på det. Se det for dig. Glæd dig! Jeg siger atter: Glæd dig!
Kathrine Lilleør er sognepræst og ph.d.
