Da jeg forleden aften holdt et foredrag nord for København blev jeg stillet et spørgsmål, som jeg for tiden ofte hører. Nemlig, om det ikke er lidt uheldigt at tale om åndelig oprustning og på den måde forbinde vores åndsliv med et skær af noget ret håndfast. 

Jeg forstår den umiddelbare reaktion, men måtte også denne aften svare, at nej, det er ikke uheldigt, men derimod meget rammende.