Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Socialdemokratiet skal have ros for den opmærksomhed, partiet har skabt om noget så teknisk og tørt som udligningssystemet.
Ganske vist har man måttet ty til dramaturgiske virkemidler som forhandlingsintriger og læk af dokumenter for at få journalisterne til fortsat at bevare interessen for noget, der måske ligner en dødssyg embedsværksøvelse, men som reelt er maskinrummet i vores velfærdssamfund.
Udligningssystemet har i mange år trængt til et alvorligt eftersyn. Intentionen med udligningssystemet var i sin tid – i bedste Robin Hood-stil – at omfordele ressourcer fra kommune til kommune, så der ikke er nævneværdig forskel på den velfærd, som man kan modtage på Lolland og i Gentofte.
I forsøget på at kompensere for alverdens parametre har man desværre formået at skabe et unødvendigt rodet og indviklet system. For eksempel bliver en kommune særligt kompenseret afhængig af, hvor mange familier, der bor i privat udlejning, antal børn som har flyttet kommune mere end tre gange, og indbyggeres gennemsnitlige rejsetid for blot at nævne nogle ganske få kriterier. Dertil kommer hovedstadsudligning, bloktilskud og de mange særlige tilskuds- og udligningsordninger, som alle kommer med deres indviklet fordelingsnøgle.
..når nu de fleste danskere lader til at være pjattet med at betale skat, bør man i det mindste lave et system, der tilgodeser borgernes ønsker og behov mere direkte og transparent.
Det, der er brug for, er et system, der understøtter nærdemokratiet og gør det klart og tydeligt for borgerne, hvad de får for deres skattekroner. Jeg er helt grundlæggende fortaler for at lade borgerne beholde en større andel af deres indkomst og derefter selv vurdere, hvilke services de ønsker at tilkøbe, men når nu de fleste danskere lader til at være pjattet med at betale skat, bør man i det mindste lave et system, der tilgodeser borgernes ønsker og behov mere direkte og transparent.
Vi ved for eksempel, hvad den gennemsnitlige enhedspris er for en institutionsplads, hjemmehjælp, sundhedshus, osv. Hvorfor ikke lade pengene følge borgerne, så kommunen tildeles den gennemsnitlige enhedspris for deres demografiske sammensætning. Det ville betyde, at alle kommuner ville have det samme udgangspunkt for at levere den samme service. En kommune med 100 skolebørn ville således få den gennemsnitlige enhedspris for skoledrift gange 100, mens en kommune med 50 skolebørn ville få det halve.
Hvis en kommune så formår at drive folkeskole for under den gennemsnitlige pris, kan kommunen frit vælge, hvordan den vil forvalte overskuddet. Omvendt, hvis man ikke formår at drive kommune for de gennemsnitlige enhedspriser, vil det være tydeligt for borgerne, at man bliver nødt til at vælge nogle dygtigere lokalpolitikere, hvis man skal slippe for brugerbetaling for at dække det kommunale underskud.
Det har været fristende at håbe på, at regeringen ville viske tavlen ren og gentænke et simpelt og fornuftigt system til gavn for den almene kommunale drift.
I stedet viste det sig, at Socialdemokratiet i bedste magtfuldkommenhed har fremlagt et udspil, der ligner det udligningssystem, vi kender. Den eneste forskel er, at der denne gang er skruet ekstra hårdt på knapperne for at tilgodese socialdemokratiske borgmestre. På nær lige Frank Jensen, som i stedet kan se frem til enevældestatus på Københavns Rådhus.
Lilian Parker Kaule er cand.psych.aut.
