Snart flytter min yngste hjemmefra – jeg græder og jubler

Skal du leve op til tidens gode forældreideal, drømmer du aldrig om, at børnene flytter hjemmefra. Og bliver provokeret af dem, der glæder sig til at opdage, hvad livet byder på, når de er væk. Men den gode forælder gør sig selv overflødig – og lever i stedet et liv, der er inspirerende for deres børn.

»Når vores børn er kommet godt i gang med deres egne liv, har vi jo opfyldt vores fineste opgave som forælder; at gøre os selv overflødige. Dét skal man da fejre,« skriver Emilia van Hauen. Nils Meilvang

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Om få måneder flytter Silas, min yngste søn, hjemmefra, og så er der kun hunden Tintin og mig tilbage. Han kom ind i mit liv, da jeg opdagede, at mit hjerte lidt for ofte var den eneste bankende konstant i stuerne, og heldigvis har han sendt alle mine hundefordomme hjem i en lille sort pose. At jeg, siden jeg fik ham, ofte er kommet til at kalde ham for Silas, og Silas for Tintin, skyldes – ifølge en hjerneforsker, at de begge to har fået plads i samme område af hjernen, og derfor smider jeg en gang imellem også et William og et Victor efter ham, hvilket er lidt mere demokratisk, da jeg har tre sønner.