Børns Vilkår til den nye regering: Et »Op med humøret« til børn og unge er at individualisere et kollektivt problem

Med politisk vilje og akut prioritering kan regeringen løse psykisk mistrivsel blandt børn og unge, skriver direktøren i Børns Vilkår, der ikke er overvældet over regeringsgrundlaget.

Det nye regeringsgrundlag bærer »et budskab, der mere siger ’op med humøret’ til den enkelte unge, i stedet for at ændre rammerne i det samfund, der det seneste årti har skubbet en stor andel af dem ud i mistrivsel,« skriver Rasmus Kjeldahl. Søren Bidstrup

Så fik vi en ny regering – det blev ikke til en børnenes statsminister denne gang. Børn og unge syner ikke meget i det nye regeringsgrundlag, selvom bekymringen for deres psykiske mistrivsel fyldte meget under valgkampen.

Visioner om at styrke den tidlige indsats er helt fraværende. Aftalen om højere normeringer kan ikke stå alene, hvis vores børn skal komme godt igennem de første 6 år. Et stigende antal børn rammer folkeskolen uden nødvendige sociale kompetencer på grund af for lidt voksenkontakt og for få pædagogiske kompetencer i daginstitutionerne.