Han ville bare have det overstået, nikkede fraværende, så ned på sine pudsede sko. Hans børn sad ved hans side. Folk græd omkring ham. Luften var tæt i kirken. Gardinerne blafrede let, parfume og tårer, rystende hænder. 

Hans kone havde været igennem et langt sygdomsforløb. Hun klarede den ikke. Det var for tidligt, sagde folk til ham. Han sagde ikke noget. Som jeg kendte ham, ville han bare hjem og slå græs, se på udbygningen af stuen, han ikke var blevet færdig med, fordi han sad ved sin kone, hjalp hende i bad, smurte hendes sår, sad i kø til kommunen.