Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Riskær, ægte arbejdere og EM 1992 - nostalgien ruller i dansk politik

To ud af tre danskere mener, at det var bedre i gamle dage. Derfor vil de have landbetjenten, bonderøven, det hjemmekartede uld og europamesterskabet tilbage.

Klaus Riskær Pedersen sammen med fru Jill til premiere på Bille August-filmen »Return to Sender«. Arkivfoto: Mogens Flindt / Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt

Hvis Klaus Riskær Pedersen lander i Folketinget, er det, fordi han bliver båret ind af dem, der kan huske hans storhedstid som over-yuppie i 1980ernes København.

Den bedrageridømte finansmand satte nye standarder for, hvordan man flasher succes og penge. Og han stormede ind i Europa-Parlamentet for Venstre med et budskab om at bryde janteloven.

Og jo mere han udfordrede det gamle borgerskab, des højere elskede hans fans ham. De gode gamle dage.

Nostalgi - længslen efter det Danmark, der var engang - sælger billetter i politik som aldrig før. Uanset om det er 1950erne, 60erne, 70erne eller 80erne. Prøv blot at kaste et blik på partiernes kampagner og mærkesager. Landbetjente, grænsevagter, historiske museer og naturen, som den var engang.

Fortiden svinger, mens fremtiden ikke er værd at samle på.

En ny stor meningsmåling, som YouGov har foretaget for Tænketanken Europa, viser, at næsten to ud tre danskere - 64 procent - mener, at verden tidligere var et bedre sted. Og et flertal mener tilsvarende, at fremtiden ikke byder på noget godt.

Men ikke nok med det. Målingen viser også, at »nostalgikerne«, som samtidig for en stor del er modstandere af EU, reagerer mere med deres følelser. Når de bliver præsenteret for ordet »suverænitetsafgivelse« svarer flertallet, at det gør dem vrede. Ikke bekymrede eller utilfredse. De bliver vrede.

Ældre er mere nostalgiske end unge, kvinder mere end mænd og kortuddannede mere end dem med lange uddannelser, konkluderer Tænketanken.

»De tager hellere med Uffe Elbæk og Bonderøven ud på frilandsmuseet, med Mette Frederiksen tilbage til slaget på Fælleden og med Kristian Thulesen Dahl ud ad hjulsporet til jyske købstæder, hvor dannebrog er hejst over kaffebordet og en bøsse er noget man går på jagt med.«


Så når Danmarks største fagforbund, 3F, i en stor kampagne på de sociale medier drømmer sig tilbage til sammenholdet i 1992, da Danmark vandt EM i fodbold, rammer det lige i hjertekulen på en stor gruppe  vælgere. Det var tider - også selv om arbejdsløsheden var tårnhøj.

Og nostalgikerne nikker anerkendende, når Kristian Thulesen Dahl siger, at der er »så meget vi skal passe på«, og de glædes over Socialdemokraternes søgen efter den rigtige arbejder, som har fortjent at gå tidligere på pension, fordi han eller hun er nedslidt i knæ og skuldre.

For sådan var det i gamle dage. Socialdemokraterne var til for den undertrykte og hårdtarbejdende klasse, mens andre mere stillesiddende flipproletarer, der går ned med knap så heroiske lidelser som stress og hjertekarsygdomme, tilsyneladende ikke tæller med nær samme vægt.

At robotter og moderne hjælpemidler har sat en stopper for en stor del af de tunge løft og for længst begrænset det hårde, nedslidende arbejde, er en positiv udvikling, som næsten virker forstyrrende.

For nylig afsluttede statsministeren i stilhed sin række af møder i det såkaldte disruptionråd. Det var der ikke rigtig nogen, der lagde mærke til. Fremtiden sælger ikke billetter.

Gennem næsten to år har toppen af dansk erhvervsliv, organisationer, eksperter og ministre set ind i fremtiden og på, hvad kunstig intelligens og digitalisering gør ved os, vores arbejdsliv og vores økonomi.

Når man tænker på, hvilke store »revolutioner«, der venter lige om hjørnet, hvor job i titusindvis bliver erstattet af ny teknologi, hvor selvkørende elbiler vil fylde vejene, hvor detailhandlen, som vi kender den i dag, vil blive erstattet af nethandel og pakkeudbringning - måske med droner, og hvor millioner af data om os alle sammen kan bringe os om ikke forlæns ind i fremtiden, så ind i en helt ny verden.

Ja, så er det tankevækkende, at fortiden fylder så meget mere end fremtiden.

Fremtiden, som er den, politikerne rent faktisk har mulighed for at påvirke, er gået af mode.

»For nylig afsluttede statsministeren i stilhed sin række af møder i det såkaldte disruptionråd. Det var der ikke rigtig nogen, der lagde mærke til. Fremtiden sælger ikke billetter.«


Uanset om man befinder sig på højre eller venstre side af det politiske spekter så er det TV-serien »Matador« - som Danmarks statsminister har set 20 gange, det er malerier af Socialdemokratiets glorværdige fortid, det er landbetjenten tilbage, som da Morten Korch idylliserede livet på landet, og det er fred og ro på barselsgangen i ugevis, som det var i gamle dage, da Dea Trier Mørch skrev romanen »Vinterbørn«.

Det er det gamle håndværk fra dengang, kvinder vidste, hvordan man syltede græskar og kartede uld, og mænd kunne fælde et bøgetræ med en økse og partere en gris. Det er det, der giver credit i den nostalgiske verden.

Og det er danskerne ikke ene om. Som Tænketanken Europa refererer, har Bertelsmann foretaget en måling sidste efterår med omtrent de samme resultater.

I Italien, som ligger højest, er det hele 77 procent, der mener, at verden plejede at være bedre, blandt tyskerne er det lidt lavere - 61 procent.

At antallet af krige i verden er historisk lavt og velstanden historisk høj, at ledigheden i Danmark måned for måned sætter nye bundrekorder, at vi lever længere og at vores sundhed aldrig har været bedre, er ikke noget, der forstyrrer nostalgikerne.

De tager hellere med Uffe Elbæk og Bonderøven ud på Frilandsmuseet, med Mette Frederiksen tilbage til slaget på Fælleden og med Kristian Thulesen Dahl ud ad hjulsporet til jyske købstæder, hvor Dannebrog er hejst over kaffebordet og en bøsse er noget man går på jagt med.

Eller de tager med Klaus Riskær Pedersen tilbage til 80ernes solside på Cafe Victor og vilde fester på Skovriderkroen.