Regeringen kommer med en milliard kroner til »tryghed« for forældre. Den skal købe 1.400 flere voksne i daginstitutionerne. Der er rundt regnet 4.000 daginstitutioner i Danmark. Så med lidt løselig matematik giver det vel cirka 13 timer om ugen i hver institution, såfremt alle 1.400 arbejder fuldtid.

Sølle 13 timer om ugen. Alligevel kaldes det i store kampagner for »tryghed«. Det er selvfølgelig bedre end ingenting, jovist. Men hvis man kommer til en fællesbuffet, hvor alle skulle have en hovedret med og mest har sørget for saltstænger, så skal man måske holde lidt lavere profil.