Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Regeringen, DF og S går til valg i strækmarch til ære for den nådesløse stat

Fakta om faldende ungdomskriminalitet synes ikke at påvirke det store politiske flertal.

Tegning: Kate Copeland Fold sammen
Læs mere

Den hårde magt er in. Vores politikere kæmper med lov og ord om at slå hårdest ned på dem iblandt os, der måtte træde ved siden af.

Harme, ikke varme, er ledestjernen i dette valgår.

Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti/Socialdemokratiet underlagt alle i alderen 10-17 år en nyskabelse i vores retssystem, skulle de komme i uføre. Eller skulle de komme under mistanke for at være det. »Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet« trådte i kraft i tirsdags.

Min datter går i 3. klasse og fylder ti år dette forår. Og når det sker, kan hun derfor blive mødt med en såkaldt »reaktion« fra samfundet. Hun skal forstå, at gør hun noget galt, eller mistænkes hun for det, så falder hammeren, og hun vil blive stillet for et ungdomskriminalitetsnævn bestående af dommere, politi og kommunalt ansatte, og disse vil kunne udstede noget, der ikke hedder straf, men meget ligner det. Det varierer i hvert fald fra noget a la samfundstjeneste, til noget, der meget minder om frihedsberøvelse gennem fjernelse fra hjemmet og tvungent ophold på institutioner.

Dermed er de 10-17-årige stillet betydeligt svagere end de voksne i retssystemet.

Men hvorfor så hårdhændede midler, kunne man spørge sig selv. Stiger ungdomskriminaliteten? Nej, såmænd styrtdykker den.

Som Dansk Socialrådgiverforening oplyser i et af de mange stærkt kritiske høringssvar til loven, så er det samlede antal unge mellem 10 og 17 år, der blev mistænkt eller sigtet, faldet med 50 pct. fra 2006 til 2017. Og faldet var størst for de yngste: for børn mellem 10 og 14 år var faldet 68 pct.

De pæne unge mennesker

Og det flugter jo meget godt med tendensen i hele den vestlige verden: Unge opfører sig mistænkeligt pænt. De har det godt med deres forældre, de tager færre stoffer, drikker mindre, begår mindre kriminalitet og bliver mindre gravide. De vil helst bare redde klimaet og have uskyldige og halvt fantasibårne romancer på nettet.

Men fakta synes ikke at påvirke regeringen og DF/S, som går til valg i strækmarch til ære for den nådesløse stat.

For første gang er tvangsfjernelse af barnet ifølge den nye lov nu en sanktion fra samfundets side, og ikke først og fremmest en beskyttelse af barnet implementeret efter en fast procedure. En fjer i hatten på Socialdemokratiet, der som led i partiets bandeudspil fra 2017 plæderede for tvangsfjernelse af mindre søskende med det formål, som Strong-Man-Mette Frederiksen formulerede det, »at lægge pres på familierne«. Altså en instrumentalisering af det mindste barn i en kollektiv afstraffelse af familien. Og det ligger i smuk forlængelse af Socialdemokratiets nye politiske udspil om at tvangsfjerne mange flere børn, gerne fire gange det nuværende niveau, svarende til ca. 50.000 børn eller godt og vel en hel årgang af børn under 18, som partiets socialordfører Pernille Rosenkrantz Theil tilkendegav i radioprogrammet 55 minutter på Radio24syv.

Forvirringen om hvorvidt velfærdsstaten faktisk er til for at kæmpe for os borgere, eller om den i virkeligheden forventes at kæmpe ret meget imod i hvert fald nogle af os, genfindes i regeringens politik af kontrol og overvågning af forældrene og økonomisk pres på de svageste familier.

Og tilbage står spørgsmålet: Hvorfor kaster politikerne den slags valgflæsk efter os? Altså, hvad er det for vælgerpoint, partierne mener at vinde ved at svække vores børns retssikkerhed og kræve en uhyggeligt stor del af dem fjernet fra hjemmet?

Hvornår, hvorfor og hvordan blev en drakonisk stat en politisk salgsvare i verdens nok allermest lykkelige land? Det tror jeg, vi alle sammen bliver nødt til at tænke grundigt over, før vi sætter krydset dette halvår.