Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Hvor er oppositionen på flygtningeområdet?

Kun fantasien synes at sætte grænser for, hvor nedrigt vi som samfund kan optræde, og budskabet fra oppositionens leder er, at man kan gå længere end det, regeringen og Dansk Folkeparti præsterer.

Kriminelle, udviste udlændinge skal sendes ud på et nyt udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Oppositionen i form af Mette Frederiksen er ikke kommet med indvendinger. Foto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere

»En tynd kop te«, kaldte den socialdemokratiske oppositionsleder Mette Frederiksen blå bloks finanslov og det vedhængende paradigmeskift på flygtningeområdet. At tvinge flygtninge hjem igen trods integration og langvarige ophold i Danmark gik ikke langt nok i det grundlæggende opgør med et asylsystem, der ifølge Frederiksen »ikke fungerer godt nok«. Hun ville hellere »at vi begynder at hjælpe i nærområderne, end at blive ved med at bede folk om at flygte hertil«.

Formuleringen er et efterhånden klassisk socialdemokratisk, retorisk greb, der hensætter den opmærksomme tilhører i en tilstand af forvirring over, hvorvidt Frederiksen ganske enkelt ikke følger med i, hvad der sker ude i verden, eller om hun godt ved, at nærområderne i den grad holder for i verdens flygtningekriser, at vi skam i forvejen bidrager til disse områder, og at ingen, inklusiv regeringen, har bedt folk om at flygte hertil. Altså at hun ved det, men bare er ligeglad med kvaliteten af sit bidrag til den offentlige samtale.

Anne Sofie Allarp Fold sammen
Læs mere

Men uagtet niveauet er budskabet fra oppositionens leder, at man kan gå længere end det, regeringen og Dansk Folkeparti her præsterer.

Forvent ingen modstand fra S

Det er bemærkelsesværdigt nok. For Venstres offergave til Dansk Folkeparti består i løfter om at »udfordre de internationale konventioner«, herunder løfter om at sende afviste asylansøgere ud på en svineforpestet øde ø og så selvfølgelig det grundlæggende: løftet om, at flygtningen aldrig kan blive en del af os, at vedkommende rent mentalt vil skulle sove med hovedet på en pakket kuffert hver eneste nat, som han eller hun tilbringer her i det kolde nord.

Mens Dansk Folkeparti fejrede paradigmeskiftet med en citronmåne, og Venstre sikkert med en tur til kiropraktoren, da en tilværelse på alle fire må være hårdt for knæ og ryg, benyttede Mette Frederiksen lejligheden til at minde os alle om, at man ikke skal forvente modstand fra Socialdemokratiet til regeringens politik på en lang række områder, men alene overbud.

Det kan være, at Henrik Sass Larsen ikke må sige noget direkte om at vikle Danmark ud af konventionerne, men Socialdemokraternes formand må gerne mellem linjerne love at slæbe os ud af den uduelige flygtningekonvention.

Fælles ræs mod bunden

Men hvad betyder det for os som samfund, at vi ikke har en opposition til det ræs mod bunden, som etableringen af et hundedyrt, biotoksisk, mini-Nauru i Stege er udtryk for?

Det betyder for det første, at det kun synes at være fantasien, der sætter grænser for, hvor nedrigt vi som samfund kan optræde.

Når folk i Honduras har kunnet læse i deres avis, at vi står klar ved grænsen for at beslaglægge arvesmykkerne hos den stakkel, der måtte formaste sig til at søge asyl i Danmark, er det også en art branding af H.C. Andersens eventyrland.

At det eneste realistiske alternativ til den siddende statsminister alene står for medløb og overbud på flygtningeområdet, og ikke debat eller kritik, betyder også, at denne type lovgiving foregår i et miljø, hvor tanker og antagelser ikke bliver udfordret. Hvor ingen af de partier, der i varierende grad også har afkoblet baglandet fra den interne politikudvikling, tvinges til at argumentere for, hvorfor det for eksempel fremmer sammenhængskraften i Danmark at have flygtninge til at bo i telte på pløjemarker hen over vinteren. Eller hvorfor interneringer på øde øer stadig er attraktivt for staten trods fuld oplysning af, hvor ulige meget dyrere de er, og hvor belastende de er for de mennesker, der skal opholde sig der. Vi ved for eksempel nu, at en tredjedel af beboerne i den australske flygtningelejr på Nauru har forsøgt at begå selvmord, og at to tredjedele har overvejet det.

Dehumaniseringen er sat i system

Men den manglende udfordring af tænkningen bag dette paradigmeskift skader mest af alt os selv og vores forståelse af, hvad Danmark er og skal være. Det man siger, er man vist ikke helt selv, når det, der bliver sagt, kommer uniformt fra magtens centrum. Dehumaniseringen af den anden er allerede sat i system, og det påvirker os alle.

Nu kan Socialdemokratiet naturligvis ikke tvinges til at mene noget andet end det, de er kommet til at mene. Poul Nyrup Rasmussen og mange andre kan begræde partiets politiske stoledans med Dansk Folkeparti, men det er nok sådan, at vi må indstille os på, at det Socialdemokrati, som vi kendte, ikke findes mere.

Men vi andre kan til gengæld filosofere over omkostningerne ved en opposition, der ikke er en opposition, når det kommer til de største spørgsmål i tiden. Jeg tror, de er store.