Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Har du lagt mærke til, at fredningen af Lars Løkke Rasmussen er forbi? Ikke så underligt, hvad jeg vender tilbage til. For i fraværet af substantielle temaer, eller snarere på grund af den overdrevne grad, substantielle temaer har overfaldet os i dette år, er 2022-valget blevet et personvalg om lederskab. Det handler mit nyhedsbrev til dig om i dag.
Atomvalg og udlændinge
Jeg kan huske atomvalget i 1988, det første jeg var med til at dække som (lokal-) journalist. Det var et valg, der drejede sig om et emne. Et højspændt emne. Det samme gjaldt valget i 2001, som ledte til det markante skifte, der bragte VKO-flertallet til magten. Valget fandt sted i kølvandet på terrorangrebene 11. september, og blev i høj grad et udlændingevalg.
Men dette valg? Det har været en noget flagrende omgang. Partierne har forsøgt sig med diverse udspil, men uden at det for alvor har sat dagsorden.
Måske fordi den er sat af omstændigheder så markante, at vi ikke har oplevet noget lignende i Danmark og Europa siden Anden Verdenskrig.
De farlige 2020ere
Skru bare tiden tilbage til 1. januar 2020 og betragt, hvad 2020erne indtil videre har budt os på: En flerårig pandemi med millioner af døde og stigende politisk polarisering. Et amerikansk demokrati i så dyb krise, at nogle frygter for dets fremtid. En krig i Europa med en stormagt, der udviser ekspansionistisk aggression og har invaderet et andet land. Helt eller delvist deraf følgende krisetilstande i energiforsyningen og voldsomt stigende inflation, som betyder at danskerne som de er flest mister både købekraft og formue. Under det hele en klimaudfordring, som skal løses.
Intet under at selv et fornuftigt, kerneborgerligt fælles udspil fra seks partiledere om borgernes frie valg havde svært ved at opnå gennemslagskraft (før det udartede sig til en irriterende diskussion om, hvilke offentligt ansatte borgerne må sige nej til at lukke ind i deres hjem).
En stor leder?
Mere og mere står det klart, at dette valg handler om, hvilket lederskab, der skal føre os gennem en dyster tid.
Hvor langvarig dysterheden så end vil vise sig at blive.
Betragter man Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, er det de strenge, der er blevet slået an fra det sekund, valget blev udskrevet. Senest har regeringspartiet udsendt en seks minutter lang video om tiden frem til valgudskrivelsen, hvor man følger statsministeren udstede dessiner, synkronisere ure, aftale samtaler med udenlandske toppolitikere, uddele krammere, definere verdens tilstand og anlægge linjen med en fasthed, der ikke lader mange andre politiske kultdyrkelser noget tilbage at ønske.
Socialdemokratiet går til valg på Mette Frederiksen. Ikke på andet. Det er hende, der skal føre os trygt gennem usikre tider.
Det er godt set af regeringspartiet ikke at fortabe sig i detaljer og fedtede udspil midt i en mørk tid, som statsministeren har for vane at kalde vor tid. Vi skulle nødigt blive distraheret i vores længsel efter resolut lederskab.
Største fare i så henseende: At vælgerne husker mink- og FE-skandalerne og konkluderer, at dét lederskab skal de ikke nyde mere af.
The comeback kid
Nøjagtig samme mekanisme er givetvis årsagen til Lars Løkke Rasmussens genopstigen til statsmininisterstørrelse de seneste par uger. Inden valgets udskrivelse dansede Moderaterne en trist dans på spærregrænsen.
Dén mørke tid for Moderaterne er indtil videre forbi, må man konstatere, mens selv Løkke leger med de første spæde drømme om et statsministercomeback. Han har trods alt haft bolig på Marienborg i samlet set seks et halvt år. Han har politisk lederskab på bankbogen, og folk glemmer åbenbart hurtigt, hvor kaotisk de sidste fire år gik for sig.
Som Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, konstaterede tidligere på ugen, står Løkke dog nu i et ægte dilemma: Hvis vælgerne får den opfattelse, at Moderaterne ikke er et idealistisk projekt, der skal ændre den politiske kultur og sikre et samarbejde hen over den politiske midte, men snarere er et redskab til at sikre Løkke vejen tilbage til statsministerposten, så kan det i værste fald ende i ny spærregrænsedans for den tidligere Venstre-formand.
Det vi ser nu er, at Lars Løkke Rasmussen for første gang for alvor bliver testet i valgkampen – fordi han kan blive kongemager, og dermed kan blive farlig for de øvrige partier, både i rød og blå blok. Presset fra den sidste kant fortæller Berlingskes journalister Kasper Kildegaard og Søren Domino i detaljer om i denne interessante artikel.
Pænt godt og pænt skidt
At lederskab er valgets tema, er på den ene side til Mette Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens fordel, fordi de er prøvede ledere. I modsætning til Jakob Ellemann-Jensen, der skal overbevise vælgerne om, at han er en stærk leder, hvilket indtil videre går pænt godt. Og Søren Pape Poulsen, der skal overbevise vælgerne om det samme, hvilket indtil videre går pænt dårligt. På den anden side er der bestemt også danskere, for hvem bekendtskabet med Frederiksens og Løkkes lederskab ikke giver dem pluspoint.
Svaret på, hvem der så får stukket det måske sværeste og mest udfordrende politiske lederskab i Danmark i mange år i hånden til sidst, får vi næppe hverken 1. november eller dagen efter. Det kan tage uger, måske måneder, måske flere dronningerunder. Mere om det i et senere nyhedsbrev.
Løkkes »forræderi«
Nu vi er ved Lars Løkke Rasmussen, så gør jeg jo altid reklame for noget af alt det gode, Berlingske har til dig under valgkampen.
I dag vil jeg igen anbefale min kollega Mette Østergaards podcast, Østergaards Salon, hvor hun i dag har Venstre-politikeren Karin Riis Jørgensen, fhv. medlem af Europa-Parlamentet, og journalisten Nynne Bjerre Christensen i studiet.
Førstnævnte har ikke pæne ting at sige om Løkke eller for den sags skyld Inger Støjberg, der jo forlod Venstre og stiftede egne partier. Det er et udtryk for »forræderi«, siger hun.
Don’t follow leaders
Der er altid brug for modstemmer, også her i mit nyhedsbrev til dig, så i en version, der handler om stærkt lederskab, har jeg tilkaldt sådan en modstemme.
Det er Bob Dylan, som jeg så sent som 30. september så i Royal Arena ved en glimrende koncert, hvor gode gamle Bob havde iscenesat sit nyeste album, »Rough And Rowdy Ways« som en slags loungekoncert i arena-size. Fint, og lidt pudseløjerligt.
Her er vi tilbage i Bob Dylans skarpslebne ungdomsdage i midten af 1960erne, da han satte strøm til musikken og sine senere nobelprispræmierede tekster, blandt andet med denne sang, den rablende »Subterranean Homesick Blues«, med de i denne sammenhæng så modstemmeagtige linjer:
»Don’t follow leaders, watch the parkin’ meters!’
Is it rolling, Bob?
