Politikere skal ikke lefle, de skal lede

Being powerful is like being a lady. If you have to tell people you are, you aren’t. Ordene var Margaret Thatchers, og i en moderne omskrivning kan vi udskifte magtfuld (som ingen alligevel vil være) med folkelig: Hvis du er nødt til at sige, at du er det, så er du det nok ikke.

»Det hårdt tilkæmpede privilegium har man al tænkelig grund til at være stolt af, men ikke desto mindre flygter flere og flere folkevalgte fra det hurtigere, end man kan nå at smøre sig en makrelmad,« skriver Andreas Gylling Æbelø om folketingsmedlemmerne. Celina Dahl

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ud af en befolkning på cirka 5,8 millioner mennesker har 179 en grundlovsbefæstet magt til at lovgive. Som folketingsmedlem er man dermed uomtvisteligt en del af den elite, der i ordbogen defineres som »en gruppe mennesker, som hører til de bedste eller mest privilegerede inden for et bestemt område, for eksempel i kraft af deres evner, magt eller rigdom«.