Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Donald Trump og Mette Frederiksen har i hvert fald én ting til fælles. Når Trump vandt i 2016 – og næsten i 2020 – og når Mette Frederiksen vandt i 2019, skyldes det ikke mindst, at de begge i løbet af valgkampen eksplicit igen og igen udtrykte respekt for folk fra arbejderklassen. Det vil sige faglærte og ufaglærte arbejdere, som står tidligt op hver morgen for at holde samfundsmaskinen fysisk i gang.

I USA mente Donald Trumps modstander i 2016, Hillary Clinton, omvendt, at halvdelen af Trumps støtter var »deplorables« – elendige samfundstabere. Muligvis tænkte Clinton ikke på arbejderne i den forbindelse, men således blev hun forstået. Som præsident leverede Trump faktisk – indtil coronakrisen ramte – bedre beskæftigelsesmuligheder og højere lønninger for de amerikanske arbejdere som helhed.

Frederiksens Arne-pension skal også ses i det perspektiv. Med den leverede hun ikke kun tidligere pension for de tidligt fysisk nedslidte. Hun leverede også konkret respekt for arbejderne.

I årtierne, da globaliseringen blev hyldet og fremhævet, var der ellers ikke megen respekt for netop arbejderne. Mens globaliseringstidsånden var i zenit, forestillede visse beslutningstagere sig vel næsten, at arbejdere på det nærmeste var passé som massebetegnelse i vestlige lande. Den nødvendige produktion var noget, som kineserne eller til nød østeuropæerne kunne tage sig af. I stedet skulle man i vor del af verden leve af gode ideer, kreativitet, forskning og udvikling. I dag ved vi, at det var en vrangforstilling.

På den baggrund er investeringen i Arne-pensionen og den udtalte respekt for arbejderne med et fysisk præget job, som ligger bag den, måske givet godt ud. Det er imidlertid ikke nok.
Peter Nedergaard, professor i statskundskab, Københavns Universitet

Man kan næppe overvurdere, hvordan sådanne holdninger til de fysisk arbejdende blandt samfundenes top sætter sig på nethinden hos unge og deres forældre. De indlæser hypersensitivt en respektløshed over for det fysiske arbejde i industri og håndværk. Det får de unge til at fravælge håndværksprægede og tekniske uddannelser. I stedet går de i det almene gymnasium med henblik på at gå videre til en form for boglig uddannelse på et eller andet niveau.

Alt det sker på trods af, at såvel visse af de unge selv som samfundet ville stå langt bedre, hvis valget var faldet på de faglige uddannelser. Meget tyder oven i købet på, at unge med sådanne uddannelser bliver en mangelvare i de kommende årtier, mens en del unge med en mere eller mindre god boglig uddannelse får sværere ved at få det job, som de havde sat næsen op efter.

På den baggrund er investeringen i Arne-pensionen og den udtalte respekt for arbejderne med et fysisk præget job, som ligger bag den, måske givet godt ud. Det er imidlertid ikke nok. Ikke mindst politikerne bør begynde mere regelmæssigt at udtrykke en langt dybere respekt for håndens arbejdere som en helt uundværlig del af det moderne danske samfund. I den forbindelse ville det selvfølgelig hjælpe gevaldigt på det, hvis langt flere af de selvsamme var repræsenteret blandt mellemmerne af Folketinget.

Peter Nedergaard er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet