Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nu kommer fodbolden hjem … Men EM i England er meget mere end det. Bare spørg Pernille Harder – og prins William

Det glippede for England at vinde EM i herrefodbold sidste sommer. Men nu har de engelske kvinder chancen for at tage revanche ved den største begivenhed i kvindefodboldens historie. EM i England drejer sig dog ikke kun om fodbold. Her er de tre ting, der også vil præge de kommende uger.

Den britiske prins William var i juni på besøg hos det engelske kvindelandshold. Fold sammen
Læs mere
Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kasper Schmeichel har stadig ret. Det giver ikke mening, at englænderne bliver ved med at synge »Football’s coming home«, når landet aldrig har vundet EM i fodbold. »Has it ever been home … Har I nogensinde vundet?« spurgte landsholdskeeperen drilsk før herrernes EM-semifinale på Wembley i juli sidste år. Og den bemærkning gælder altså også for det engelske kvindelandshold, The Lionesses. De har nemlig heller aldrig løftet EM-pokalen.

Ikke desto mindre er den klassiske fodboldsang fra herre-EM i 1996 på ny en landeplage i England. Udtrykket trendede fluks på de sociale medier, da bolden blev givet op til EM i kvindefodbold i Manchester onsdag aften. Og denne gang er der faktisk en betragtelig chance for, at England kan vinde. Men der er meget mere på spil.

Største EM nogensinde

Prins William i laksko. For nørdede danske fodboldfans med hang til politik må tankerne været fløjet tilbage til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i 2003 dukkede op på Brøndby Stadion i træningsdragt – og slips. Prince Williams besøg i den engelske træningslejr er dog blot et tegn på, hvor langt kvindefodbolden er kommet i England siden det første officielle EM i 1984 i Frankrig.

»Der var ikke mange, der overhovedet vidste, at der var EM. Vi spillede med en mindre bold i 70 minutter på en oversvømmet bane. Og der var måske én journalist og hans hund fra England, der dækkede kampene,« har Englands 1984-anfører Gillian Coultard udtalt.

I 2022 er det umuligt for englænderne ikke vide, at der er EM. Store nationale symboler som Tower Bridge og Royal Opera er oplyst med gigantiske udgaver af for eksempel anfører Leah Williamson. Billetterne til Englands kampe er for længst revet væk, og denne gang spilles der ikke på oversvømmede baner, men på landets fineste fodboldadresser, som Old Trafford og Wembley.

Da The Lionesses spillede åbningskamp onsdag mod Østrig, var der 74.000 på Manchester Uniteds legendariske stadion. Det skal ses i forhold til, at der under hele sidste EM i Holland i 2017 var 240.000 tilskuere. Med 500.000 billetter solgt allerede nu, er der da heller ingen tvivl om, at EM i England bliver det største nogensinde. 100.000 fans rundt om i Europa er, trods europæisk flykaos, ved at pakke kufferterne, mens 250 millioner vil følge med på tv-skærmene.

Gary Lineker får nok ikke ret

»Fodbold er et simpelt spil. 22 jagter en bold, og til sidst vinder Tyskland.« Dette ikoniske citat fra fodboldlegenden Gary Lineker har længe været forældet. Ikke mindst i lyset af, at de tyske verdensmestre i 2018 måtte rejse slukørede hjem fra herre-VM i Rusland efter den indledende runde. Der er da heller ikke meget, som tyder på, at citatet får renæssance i 2022.

Tyskerne, der med otte trofæer siden 1984 næsten haft abonnement på EM-pokalen, er langt fra at være favoritter denne gang. Ikke alene har andre fodboldforbund investeret langt mere massivt i kvindefodbolden; de har også væsentligt bedre ligaer. Tag bare Women’s Super League, hvor de største engelske klubber som Chelsea, Manchester City og United nu har et kvindehold, og hvor Sky Sport og BBC for store millionbeløb viser kampe hver weekend. Eller tag den spanske liga, hvor der i foråret blev sat tilskuerrekord med 91.533, da Barcelona spillede mod rivalerne fra Real Madrid. Også den franske liga er i rivende udvikling med Lyon som årets Champions League vinder.

Hos bookmakerne er England, Frankrig og Spanien derfor gode bud på en EM-vinder. Men en del satser også på OL-sølvvinderne fra Sverige. Danmark, der åbner mod Tyskland fredag aften på »danskerhjemmebanen« Brentford, er også i spil. Men modsat trekløveret England, Frankrig og Spanien er Danmark først nu i gang med at styrke kvindeligaen.

Det trækker også fra, at Lars Søndergaards hold, delvist på grund af spillerkonflikten, har »misset« to store turneringer siden EM-sølvet i 2017, VM i Frankrig og OL i Kina. Det kan betyde, at Danmark trods verdensprofilen Pernille Harder mangler rutinen i »dødens pulje« med Tyskland, Spanien og Finland. Kvartfinalen tegner også svær med England eller Norge som mulige modstandere.

NotWomensFootball

Men uanset hvem der løfter trofæet 31. juli på Wembley, vil turneringen også være værd at følge af tre andre grunde. For det første er turneringen også en stor markering af ligestillingen. Væk er alle ydmygelser, hvor kvinder konstant skulle høre, at livet var for kort til kvindefodbold, og hvor de kvindelige tyske EM-vindere i 1989 fik overrakt et testel som sejrspræmie.

Og væk er også den tid, hvor fodboldbegejstrede piger måtte nøjes med at høre EM i radioen som under det meste af EM i 2013. I en del lande som Holland har fodboldforbundene op til EM indgået aftaler, hvor kvindelandshold får samme bonus som herrerne.

En af turneringens sponsorer, tyske Volkswagen, er endda gået så langt som til at ville bruge EM til at diskutere, om det overhovedet giver mening at tale om »kvindefodbold«. Er det ikke bare fodbold, så hvorfor sætte ordet kvinde foran? Under åbningskampen var der derfor bannerreklamer på stadion med hashtagget »NotWomensFodbold«. Kvinder spiller bare fodbold, ikke kvindefodbold.

Tysklands angrebsstjerne, Alexander Popp, har budt kampagnen velkommen. Andre vil måske påpege, at det er at gå skridtet for langt. På Wimbledon tales der trods alt også om kvindetennis! Og måske ligger en del af hemmeligheden bag kvindefodboldens gennembrud rent faktisk i, at kampene vurderes på deres egne præmisser og ikke slavisk sammenlignes med den langt mere fysisk herrefodbold?

Frihed til forskellighed

Sponsorer, der nægtede, at deres bannerreklamer blev vist i regnbuefarver på stadion. Et europæisk fodboldforbund, UEFA, der sejlede rundt i spørgsmålet om, hvorvidt Allianz Arena i München måtte oplyses i regnbuefarver. Og en dansk roligan i Baku, der fik konfiskeret sit regnbueflag.

Alt dette er også historien om EM i herrefodbold i 2021. Men det bliver mildest talt ikke historien om EM2022, hvor der er lagt op til en gigantisk mangfoldighedsfest.

Ikke alene er der ingen sponsorer a la Gazprom eller Qatar Airways, der opfatter regnbueflaget som kontroversielt. I kvindefodbolden er der modsat herrefodbold mange erklærede homoseksuelle spillere. Eller som Pernille Harder, der før turneringen var på forsiden af Vogue med sin svenske kæreste, Magdalena Eriksson, formulerer det:

» … kvindefodbolden har det varemærke, at man kan være den, man er. Der er mange, som er sprunget ud i kvindefodbold, hvor det samme ikke gør sig gældende i herrefodbold. Selvfølgelig har herrefodbold flere fans, men der er mange af dem, som kan råbe ting, der gør, at herrefodbolden ikke er så mangfoldig, fordi man ikke tør være den, man er.«

Den franske præsident Emmanuel Macron jubler under en præsentation på stadion i Moskva. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix.

Fodboldeufori som storpolitik

Endelig er der næppe tvivl om, at EM bliver så stor en begivenhed, at politikere også vil have blikket rettet mod turneringen. Under VM i 2019 lå selveste Donald Trump i politisk infight i ugevis med anføreren Megan Rapinoe, der på det kraftigste tog afstand fra præsidenten politik.

Denne gang kunne man meget vel forstille sig, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron ikke kan stå for lignede ikoniske billeder, som da han jublede på stadion i Moskva i 2018, da Frankrig blev verdensmestre – for øvrigt for øjnene af Vladimir Putin? I hvert fald har Macron efter det dårlige parlamentsvalg brug for nogle billige point.

Og mon det ikke også det er det mindset, en europæisk regeringschef bruger EM til netop at understrege, at landet står for liberale værdier med alt, hvad det indebærer lige fra lgbt-rettigheder til respekt for menneskerettigheder – i modsætning til Putin, Ungarns Orbán og naturligvis Donald Trump?

En oplagt kandidat ville have været Storbritanniens premierminister Boris Johnson. Men for ham kommer EM i kvindefodbold efter masseflugten fra hans regering altså for sent. Når EM løber af stablen, vil han som nu kun fungerende statsminister næppe have fokus på, om fodbolden rent faktisk kommer hjem. For Johnson bliver hovedfokus derimod at finde et nyt hjem til sig til selv og hustruen.