»Må jeg få en selfie med dig?«
Sådan spurgte flere aserbajdsjanske fodboldsfans med store smil, da de lørdag før og efter kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet fik øje på mit regnbuefarvede anførerbind på VIP-tribunen.
»Jeg har en drøm om at få et green card og komme til den frie verden,« sagde en anden, der bad om at få mit danske flag.
Inden jeg fløj til Baku, havde jeg besluttet mig for med en lille gestus at tage det europæiske fodboldforbund, UEFA, på ordet. Før turneringen havde UEFA givet udtryk for, at turneringen skulle bruges som en løftestang til at markere mangfoldighed. Og hvor kunne det være mere relevant at gøre end i Aserbajdsjan, som rangerer helt nederst i diverse undersøgelser om homoseksuelles rettigheder?
Hvor jeg blev mødt af smil og selfie-ønsker på VIP-tribunen, var situationen fundamentalt anderledes på den anden side af det halvtomme Olympiske Stadion tæt ved Det Kaspiske Hav. Da roligan Kristoffer Føns tog sit regnbuefarvede flag frem, kom to lokale stewards hen til ham: »Den ene helt tæt på. Han siger ikke noget, men han hiver bare i flaget. Jeg forsøger at sige fra. Men han hiver bare videre i flaget,« har Kristoffer Føns siden forklaret til flere medier.
UEFA: Roligan var »voldsomt beruset«
Efter kampen meldte UEFA hurtigt hus forbi: Forbundet har aldrig instrueret stewards i Baku eller nogle af de øvrige 10 værtsbyer i at konfiskere regnbueflag. UEFA vil nu undersøge sagen til bunds, men tilføjede, at deres »umiddelbare information« var, »at den pågældende fan var voldsomt beruset, og at nogle lokale fans blev aggressive mod ham,« skriver UEFA i en pressemeddelelse.
At Kristoffer Føns skulle være »voldsomt beruset«, er imidlertid ikke en udlægning, som DBU kan genkende.
Sagen gik hurtigt viralt, hvilket skyldes, at den lægger sig i slipstrømmen på en efterhånden lang stribe af regnbuehistorier under dette EM. Først valgte UEFA at lancere en stor antihomofobi-kampagne inden EM. Efter Tysklands landsholdsmålmand Manuel Neuer havde spillet med et regnbuefarvet anførerbind, meldte UEFA i første omgang ud, at anførerbindet skulle undersøges for, om det lå inden for forbundets regelkodeks. Neuer fik dog lov til at beholde bindet på, indtil Tyskland røg ud til England.
Herefter fulgte en turbulent diskussion om, hvorvidt bestyret i München måtte lade Allianz Arena lyse op i regnbuens farver før gruppekampen mellem Tyskland og Ungarn. Bystyrets ærinde var at protestere over for den netop vedtagne ungarske homolov. Netop koblingen til en bestemt lov i et andet land var forklaringen på, at UEFA vendte tommelfingeren nedad. Siden kom det dog frem, at det tyske fodboldforbund, DFB, allerede i maj, helt løsrevet fra den ungarske homolov, havde fået nej til at lyse Allianz Arena op på en dag, hvor der ikke skulle spilles kamp.
Nej til regnbuefarvede reklamer
Sidste del af sagaen, før det danske regnbueflag i Baku, var UEFAs afvisning af, at turneringens sponsorer måtte farvelægge deres bandereklamer med regnebuens farver i samtlige 11 værtsbyer. I lige netop Baku og Skt. Petersborg var det et no-go på grund af »UEFAs bekymring om de juridiske rammer for arenaer.«. Kort sagt: UEFA var usikre på, om reklamerne lå inden for rammerne af den lokale lovgivning.
Flere påpeger, at denne beslutning må ses som et knæfald for økonomiske interesser. Ønsket om at underordne hensynet til mangfoldighed til UEFAs økonomi fik allerede i forrige uge Tysklands konservative sundhedsminister, Jens Spahn, til at fare i flint, da UEFA sagde nej til Münchens bystyre:
»Statsejede virksomheder fra Kina, Qatar og Rusland er vigtige sponsorer for EM og UEFA. Disse autoritære stater har alvorlige problemer med kvinders, homoseksuelles og anderledes tænkende menneskers rettigheder. Alt det genererer åbenbart ikke UEFA, men det gør åbenbart regnbuefarverne som symbolet på frihed og mangfoldighed?«
Fan-netværket »Football Supporters Europe« (FSE) fordømmer episoden med det danske regnbueflag i Baku og betegner den som »en grov overtrædelse af UEFAs regler for turneringen«.
Ifølge det tyske ugemagasin »Der Stern« er konfiskeringen af flaget »et lavpunkt ved dette EM – og en skændsel for europæisk fodbold«.
De mange sager har uden tvivl svækket UEFAs renommé betragteligt og åbner for en principiel diskussion om næste års VM i Qatar: Hvordan reagerer det internationale fodboldforbund, FIFA, hvis fans ruller et regnebueflag ud på stadion eller ifører sig et regnbuefarvet anførerbind?
