Det danske landshold måtte kæmpe hårdt for at tage en sejr på 2-1 over Tjekkiet i aftes. Og det danske eventyr, der startede med et mareridt i Parken, er ikke gået ubemærket hen i udenlandske medier.
Berlingske har været en tur rundt i, hvad verdens sportsmedier har skrevet om danskernes sejr lørdag aften.
Hos vores broderfolk i Sverige skriver Aftonbladet om den danske fodboldfeber og indleder sin analyse af kampen med at påpege, at selv ikke DMIs varsel om skybrud i København lige omkring kamptidspunktet kunne holde os tilbage.
»Lad det regne vand, sten og Grøn Tuborg, dette er et eventyr, som ingen vil gå glip af«, skriver det svenske medie.
Avisens skribent Simon Bank udfolder endvidere sin analyse af det, han kalder »dejlig, funktionel, Arne Jacobsen-fodbold« og påpeger i indledningen om det danske hold, at »Hvis der er bremser på dette tog, har ingen fundet dem«.
Hvad siger briterne?
England slog i aftes Ukraine 4-0 og bliver dermed Danmarks modstandere i semifinalen. Men er de bekymrede, ovre på den anden side af Nordsøen?
Ifølge The Guardian begyndte Danmarks turnering traumatisk med Christian Eriksens hjertestop. Men holdet har siden brugt den tragiske begivenhed som inspiration og avisens skribent, Andy Hunter, er ikke sen til at drage paralleller til 1992 og skriver videre, at »Danmark vil ikke se nogen grund til at frygte deres modstander i semifinalen«.
Stor ros er der også til landstræner Kasper Hjulmand.
»Det kan ikke kun forklares af den ånd, holdet har fundet efter Christians Eriksens hjertestop. Det er for forenklet og tjener ikke Hjulmands og spillernes bedrift ret,« konstaterer The Guardian.
Også fra BBC er der klapsalver.
»Danskerne har klaret sig stærkt i turneringen siden traumet i deres åbningskamp,« skriver BBC.
»Efter at have smadret Wales i ottendedelsfinalen, håndterede Danmark på imponerende vis et fysisk og farligt tjekkisk mandskab.«
Hos BBC sammenlignes danskernes præstationer ved EM også med EM i 1992.
»De er nu i færd med at skrive endnu et eventyr i denne turnering«.
Drømmer om et mirakel
Det amerikanske sportsmedie ESPN beskriver ligeledes Danmarks kvalifikation til semifinalen som et eventyr ovenpå en forfærdelig tragedie. Og selvom amerikanerne nok om nogen har hang til de storladne fortællinger, så påpeger journalisten, at en god historie ikke er nok: »Danmarks plads blandt Europas bedste er fuld fortjent«.
Også NBC er fulde af beundring.
»Danmark er alles yndlingshold for den måde spillere, trænere og fans reagerede på i den forfærdelige situation. Det ser ud til, at Danmark er bestemt til at forårsage et enormt chok i denne turnering,« skriver mediet.