Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, jeg vil ikke assimileres

Ehab Atiqa Fold sammen
Læs mere

Assimilation bliver i dag ofte italesat som løsningen på de integrationsproblemer, der præger det danske samfund. Men det undrer mig, at vi pludselig har en forventning om, at man inkluderer samfundets nye borgere ved at tvinge dem til at give afkald på deres religiøse og kulturelle kendetegn.

Set med mine øjne er det i strid med alt, hvad vi i årtier har kæmpet for i Danmark. For når vi bryster os af det danske demokrati, skal vi også værne om det og leve op til dets værdier såsom religionsfrihed samt retten til at efterleve andre værdier end majoriteten af befolkningen.

Jeg er opvokset i Danmark, og mine forældre har palæstinensisk baggrund. Jeg kan pege på gode og dårlige sider af både den danske og arabiske kultur, men det har for mit vedkommende aldrig været et spørgsmål, om jeg skal vælge den ene kultur frem for den anden. Personligt har jeg valgt at implementere de gode værdier fra begge verdener, hvilket har gjort meget for min almene dannelse.

Når vi i politisk sammenhæng taler assimilation, har vi en forventning om, at indvandrere og flygtninge tilpasser sig den danske kultur således, at kulturforskellen ophæves. Assimilation er med andre ord sindelagskontrol. Men vi kan ikke kræve, at folk med anden kulturel eller religiøs baggrund giver afkald på en stor del af deres identitet og samtidig forvente, at de vil lovprise Danmark. Vi sender nemlig et signal om, at det kun er den danske levemåde, som er den rigtige, og at »de andres« er uacceptabel og må kasseres. Det er måske en del af svaret på, hvorfor vi har en del unge med minoritetsbaggrund, der ikke føler sig accepteret af det danske samfund.

Det er på tide, at vi dropper ideen om, at alt, hvad der ikke er dansk, er dårligt og uvelkomment. I den politiske debat har man med tiden skabt et billede af, at indvandrere kun har værdier med i bagagen, som undertrykker kvinder, begrænser menneskets frihed eller modarbejder demokratiet. Denne retorik er i høj grad med til at polarisere samfundet frem for at styrke det danske fællesskab.

Vi bør hellere se i øjnene og acceptere, at vi lever i et multikulturelt samfund, hvor alle etniske og religiøse grupper og kulturer er ligestillet. Og der er absolut ingen modsætning i at værne om sin kulturelle baggrund og samtidig være en velfungerende borger. Det mangler vi at give plads til.

Jeg er ikke i tvivl om, at man som dansker vil fastholde sine danske værdier og efterleve dem, selvom man valgte at bosætte sig i Mellemøsten eller et andet samfund, som ikke ligner det danske eller europæiske. Derfor er det på tide, at vi erkender, at der helt grundlæggende kan være flere måder at være dansk på, så længe man retter sig efter lovgivningen, bidrager til samfundet og respekterer landets frihedsprincipper. Det væsentligste er ikke værdierne i sig selv, men derimod at man som borger i Danmark føler loyalitet over for det land, man er en del af.