Vold er en udtryksform blandt alt for mange i parallelsamfundet. Den kommer ikke kun til udtryk ved vrede eller afmagt, men er en helt naturlig del af det at være et menneske og interagere med andre. Volden, i det her tilfælde den fysiske vold, som har til hensigt at påføre et andet menneske smerte, er et kommunikationsmiddel og en del af en lege- og børne/ungdomskultur.

I sommer kom en rapport, der konkluderede, at indvandrerforældre i højere grad end dansk etniske bruger fysisk afstraffelse i børneopdragelsen. Da Danmark afskaffede revselsesretten for 20 år siden skete der en kulturforandring i forældregruppen, men også blandt børnene, og de fleste børn ved i dag, at man ikke må slå. Den konstatering gælder også børnenes adfærd i forhold til hinanden.

Børn imiterer voksne, og forældre er i særdeleshed forbilleder. Når man i en kultur fortsat praktiserer vold, vil det oplagt overføres til børnene, og det sker i høj grad.

Mine brødre slog mig mere, end min far gjorde, og det siger ikke så lidt. De slog, når de var vrede, de slog, når de var kede af det, men de slog også for sjov. Man vidste aldrig, hvornår man fik en lussing eller en mavepuster, og det blev hverdag. Volden blev en del af sproget, og det blev almindeligt også for mig at true med øretæver ved den mindste ting. Jeg kom væk, men jævnligt bliver jeg mødt med denne kulturbetingede vold, og det skærer mig i hjertet at opleve børn slå andre børn, som en naturlig praksis og uden at blinke.

Etnicitet opstår først i mødet mellem to befolkningsgrupper. Det oplevede jeg, da min venindes søn skiftede skole. Han kom fra en landsbyskole med gadekær, ænder og stokroser til en Københavner-skole. Jeg har altid været fortaler for folkeskolen og gerne med etnisk mangfoldighed, men da jeg oplevede, at denne stille dreng blev sparket i skridtet og kastet op ad en mur allerede indenfor den første måned, mødte jeg op på skolen, og to måneder senere gik han på privatskole. Inklusionspædagogen på den pågældende skole udtrykte sin beklagelse og var ked af, at min venindes søn »oplevede« at blive slået! Oplevede!

Skolesystemet nægter at se volden i øjnene, tage ansvar og gøre noget ved mistanker. Der er brug for en kulturforandring, og det haster. Hvis forældrene ikke kan lære deres børn en adfærd, hvor vold ikke er hovedbestanddelen og drivkraften, må samfundet tage over, og her mener jeg både på institutions- og medborgerniveau.

Vi har alle et fælles ansvar, og voksenautoritet er fortsat en væsentlig forudsætning, når det kommer til opdragelse. Denne skal blot ikke understøttes af vold. Vi skal sende et klart signal om, at vi ikke accepterer kulturbetinget vold, som bunder i andre traditioner for opdragelse, ligesom vi med det samme skal stoppe denne voldskultur blandt børn.

Det er ikke racisme at bryde tegn på patriarkalsk volds- og stammekultur. Det er omsorgssvigt at ignorere.