Der er meget skidt at sige om store bededags-affæren, herunder regeringens måde at afskaffe helligdagen på. Om manglen på respekt for kirkelige traditioner og den danske model. Alt det der, som jeg tidligere har brokket mig over, også i mit borgerlingske nyhedsbrev.

Når jeg nu tager en ny runde med afsæt i bededagskrisen – og jeg beklager meget, for jeg orker det snart heller ikke mere – så har det en helt særlig årsag.

Flere gange har jeg nemlig hørt demonstrerende give udtryk for det synspunkt, at problemet med den afskaffede helligdag er den kendsgerning, at de så skal arbejde mere.

Familierne har brug for at arbejde mindre, ikke mere, har det flere gange lydt, og nu skal vi til at arbejde mere, og det er frygteligt for os.

Her er bare et lille potpourri af variationer over det tema fra skilte under demonstrationen i søndags på Christiansborg Slotsplads:

STRESS SKAL IKKE ARBEJDES VÆK

FINGRENE FRA MIN FREMTID

HOLD NALLERNE FRA VORES FRIDAG

Meningen med arbejdet

Nu er jeg med på, at meningen med at arbejde aldrig må blive at skrabe penge nok sammen til verdens største offentlige sektor.

Det har jeg faktisk skrevet en hel weekendkommentar om for et par uger siden.

Det er ødelæggende for arbejdets værdi i sig selv som noget menneskeligt meningsfuldt, hvis vi bliver gjort til instrumenter, der skal levere en vis arbejdsindsats gennem livet for at sikre et højt nok skatteprovenu til, at den offentlige sektor kan blive ved med at vokse.

Krav om velfærd

Men der er også en anden side af den mønt.

For er mange af de kræfter, der mener, at afskaffelsen af store bededag er et overgreb på deres ret til at holde en fridag, som de ydermere gerne vil kræve nogle flere af, tak, ikke mange af de samme, der konstant kræver flere ressourcer tilført den offentlige sektor, så de kan få den skatteyderfinansierede velfærd, de mener med rette at kunne forvente i enhver af livets faser?

Jeg er bange for det.

Der er det særlige ved Danmark, at vi blandt 38 OECD-lande allerede arbejder syvendemindst, at den politiske dagsorden for det meste går på, at vi bør arbejde endnu mindre, og at der samtidig er en konstant forventning om mere og mere og mere og mere offentlig velfærd.

Det hænger jo ikke sammen.

(Arbejds)friheden flyver

I Danmark har de fleste ret til seks ferieuger (nogle faggrupper har endda flere). Spørg en amerikaner, om de synes det er for lidt; de vil være forbløffede over, at vi har så meget fri.

Mange har derudover ret til efteruddannelse, ret til barns første sygedag (nogle også til den anden) og gode barselsordninger. De sidste er de senere år mest blevet problematiserede, fordi de medvirker til manglende ligestilling, men de er omvendt som udgangspunkt jo et gode: Man har ret til frihed fra arbejdet for at passe sit barn.

I store dele af den offentlige sektor har de ansatte samtidig i snit mellem to og tre arbejdsugers sygedage, der årligt koster 31 milliarder kroner, mens det i den private sektor er langt mindre.

Og mange steder indfører man i denne tid forsøg med firedages arbejdsuge, som for eksempel i Københavns Kommune, mens det over de senere år samtidig er blevet en tendens, at mange gerne vil trække sig tilbage fra arbejdslivet i en ung alder, herunder blandt topdirektører.

Hænger det sammen?

Samlet set virker det som om, vi som nation har utroligt travlt med at sørge for ikke at gå på arbejde, mens vi har usvækket travlt med at kræve ind fra dem, der trods alt gør det.

Er det ikke som om, der er noget, der ikke stemmer? Noget, der ikke går op? En manglende sammenhæng mellem frihed og ansvar, kunne man bogstaveligt talt sige?

Der tegnes ofte et billede af danskerne som trællende skaffedyr, og med behovet for at finansiere en altid voksende offentlig sektor er det da heller ikke noget falsk billede. Men måske skal det nuanceres:

Måske er vi samtidig i stigende omfang ved at blive til nogle dovne krævedyr?

Tænk lige over det, kære nyhedsbrevslæser.

Væk, væk fra arbejdet!

Jeg plejer jo at bruge mit nyhedsbrev til at fortælle noget om alt det andet gode, Berlingske har til dig, men denne gang bliver jeg lidt i temaet, fordi Berlingske Business er gået offensivt ind i det.

Først med historien om Morten Hübbe, der nu træder tilbage som topchef i forsikringsselskabet Tryg i en alder af kun 51 år. Han har længe planlagt efter ikke at ville arbejde fast efter de 50, og det er naturligvis en fri verden, hvor mennesker kan gøre, hvad de vil.

Berlingskes Business-redaktør Thomas Bernt Henriksen var dog ikke synderligt imponeret og skrev i en kommentar:

»For mange år siden havde The Economist en fantastisk artikel om den moderne tid. De skrev, at for 100 år siden var de rige fede og de fattige tynde, og det eneste, pæne mennesker var optaget af, var, hvordan man kunne bekæmpe sult og nød.

I dag, skrev de videre, er de rige slanke og de fattige fede, og det eneste pæne, mennesker tænker på, er, hvordan man bekæmper overvægten; nu senest med Novos fedmemedicin, som Birgitte Erhardtsen og Vibeke Svansø i øjeblikket skriver om i Berlingske.

De højtlønnede og højtuddannede er ikke bare tyndere end gennemsnittet nu om dage, men de arbejder også mere og længere end gennemsnittet – indtil videre.

Hvis Morten Hübbe danner mode, kommer det hele til at bryde sammen. Det er ikke Morten Hübbes problem. Han har sit på det tørre, og han har sikkert sparet nok op til at kunne leve resten sit liv uden at være en byrde for statskassen. Hübbes regnskab med velfærdsstaten vil altid være i solidt minus.«

Forleden fulgte Berlingske Business så op med artiklen om Bjarke på 34, der arbejder på at lægge penge til side, så han kan gå meget tidligere på pension end de 74 år, som pensionsalderen efter fremskrivningerne vil være, den dag han når den.

Bjarke må også gerne spare op, som han gør. Men økonomerne advarer: Hele vores kendte samfundsmodel kan bryde sammen, hvis for mange vælger at gøre det samme, fordi de som ældre oplever, at de kan og har råd. Som også Berlingske har noteret det, er de ældre den samfundsgruppe, der har oplevet størst fremgang, når det gælder rigdom og formue i de seneste år.

Hvis de allesammen får den idé at bruge formuen på at blive fri for at gå på arbejde, opstår der jo et problem. Så må vi til at skære i den offentlige velfærd, som de fleste danskere ikke vil skære i.

Du kan godt se det, ikke? Der er noget med krav og forventninger, som ikke helt passer sammen.

Doven søndag

Så er der kun én ting tilbage, og det er ugens sang. Den måtte naturligvis handle om dovenskab, så vi tager på en tidsrejse tilbage til 60erne for at opleve gode gamle »The Small Faces« med hyldesten til dovenskaben over dem alle, Lazy Sunday.

Værsgo’ til Steve Marriott, Ronnie Lane og de andre …