Man må gøre, som man vil. Danmark er et frit land. Det er ovenikøbet et så frit land, at man kan blive ramt af uheld og så stadig faktisk leve et rimeligt liv alligevel.

Derfor tillykke til den afgående topchef Morten Hübbe med at gå på pension som 51-årig. Han er efter eget udsagn slidt ned efter 20 år i toppen af forsikringsgiganten Tryg – først som finansdirektør og siden 2012 som koncernchef.

»Det at være topchef er en blanding mellem at være et privilegium og super spændende, men det er også krævende. Det har været 20 vanvittigt spændende år, men jeg kunne også mærke, at det kunne jeg ikke gøre i 40 år. Det er simpelthen for meget,« siger han.

I det lys vil jeg med det samme fraråde Morten Hübbe at sige ja til tunge bestyrelsesposter i bankerne eller andre store finanshuse. Forleden talte jeg med en af de tungeste folk i toppen af den danske finansverden, som fortalte, at det er meget tidskrævende – næsten et fuldtidsjob – at passe en bankbestyrelse. Så lad være med det, Morten Hübbe, når du nu føler dig nedslidt og gerne vil bruge tid på familien.

»Der er andet i livet end arbejde, så jeg har altid forsøgt at lade være med at arbejde om aftenen, i weekender og på ferier, for der vil jeg gerne bruge tid med min familie. Men det betyder også, at jeg har haft masser af dage, hvor jeg har stået op kl. 4 om natten for at arbejde,« sagde Morten Hübbe forleden dag.

Mennesker som sygeplejersker eller Falck-folk med skæve arbejdstider er næppe særligt imponerede.

I hele debatten om en højere tilbagetrækningsalder og senest om behovet for en mulighed for, at mennesker, som har været på arbejdsmarkedet i over 40 år, kan trække sig tilbage på en Arne-pension, har det hele tiden været et mantra, at mennesker, som ikke kan arbejde, heller ikke skal arbejde.

Morten Hübbes valg er en håndgranat i debatten om behovet for mere arbejdskraft, om behovet for at vi alle arbejder længere og mere grundlæggende finansieringen af velfærdssamfundet.

Rig og slank

For mange år siden havde The Economist en fantastisk artikel om den moderne tid. De skrev, at for 100 år siden var de rige fede og de fattige tynde, og det eneste, pæne mennesker var optaget af, var, hvordan man kunne bekæmpe sult og nød.

I dag, skrev de videre, er de rige slanke og de fattige fede, og det eneste pæne, mennesker tænker på, er, hvordan man bekæmper overvægten; nu senest med Novos fedmemedicin, som Birgitte Erhardtsen og Vibeke Svansø i øjeblikket skriver om i Berlingske.

De højtlønnede og højtuddannede er ikke bare tyndere end gennemsnittet nu om dage, men de arbejder også mere og længere end gennemsnittet – indtil videre.

Hvis Morten Hübbe danner mode, kommer det hele til at bryde sammen. Det er ikke Morten Hübbes problem. Han har sit på det tørre, og han har sikkert sparet nok op til at kunne leve resten sit liv uden at være en byrde for statskassen. Hübbes regnskab med velfærdsstaten vil altid være i solidt minus.

En anden topchef, som for nylig trådte tilbage for at gå på pension, var den dybt respekterede topchef i A. P. Møller - Mærsk, Søren Skou, på 58 år. Allan Polack gik af for et år siden som 62-årig for at indlede en bestyrelseskarriere, mens han har været så uklog at komme i bestyrelsen for Danske Bank, hvor der som bekendt er en del at lave som bestyrelsesmedlem. Men nej, ingen og slet ikke fagbevægelsen opfatter en bestyrelseskarriere som et hårdt job, men mere som et udtryk for lysten til et aktivt pensionistliv.

Man skal være døv eller blind for ikke at erkende, at der er forbundet stor og voksende anseelse med at kunne gå på pension tidligere og stadig mindre anseelse i at være tvunget til at hænge i, indtil man er 70 år, medmindre man er kunstner, musiker eller noget andet fascinerende.

Det er et ret grundlæggende brud med, hvordan Danmark hidtil har fungeret.

Statistikken er entydig. I Danmark er det ifølge Danmarks Statistik sådan, at jo lavere en indkomst, du har, jo mindre arbejder du. Den faktiske arbejdstid for den femtedel af danskerne, som tjener mindst, ligger på 35 timer om ugen. For den femtedel af danskerne, som har den højeste indkomst, er den faktiske arbejdstid 5,5 timer højere – om ugen. Det skal vi egentlig være glade for, for i et hvilket som helst land er det afgørende, at høj løn og større muligheder kan retfærdiggøres af flid og dygtighed. Det er i lande, hvor flid og dygtighed er ligegyldige for, hvordan man klarer sig, at samfundene bryder sammen og korrumperer.

Hübber er en lønmodtager

Som sagt vil jeg ikke fælde dom over Morten Hübbe. Han er bare en lønmodtager, som efter eget udsagn fra starten har lagt en plan om, at han ville gå på pension, når var omkring 50 år.

»Jeg har glædet mig i flere år til denne dag,« siger han.

Lønmodtagere udnytter de muligheder, der er, hvad enten det er tidlig selvpensionering, efterløn eller Arne-pension. Man kan ikke – selvom Morten Hübbe har stået i spidsen for en såkaldt demokratisk ejet virksomhed, som gør meget ud af samfundsansvar – regne med, at vi alle ser på, hvordan vores beslutninger kan tale ind i et bredere samfundsproblem.

Mange har fået Milton Friedmanns berømte artikel fra 1970, hvor han siger de berømte ord om, at erhvervslivets vigtigste opgave er at drive forretning og tjene penge, galt i halsen. Det centrale i artiklen er, at det ikke er topchefer som Morten Hübbes rolle at gøre andet, end deres ejere beder dem om, nemlig at drive forretningen bedst muligt. Det er i stedet op til ejerne, hvad enten vi taler aktionærer, medlemmerne eller staten, at beslutte, om samfundsansvar skal indgå, og hvor meget det skal veje.

Krav om skatter og formueskat

Samfundsansvar er at erkende, at det er uholdbart, hvis Morten Hübbes beslutning er udtryk for en tendens, fordi det vil sætte hele samfundsøkonomien i fare, når vælgerne mødt med selvpensionerede topchefer på 51 år forståeligt nok vil vende sig imod krav om højere tilbagetrækningsalder. Så vil vi i stedet høre krav om, at hullet i statskassen finansieres af højere skatter og nye formueskatter.

Derfor har jeg et godt råd til erhvervslivet.

Alle regler, også uformelle, om, at man skal gå som topchef som 60-årig, skal væk. Væk med alle regler om, at bestyrelsesformanden skal gå som 70-årig. Og lyt så til Morten Hübbe selv:

»Det er rimeligt usædvanligt at komme i direktionen i en C25-virksomhed i en alder af 31 år, og hvis jeg var startet noget senere, var jeg sikkert også fortsat længere.«

Den logik fører så til et råd til landets virksomheder om en vis eftertænksomhed eller samfundsreflektion, før de sætter en ung fløs i direktionen. En sådan eftertanke vil have den positive sidegevinst, at kvinder, som i deres yngre år har valgt at prioritere børnene, pludselig vil få lettere til toppen i dansk erhvervsliv.

Win-win for samfundskontrakten og ligestillingen.

Thomas Bernt Henriksen er erhvervsredaktør på Berlingske