Det har vi lært af Irmas kollaps – bliv aldrig købt af de glade amatører i Coop

Alt er galt med lukningen af Irma og opbruddet i Coop. Elendig kommunikation, elendige navne og elendigt ejerskab.

Coop vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde Coop. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Slap nu af. Det er altså bare en butikskæde, som lukker, når Irma forsvinder fra især det københavnske bybillede. Tænk, hvis man bare kunne sige det.

Lukningen af Irma udløser stærke følelsesmæssige reaktioner, fordi 137 års historie og ikke mindst de gyldne år mellem 1951 og 1978, da Børge Olsen regerede som en oplyst konge i Irma, stadig efterlader en stærk veneration for varemærket Irma, Irma-pigen og Irma-hønen. Man kan jo hæfte sig ved den enkle og åbenlyse sandhed, at hvis alle elskede Irma så meget, som de siger i dag, ville kæden leve i bedste velgående. Butiksdøden har en årsag.