Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Måske stak du en knytnæve i vejret og udbrød »Sådan!«
Måske rystede du på hovedet og sukkede »Åh, nej!«
Svaret på følgende spørgsmål kan vise sig at have betydning på længere sigt: Hvordan reagerede du ved nyheden om, at en lastbil sidste fredag pløjede ind i en menneskemængde foran en moské i London?
Jeg gætter på, at de fleste hælder til afsky for den brutale handling, der blev udført af den 47-årige brite, Darren Osborne. Hans motiv? At dræbe så mange muslimer som muligt. Men jeg formoder også, at en del har tænkt »Nå, ja, det måtte jo komme.«
Det var min egen første tanke. Ikke at jeg nærer fantasier om voldelige overfald på muslimer, eller har anlæg for spåmandsprofetier, men tryk avler modtryk og man skal være gjort af samme støbning som de tre små aber – døv, stum og blind – for at ignorere de voksende krav om at give igen af samme mønt på jihadisternes terrororgie.
Det er irrationelt, men sådan fungerer hævn. Når først nogen slår i bordet og råber »nok er nok!« vokser kravet om handling. I Frankrig, som er hårdt ramt af terroren og befinder sig i undtagelsestilstand, advarer efterretningstjenesten, DGSI, om den reelle risiko for omfattende etniske konfrontationer.
Voldsberedte jihadister står over for paramilitære ultranationalister. Som den danske Frankrigskender, journalisten Aske Munck, har bemærket, tales der åbenlyst i den franske debat om risikoen for en »snigende borgerkrig«. En aktuel bog af filosoffen Damien Le Guay hedder sågar »Borgerkrigen er her allerede«.
Er en borgerkrig undervejs?
Så vidt er det endnu ikke kommet, men de sidste års blodige anslag giver naturligvis bange anelser for i hvilken retning, udviklingen bevæger sig.
Vil vi inden for et tiår se en europæisk borgerkrig mellem ikke-muslimer og muslimer i stil med tragedien i Bosnien-Hercegovina, blot i større format? Forhåbentlig ikke, men usikkerheden lurer i takt med, at yderfløjene gør klar til væbnet opgør.
Selv om Darren Osborne efter alt at dømme handlede spontant og på egen hånd, er kommentarsporene på de sociale medier et fingerpeg om den opbakning, der findes til hans ugerning. Han bliver betragtet som en foregangsmand. »Vi har brug for flere som ham!« lyder råbet fra dybet. Og flere som ham vil utvivlsomt følge efter.
Tænk på perspektiverne. Når også fredelige muslimer risikerer at blive ofre for terror i vores del af verden, skal politiet snart være til stede ved moskéer på samme måde, som de er det ved synagoger og vigtige statsinstitutioner. Vi vil se samfund med mere militær i gaderne og flere betonafspærringer.
Vi kan bide spids på, at terroren er langt fra at være færdig. I både Paris og Bruxelles har myndighederne i indeværende uge afværget to islamistiske bombeangreb, og med de trængsler, Islamisk Stat oplever på slagmarkerne i Syrien og Irak, vil de fanatiske jihadister i endnu højere grad kaste deres brændende had på det vantro Europa.
Hvem ved, hvad de aktionsparate antiislamister så pønser på. Opskriften på mere ufred er klar, men hvor voldsomt det bliver, afhænger af vores svar på spørgsmålet om, hvordan vi modtager et kommende angreb. Bliver det med accept eller afstandtagen? Hvor står vi – det indtil videre moderate flertal - når kampzonen udvides?