Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Synes du, at du betaler for lidt i skat? Det er måske et lidt underligt spørgsmål, for vi lever som bekendt i et samfund med relativt høje skatter. Ifølge CEPOS’ beregninger fra december sidste år lever vi sådan set med det højeste samlede skattetryk i OECD.
Personligt, og uden at afsløre for meget, kan jeg melde, at jeg betaler over 50 procent af min løn i skat. Dertil kommer selvfølgelig, at jeg af de penge, jeg får udbetalt, for det meste skal aflevere 25 procent i moms, når jeg bruger af dem. Oveni det kommer så diverse afgifter til el, vand, varme og affald. Og et hus, der også skal betales skat af.
Ligger jeg og græder mig i søvn hver aften over det? Nej, du kan være ganske rolig, kære nyhedsbrevslæser, ingen skal ynke mig: Din altid til rådighed-stående chefredaktør har, hvad han skal bruge – og givetvis lidt til.
Måske har jeg ligefrem råd til at se lidt mere værdipolitisk på spørgsmålet om skat. Det bliver reduceret til sådan nogle trætte, politiske fraser: »Det skal kunne betale sig at arbejde« vs. »Velfærd eller skattelettelser«.
Man mister allerede enhver flig af energi, man med møje og besvær ellers har oparbejdet, ikke sandt?
Fraser og klicheer
Når mit nyhedsbrev denne gang handler om skat, skyldes det, at regeringen med sin top-topskat måske har sat gang i en skattediskussion, der kan lidt mere end blot afstedkomme klicheer.
Måske skal jeg lige varedeklarere, at jeg ikke rammes af top-topskatten. Så jeg er ikke ude i et inhabilt ærinde for at gavne egen privatøkonomi.
Men jeg synes diskussionen rummer nogle dybder, som sjældent kommer frem, men som vi nu har lejligheden til at dykke ned i.
Saxo Bank-stifteren Kim Fournais åbnede for ballet her i Berlingske i et interview, hvor han ikke ligefrem gik forsigtigt til værks:
»Top-topskatten er et udtryk for top-topidioti, den er dybt skadelig for Danmark, den har en særdeles tvivlsom moralsk karakter – og den er fuldstændig blottet for enhver rationalitet.«
Så hård var kritikken fra Fournais, at den lokkede den nye kulturminister fra Moderaterne, Jakob Engel Schmidt, frem på Twitter med et svar, der lød som om, at han havde meldt sig ind i Enhedslisten.
Incitamenter
Men hvis vi nu løfter os lidt op over hundeslagsmålsstadiet, så er kritikken af top-topskatten faktisk ikke kun eder og forbandelser, men ganske konkret. (Og nu forsøger jeg at bygge bro til de store, principielle dybder og er klar over, at jeg således allerede er på dybt vand med mit billedsprog).
Kim Fournais peger på, at i alle andre sammenhænge accepteres det bredt politisk, at incitamenter virker. Gør man det meget dyrt at ryge, ryger færre. Men logikken gælder ikke helt i skattepolitikken. I store dele af Folketinget lukker man øjnene for, at meget høje skatter på de øverste indkomster har effekt. Negativ effekt:
»Jeg siger ikke, at alle højtlønnede mennesker vil flytte ud af landet. Men selvfølgelig vil en del gøre det, fordi misbruget af dem bliver for latterligt – og selvfølgelig vil der i fremtiden være færre, der knokler sig op til det indkomstniveau. Det er indlysende.«
Negative konsekvenser
Hvis vi bevæger os videre gennem de konkrete argumenter, så har DI fremført, at mens top-topskatten også indebærer en lettelse af topskatten for en række mellemindkomster, så kan den koste erhvervslivet op mod en rund milliard. For når højtlønnede medarbejdere skal til at betale mere i skat, fører det logisk til, at flere af dem må have en endnu højere løn.
Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, har opridset en stribe negative konsekvenser af top-topskatten.
Herunder at den øger skattesystemets kompleksitet. Gør livet sværere for iværksættere. Er et opgør med årtiers politik, hvor man har fundet det vigtigt at sænke marginalskatten. At den kolliderer med aktieskatten, hvilket betyder, at ejerledere let kan smyge sig udenom at betale top-topskatten. Og at den øger gabet til forskerskatten, hvilket vil gøre det mindre interessant at ansætte danskere i topchefstillinger.
Afsløringen
Hvorefter jeg (via denne bro til dybderne) når frem til mine egne tanker om skat som værdipolitik. For skat ER værdipolitik.
Lad os derfor komme helt ind til kernen. Når du finder ud af, hvad du selv mener om den nye top-topskat, så afslører det noget om dine værdier.
* Det afslører, hvordan du ser på skattesystemet og dermed statens rolle over for borgerne. Skal man bruge det til at straffe folk, hvis de tjener for meget, fordi det »sender et signal« eller »mindsker uligheden«, uanset konsekvenserne i øvrigt? Eller skal man bruge det så intelligent, at det kommer alle danskere til gavn – både dem der skaber velstanden, og dem der gerne vil bruge af den til offentlig velfærd, men aldrig kun eller mest det sidste?
* Det afslører, hvordan du ser på erhvervslivet. Ser du virksomheder, iværksættere og andre med skabertrang som nogle, der egoistisk og uden mange tanker på andet eller andre mest har egen rigdom for øje, og som derfor hellere skal underkastes hellere én regulering, én skat, én tvangsforanstaltning for meget end én for lidt? Eller ser du erhvervslivet som skaber af værdier, som en del af os, der former fremtiden og gør verden bedre, og som vi derfor skal give gode skabervilkår?
* Det afslører, hvordan du ser på mennesket. Ser du mennesket, borgeren, som først og fremmest bidragyder og instrument til at skaffe penge nok til et offentligt velfærdssystem, hvor vi derefter alle kan indforskrive os som klienter? Eller synes du, at mennesket skal sikres de bedste muligheder for at få sine drømme opfyldt, skabe nyt, gøre ideer til virkelighed – og indimellem derved også opnå velstand for sig og sine?
Det sidste er vel det, man på venstrefløjen i mange år har kaldt »menneskesyn« – ofte med den underliggende præmis, at andres menneskesyn ikke kan forsvares moralsk eller humanistisk. Jeg synes, det er et goldt menneskesyn at ville holde folk nede med strafskatter, selv om det reelt ikke rigtigt kommer nogen til gavn, men tværtimod skader på adskillige måder.
Hvilke værdier, hvilket menneskesyn har man dog, hvis man ønsker det?
Stress med stress på
Som altid bruger jeg også mit nyhedsbrev til at gøre reklame for noget af alt det andet gode, som Berlingske har til dig.
I den seneste uge har vi ovenpå Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens sygemelding med stress sat fokus på fænomenet, der ikke kun rammer toppolitikere, men en stigende andel af danskerne som sådan.
Her deler en stressforsker en række gode råd til, hvordan man kan undgå stress.
Her giver en overlæge en fysiologisk forklaring på, hvad der egentlig sker i kroppen, når man bliver stresset.
Og her peger en psykolog på fem risikofaktorer, man skal være opmærksom på, hvis man vil forstå, om man er i fare for at få stress.
Taxman
Tilbage er kun ugens sang, og den var simpelthen ikke til at komme udenom.
Forleden var jeg i Cinemateket for i buldrende mørke at lytte til det, der af mange betragtes som måske verdens bedste album nogensinde: The Beatles’ »Revolver« fra 1966. Det var en sand fornøjelse. Der er ikke ét bare halvdårligt nummer på den LP.
Albummet er særligt, også fordi det indledes med en sang ikke af Lennon/McCartney, men af George Harrison. Han skrev »Taxman« i rasende frustration over, at beatlerne dengang i 1960erne som borgere i et Storbritannien ledet af Labour med Harold Wilson som premierminister som følge af den tids ekstremt progressive skattesystem skulle af med over 90 procent i skat.
Der er vi trods alt ikke i Danmark. Heldigvis …
