Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lars Løkke må ikke begå samme fejl som Erhard Jakobsen

Centrum-Demokraterne ville også holde ekstremisterne fra indflydelse og sikre samarbejde over midten i dansk politik. Det endte ikke så godt for CD.

»Hvis jeg bliver afhængig af den yderste højrefløj efter et valg, vil jeg hellere afsøge et samarbejde hen over midten,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under torsdagens pressemøde om sin nye bog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Erhard Jakobsen lignede en færdig mand i februar 1977. Hans parti var spået til at ende under spærregrænsen, men i de sidste minutter af den sidste TV-debat før folketingsvalget trak Centrum-Demokraternes leder sin berømte »hvide kanin« op af hatten.

Partistifteren viftede med et brev, som han havde fået fra nogle forældre, der klagede over, at lærerne på deres barns folkeskole havde brugt et halvt års historietimer på at diskutere den russiske revolution.

I tidens ideologiske krig om »røde lejesvende« virkede brevet som en bombe i debatten, og Erhard Jakobsen kunne profilere sig selv som den store bekæmper af kommunistisk indoktrinering. CD endte med at gå frem fra 4 til 11 mandater i Folketinget.

Jordskredsvalget i 1973 bragte de to herrer ind i Folketinget: Mogens Glistrup med Fremskridtspartiet og Erhard Jacobsen med Centrum-Demokraterne. De mødes over et par marcipanbrød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Thempler/Ritzau Scanpix.

Jeg kom til at tænke på Erhard Jakobsens tryllekunstnertrick, da Lars Løkke Rasmussen torsdag holdt pressemøde om den samtalebog, som han har sendt på gaden midt under valgkampen. Selv Venstres næstformand, Kristian Jensen, virkede overrasket over meldingen fra Lars Løkke. Hele Venstres valgkampsmaskine var sat ind på at angribe Socialdemokratiet med skrækscenarier om alt det forfærdelige, som et rødt flertal kan betyde for indvandringen og økonomien – men nu mente Lars Løkke Rasmussen pludselig, at tiden er inde til at overveje et regeringssamarbejde mellem S og V.

Så meget for Venstres »fælles formandskab«, som Kristian Jensen og Løkke skulle udgøre efter formandsopgøret i partiet i 2014.

Og så meget for både Venstres og Løkkes egen politiske logik, som har været gældende siden 2001, da en alliance mellem Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti sikrede et systemskifte i dansk politik.

Lige siden har det været den borgerlige lejrs førende argument mod socialdemokratiske statsministerkandidater, at de vil føre en lempelig udlændingepolitik. Argumentet har sikret blå blok flertallet i 14 ud af de seneste 18 år, men nu skal Lars Løkke ud i den selvmodsigende kommunikationsøvelse at blive ved med at advare mod den røde fare for indvandring – og på samme tid nærme sig S-lederen med en fremstrakt hånd til regeringssamarbejde.

Det ville aldrig have været let at komme igennem med den slags budskaber midt under en valgkamp, hvor konkurrencens logik mellem de to fløje naturligt driver kombattanterne væk fra hinanden. Løkke siger det selv i samtalebogen: Under en valgkamp gælder det om at »skalere forskellene vildt op«. Han taler også om, at der er »naturlove« i politik, så lederne for de regeringsbærende partier bliver fanget i hver sin boble og trukket ud mod ekstremer af yderfløjene. Mens de i virkeligheden ikke er så uenige, at det gør noget.

Lars Løkke understregede på sit pressemøde, at hans mål – trods de elendige meningsmålinger – fortsat er at opnå blåt flertal, men når man læser hans bog, er det ikke de gode argumenter for et nyt, borgerligt projekt, man falder over. I stedet hører vi velfærdsingeniøren tale. Vi hører en politiker, som i hele sin karriere har arbejdet med kommunal service og sygehuse. En politiker uden noget ideologisk bud på et alternativ til den danske samfundsmodel med høj skat og en stor offentlig sektor.

Sådan står de politiske partier i Berlingske Barometer
Baseret på et vægtet gennemsnit af de seneste politiske meningsmålinger

»Det har ikke basis i højre- eller venstretankegang,« siger Løkke. Alle ønsker jo bare »ordentlig service for deres skattekroner«.

Hvis der tidligere har været forskelle mellem S og V, skal man forstå, at de forskelle har været kunstigt skabte. Løkke siger det sådan i bogen:

»Forskellen i tilgangen til, hvor stor den offentlige sektor skal være, er skrællet ned til, at jeg sagde en realvækst på 0,8 procent, da jeg var statsminister sidste gang. Så kom Helle til og sagde også 0,8 procent. Så gik vi lidt længere ned for at markere, at vi var i opposition; og helt ærligt for at få defineret en forskel mellem os.«

Det er ærlig talt trist læsning for en borgerlig læser, og den læsning bliver kun mere trist af, at Lars Løkke Rasmussen faktisk har fat i noget vigtigt med sit hovedbudskab.

Statsministeren har nemlig ret i, at der må markeres en utvetydig afstand til især Stram Kurs' racistiske fantasier om massedeportationer og til Nye Borgerliges ultimative krav om dansk asylstop.

»Vi har fået en ny, ekstrem højrefløj i Danmark, og det kræver en skarp demarkationslinje, hvis moderate borgerlige ikke skal blive skræmt fra udsigten til at få en statsminister, som er afhængig af det yderste højre.«


Vi har fået en ny, ekstrem højrefløj i Danmark, og det kræver en skarp demarkationslinje, hvis moderate borgerlige ikke skal blive skræmt fra udsigten til at få en statsminister, som er afhængig af det yderste højre.

Dét er Løkkes primære budskab: Han forholder sig til den teoretiske situation, at han kunne have et flertal bag sig med mandater fra Stram Kurs og Nye Borgerlige. I den situation vil han så søge over midten til Socialdemokratiet.

Hvis nogen skulle sætte næsen op efter, at Lars Løkke også skulle gøre sig fri af Dansk Folkeparti, der som bekendt også kræver et »asylstop«, kan de tro om. Løkke understregede på sit pressemøde, at han med glæde vil fortsætte »det gode samarbejde« med DF.

Endnu en vigtig nuance, som kan være vanskelig at forklare midt under en valgkamp. Især hvis det på samme tid er uklart, hvad Løkke og Venstre selv står for.

Også her kan historien om Centrum-Demokraterne være lærerig.

CD blev født i protest mod, at den ekstreme venstrefløj øvede for stor indflydelse på Socialdemokratiets politik. Siden identificerede partiet sig så meget med missionen om at hjælpe det samarbejdende folkestyre med at fungere omkring midten af dansk politik, at ingen rigtig kunne se, hvad partiet selv stod for mere.

Det blev CDs død.