Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Lørdag den 14. marts kl. 12.00 gik vindebroen op. Først var det skoler og arbejdspladser. Nu lukkede også grænserne.
Andre regeringer gjorde det samme trods protester fra EU og Verdenssundhedsorganisationen (WHO), og grænselukningerne kom til at stå som et lysende symbol på, hvordan nationalstaterne reddede os, da coronakrisen var værst. Det var de enkelte lande, som besluttede at lukke og slukke. Det var Mette Frederiksen, som med den udøvende magts autoritet meddelte, at nu kom »en hel eller delvis nedlukning af alt«.
Mange råbte hurra for den stærke nationalstat. Vi skulle indse værdien af et velfungerende statsapparat, mente politologer. Socialister godtede sig over, at »illusionen om det frie marked« var bristet, og nationalkonservative tolkede krisen som et bevis på, at globalisternes naive drømme om internationalt samarbejde kunne begraves til fordel for »den naturlige orden« med nationalstaten, der »træder i karakter«. Mens regeringen også dyrkede forestillingen om den stærke nationalstat med Mette Frederiksen i rollen som nationens frelser.
Historien var på mange måder rigtig. Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl havde jo ret, da han skrev, at vi havde set, »hvad nationalstaten kan, og hvad samarbejdsorganisationer som EU eller FN ikke magter«.
Det var helt tydeligt i Europa, hvor landene står for sundhedsvæsenet og stadig er i stand til at kontrollere territorier – Schengen-samarbejde eller ej. Det var inden for nationalstaterne, at vi fandt den nødvendige tillid til at acceptere krisehåndteringen. Danskerne ville næppe have taget godt imod restriktioner om ansigtsmasker og hjemmearbejde fra Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Fortællingen om den stærke stat siger altså noget rigtigt, men den er også en mangelfuld fortælling.
For det første var der en del nationalstater, som faktisk ikke klarede coronatesten særlig godt. I USA handler debatten om, at en dysfunktionel føderal stat blev overskygget af handlekraft fra delstaterne.
Samtidig så vi hurtigt her i Europa, at samarbejde over grænserne trods alt var svært at undvære.
Europa-Kommissionen fik hurtigt opbakning til at oprette grønne korridorer ved alle grænser for at sikre, at dagligvarer og medicin kunne passere frit. Uden dem ville vi have haft tomme supermarkedshylder.
EU har ikke meget at skulle have sagt på sundhedsområdet, som medlemslandene historisk har vogtet nidkært over. Alligevel organiserede kommissionen hurtigt fælles udbud, hvor landene kunne gå sammen om at indkøbe værnemidler og testudstyr, og i dag har vi fælles reservelagre af udstyr, som vi kan trække på.
Vores indbyrdes økonomiske afhængighed blev også blotlagt. I Danmark menes 600.000 arbejdspladser at være knyttet til EUs indre marked. Erkendelsen om det økonomiske skæbnefællesskab fik i sommer Tyskland og siden også Danmark til at gå med til en gigantisk genopretningsfond på 750 mia. euro, som skal sende penge og lån til de værst ramte lande.
Der er altså grænser for, hvad nationalstaten kan præstere alene. Vi er afhængige af hinanden og hver for sig for små til at skaffe alt det, der skal bruges i en krisesituation. Intet sted er det tydeligere end på vaccineområdet. Her går Danmark gennem EU for at skaffe tidligst mulig adgang til de kommende coronavacciner. Den første aftale om indkøb af 300 millioner doser blev indgået i juli til EU-landene, herunder 2,4 millioner til Danmark, og flere aftaler er på vej.
Ultimativt er det forskning og vacciner, som skal bringe os ud af krisen, ikke nedlukninger af vores samfund, og derfor er Danmark med i FNs Covax-samarbejde, hvor 172 lande vil indkøbe to milliarder vaccinedoser i fællesskab.
Meningen er her i høj grad at få vacciner ud til verdens fattigste. Det har vi alle en interesse i, hvis vi skal forhindre smitten i at blive ved med at sprede sig og vende tilbage til os selv. Men Covax giver også Danmark adgang til vacciner. Da ingen kan vide på forhånd, hvilke vacciner der vil virke bedst, og da ingen kan producere vaccinerne helt alene, er der mening i at gå sammen. Man kan spille på flere heste.
Det er ikke et enten-eller. I en globaliseret verden har vi brug for både stærke stater og stærke internationale organisationer.
Man kan kritisere WHO for meget. WHO var desværre for længe om at erklære udbredelsen af den nye coronavirus for en international sundhedskrise, og det er også rigtigt, at WHOs generaldirektør, Tedros Adhanom, har været alt for Kina-venlig. Men WHO har spillet en nøglerolle i at samle viden og rådgive om, hvordan landene skulle reagere på coronavirus. Og WHO har i årevis forsøgt at advare landene om, at de skulle forberede sig på en pandemi.
Desværre var der ikke mange, som lyttede.
Derfor skal vi heller ikke drage forhastede konklusioner om internationale organisationer, som ikke fungerer optimalt. I stedet for at gøre som præsident Donald Trump, der vil trække USA ud af WHO, burde vi fra vestlig side investere flere penge og mere opmærksomhed i at løse organisationens problemer.
Hvis WHO ikke fandtes, ville vi være nødt til at opfinde en anden international organisation, som skulle løfte nøjagtigt de samme opgaver.
Vi kan ikke vinde over en global smitte hver for sig, og derfor skal vi heller ikke opstille en falsk modsætning mellem nationalstater og internationalt samarbejde. Det er ikke et enten-eller.
I en globaliseret verden har vi brug for både stærke stater og stærke internationale organisationer.
