Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
At modgang samler befolkningen – rallying round the flag, som amerikanerne siger – er tydeligt. Se blot meningsmålingerne for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.
Det er godt, at vi står sammen, men det betyder også, at vi skal være bedre til at stille spørgsmålstegn til de tiltag, der begrænser vores frihed. For når noget kaldes en »krise«, accepterer vi ofte uigennemtænkt hasteregulering. Vores tillid til statsmagten er stor, nogle gange for stor.
I Danmark er der behov for at se kritisk på det, vi kalder kriselovgivning. For vi er gode til at pege fingre ad Viktor Orban, men herhjemme er frihed også en skrøbelig størrelse, der ikke fratages befolkningen på én gang – men nærmere bid for bid.
Erstatter man ordet »coronavirus« med klima, er det også nærliggende at tro, at tiltag »for« klimaet en dag også vil blive hældt over hovedet, og italesat som en krise, så vi ser passivt til, mens vores frihed begrænses. Måske er det derfor, at venstrefløjen insisterer på at skabe panik, der fordrer uigennemtænkte løsninger?
Vagthund
Alle krisetiltag burde være suppleret med solnedgangsklausuler, der sikrer, at tiltagene automatisk bortfalder eller skal fornys efter en periode. Danmark har længe haft et af verdens mest stabile demokratier. Vi har stor tillid til statsmagten, og vi har i lange perioder haft stabile regeringer og en opposition, der passer sin opgave som vagthund.
Et demokrati har behov for en opposition, der kan gå regeringen efter i sømmene. Særligt mindretalsregeringskonstellationen har givet mindre partier relativt meget magt, men det er i høj grad også med til at sikre, at regeringen ikke kan gå enegang.
Det er relevant at stille det spørgsmål, om danskerne så længe har haft et stabilt system uden de store udsving, at vi også har glemt, hvor skrøbelige borgernes rettigheder egentlig er – og hvor dygtige politikere er til at tage vores frihed, uden nødvendigvis at give os den igen?
Derfor er det ganske bekymrende, at under det, som regeringen selv har italesat som en krise, har Folketinget meget begrænsede muligheder for at kontrollere det, der egentlig bliver gjort. Velfærdsstaten fordrer en stor del af kontrol med befolkningen, og problemet opstår, når velfærdsstatens overlevelse bliver et mål, snarere end et middel til velstand, eller misbruges i krisens navn.
Der var mange, som efter den glimrende dramadokumentariske TV-serie om Dronningens far, Kong Frederik IX, spurgte, hvorfor mon befolkningen fandt sig i, at Kong Christian X afsatte regeringen i 1920? Jeg gætter på, at de ikke ved, hvor upopulær regeringen var.
Kriselovgivningen under Første Verdenskrig var blevet en sovepude for den radikale statsminister Carl Th. Zahles regering, der ikke var meget for at løsne grebet om samfundet, selvom krigen var slut. Reguleringen blev varetaget af Den Overordentlige Kommission fra 1914-1921, og dens beføjelser øgedes i løbet af krigen.
Regeringen kaldte sig socialliberal, men den var nærmest autoritær i krisens navn. Lad os aldrig sætte os selv i den situation igen.
Caspar Stefani er cand.scient.pol. og officerskadet i Hæren
