Karsten Møller Hansen så på kvinden, der støttede sig op ad kisten i kirken: Min dreng var i skole. Han ville komme hjem lidt senere. Hendes søn var død

Det var først, da jeg gik ind i kirken, så kisten og hans mor stå ved siden af den med hånden på den, som ville hun falde sammen, hvis ikke hun havde kisten at støtte sig til, at jeg forstod, at der var intet den dag, heller ikke den dag, som handlede om mig.

»Gårdspladsen foran kirken var fuld af biler. Folk med bøjede hoveder og blomster i hænderne. Du kan godt, hviskede jeg til mig selv.« Søren Bidstrup

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg skulle holde begravelse for en fyr nogle år yngre end mig. Jeg sad og kæmpede med talen, kunne ikke få den på plads. Jeg havde talt med hans forældre. Vi havde drukket kaffe i skyggen i deres have.