Karsten Møller Hansen så på kvinden, der støttede sig op ad kisten i kirken: Min dreng var i skole. Han ville komme hjem lidt senere. Hendes søn var død
Det var først, da jeg gik ind i kirken, så kisten og hans mor stå ved siden af den med hånden på den, som ville hun falde sammen, hvis ikke hun havde kisten at støtte sig til, at jeg forstod, at der var intet den dag, heller ikke den dag, som handlede om mig.
