Karsten Møller Hansen: Nu vil mine børn ikke det samme som mig. Jeg er sammen med dem hele tiden, men jeg forstår dem ikke

Jeg tror virkelig ikke, at mennesket er født tomt og først bliver til, når omstændighederne skaber det. Der er for teoretisk en bestemmelse. Mennesket findes ikke i teorien. Kun i praksis. Som det enkelte menneske, skriver Karsten Møller Hansen.

»Når skuffelsen har lagt sig, tænker jeg også, at det er godt, det er sådan, at børn ikke bliver det, forældre prøver at gøre dem til, for så er der håb for mennesker, og så kan jeg ikke have ødelagt det hele,« skriver Karsten Møller Hansen. Soren Bidstrup

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg betragter mine børn. Det slår mig, at der ikke er meget af det, jeg har prøvet at lære dem, vist dem, talt om, håbet på, som de har taget til sig. Nogle gange intet. Jeg kunne lige så godt have sagt det modsatte og de ville stadig have gjort det samme. Det er frustrerende, og hvis jeg skal være helt ærlig; en skuffelse.