Kommentatorer

Karsten Møller Hansen husker natten, der ændrede hans liv: »Da jeg stod op og cyklede i skole, var jeg en anden«

Nok er sorgen et undervandsfængsel af tomhed, men der er også ofte i sorgen et eller andet fællesskab stærkere end selv de største glæder.

»Hvorfor bliver man, som bliver? Hvordan ender man med det arbejde, man har? Det er muligvis bare en efterrationalisering, men jeg tror, jeg blev præst, fordi jeg gerne ville lære sorgens sprog – nu sorgen alligevel var i mig,« skriver Karsten Møller Hansen. Soren Bidstrup

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg rejste engang rundt i verden med en amerikansk ven. Vi havnede i Tanzania. En eftermiddag sad vi på et torv, da en stor skare kom gående midt ude på gaden. De bar en kiste på deres skuldre, klædt i farver, syngende.

Andre læser også

  • Kommentatorer
    Abonnement
    Juraprofessor: Der er ingen undskyldning, Peter Hummelgaard
  • Kronikker
    Abonnement
    Overlæger: Sundhedsstrukturkommissionen mangler den erfaring, som skal til for at svare på, hvordan et så dyrt sundhedsvæsen kan fungere så dårligt
  • Kommentatorer
    Abonnement
    Lars Tvede: Spænd sikkerhedsbæltet og vær klar til at få sokkerne blæst af – så stor indflydelse får kunstig intelligens på dit liv