Karsten Møller Hansen: Det har taget mig mange år at lære det, men når jeg skal finde håb, slår jeg ikke op i en bog

Der er langt flere mennesker, der vil dig det bedste, end der er idioter. Mennesker der tager ens hånd, og det varmer mig som intet andet i verden.

»Efter gudstjenesten var der hjemmebagte pebernødder og drømmekage og lunken kaffe. Der blev tændt stearinlys, og jeg faldt i snak med en engelsk mand, hvis danske kone havde været en del af den lille danske menighed,« skriver Karsten Møller Hansen. Soren Bidstrup

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En støvregn lå som et vådt tæppe over Norwich. Juletræet på togstationen så ud til at være ved at vælte. Der stod et par og skændtes foran en lukket sandwichbar. Jeg blev hentet af Jytte, som stod med et dansk flag og smilede. Jeg lagde min kuffert med min præstekjole ind bag i bilen, og vi kørte hen til en kirke, de havde lånt for en eftermiddag.