Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kan finansloven fortrænge den dårlige lugt i rød blok?

Er rød bloks raison d’etre virkelig symbolske småbeløb til nemt kommunikerbare mærkesager og velfærdsdogmatisk omfordeling, mens de understøtter en politisk retning, som ofte er direkte reaktionær?

Der er smidt så mange hapsere ud til de centrum-venstre vælgere, der ikke stemte på Socialdemokraterne ved valget, men som var afgørende for at bringe S til magten, at det er svært at være rigtigt utilfreds. Det er godt håndværk af finansminister Nicolaj Wammen. Og godt blændværk, skriver Anna Sofie Allarp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbaek Arentsen

En luns her, et par millioner der. Lidt til symfoniorkestre, noget til krisecentre, lidt til KVINFO, noget grønt, noget blødt, mere kultur, og så lidt til de før så samfundsomstyrtende FN-kvote-flygtninge. Meget mere til nogle uspecificerede voksne i børnehaverne, så forældrenes sorte samvittighed over at de skal tjene penge til livet og til staten er lidt mere grå, og noget til en type kritisk journalistik, der har blikket rettet behageligt langt væk fra Christiansborg.

Ikke noget til Arne selvfølgelig, men så heller ikke meget til dem med firmabil, en aktiebeholdning eller nogle rige forældre.

Så langt så godt. Finansloven er skræddersyet til de centrum-venstre vælgere, der ikke stemte på Socialdemokraterne ved valget, men som var afgørende for at bringe S til magten. Der er smidt så mange hapsere ud til dem, at det er svært at være rigtigt utilfreds. Og det er godt håndværk af finansminister Nicolaj Wammen. Og godt blændværk.

For trods smil så brede som forhandlingernes længde, er det slet ikke sikkert, at finanslovens 700 millioner kroner kan bilægge de ideologiske skel, der er mellem partierne i rød blok plus Alternativet.

Anne Sofie Allarp Fold sammen
Læs mere

Mens forhandlingerne om finansloven har stået på, har statsminister Mette Frederiksen for eksempel været i Paris med et af dansk udenrigspolitiks til dato mest rabiate forslag. Et forslag på flygtningeområdet, som ikke bare de facto er enden på flygtningekonventionen og retten til at søge asyl, men også et forslag, som eksperter mener, er dybt urealistisk.

Herhjemme er regeringen i fuld gang med at implementere den såkaldte ghettopakke, som må anses for et nybrud i dansk retshistorie. Den afliver princippet om, at vi er lige for loven, den begrænser forældrenes rettigheder, konverterer rettigheder til privilegier på statens nåde, universelle velfærdsydelser til præmier for god opførsel, og den lægger op til et hidtil uset niveau af registrering og overvågning af borgerne. Lovpakken påkalder sig med rette international opmærksomhed.

Og så er der regeringens opstandelse og alarm over sikkerhedssituationen i landet, som står i så stærk kontrast til de faldende kriminalitetsstatistikker, at det virker som en art »securitisation« eller sikkerhedsliggørelse. Altså at man får talt en trussel mod staten så meget op, at det i sig selv legitimerer en ekstraordinær indsats fra statens side, i dette tilfælde for eksempel masseovervågning af det offentlige rum og ansigtsgenkendelsesteknologi. Der er sjældent et progressivt formål med den type retorik.

Og så er der den konstante splittende retorik om udlændinge og indvandrere, som regeringen ikke forspilder nogen mulighed for at bringe til torvs. Der er sværmeriet for grænseposter og Socialdemokratiets udspring som den mest EU-skeptiske regering i mands minde. Den særligt socialdemokratiske tilgang til offentlighed i administrationen, de forfatningsretlige nyskabelser, holdningen til magtens tredeling og ikke mindst synet på de internationale konventioner.

Rød blok har holdt rimeligt gode miner til dette socialdemokratiske spil. I valgkampen lykkedes det blokken samlet at besynge en ny retning og ved denne finanslov har man fået etableret en så behagelig kontrast til forrige finanslov, hvor blå blok og DF nedfældede det såkaldte paradigmeskift, at man næsten glemmer, at Socialdemokratiets reaktion på paradigmeskiftet var at kalde det »en tynd kop te.«

Og så er vi tilbage ved noget substantielt. For er rød bloks raison d’etre virkelig symbolske småbeløb til nemt kommunikerbare mærkesager og velfærdsdogmatisk omfordeling, mens de understøtter en retning i udenrigspolitikken, udlændingepolitikken, værdipolitikken, socialpolitikken og retspolitikken, som ofte er direkte reaktionær?

Jo længere tid det spørgsmål ignoreres, jo mere rød blok accepterer den centrumpopulisme, der guider regeringen, jo mere utydelige og jo mindre troværdige står partierne over for vælgerne og over for sig selv.