Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kærlighed til dannelse er væk

»Mennesket skal bede om at fries fra det onde. Det kan det ikke af sig selv. Det skal gå i kirke for at få syndernes forladelse. Det skal dannes, så det forstår, at mennesket ikke er sin egen frelser, og frelsen ikke ligger hos det selv.«

Torben Bramming Fold sammen
Læs mere

Der er gennem de sidste år blevet talt meget om dannelse, men også talt meget uklart. Hvad er det at være dannet? Ordet afslører det. At være dannet er at være formet, trykket på, hamret på, ændret på, gjort indtryk på udefra. Dannelse er noget andet end natur. Den kommer udefra. Dannelse er ikke løsrivelse og autonomi.

Men hvad er så råmaterialet, der skal dannes i dagens skoler? For reformpædagogikken og humanismen er mennesket grundlæggende set godt. Derfor har denne del af åndslivet store problemer med at få noget meningsfuldt ud af ordet dannelse. For alt arbejde med mennesket er for disse åndsretninger en befrielse af det naturlige menneske gennem forskellige processer: bevidstgørelse, demokrati, oplysning. Med disse redskaber kan man fjerne fordomme, sociale forskelle, religiøse og kulturelle forestillinger og komme ind til det gode og rene menneske.

Det er denne forestilling, vores uddannelsessystem er bygget op på siden »Den blå betænkning« fra 1960, og det er af den grund fagligheden og kundskaber bliver så svage. Det onde og forældede skal afskaffes og kan fjernes som gammel hud fra individet.

I kristen forstand er råmaterialet for dannelsen mennesket som synder. Det betyder, at dannelse skal bibringe, forme, give kundskaber til at modstå det onde og kende frelsen. Mennesket skal bede om at fries fra det onde. Det kan det ikke af sig selv. Det skal gå i kirke for at få syndernes forladelse. Det skal dannes, så det forstår, at mennesket ikke er sin egen frelser, og frelsen ikke ligger hos det selv.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Men samtidig skal mennesket dannes til at elske næsten. Dertil er loven nødvendig, men også kundskaber. Luther siger det meget godt: Den kristne skomager bliver ikke kristen ved at sætte små kors på skoene, men ved at lave gode sko til gavn for næsten. En god skomager skal altså tilegne sig kundskaber, der gør ham i stand til at blive så dygtig som mulig.

Derfor er dannelsesdebatten overhovedet ikke klargørende. Hvem vil man danne, og hvad er råmaterialets art? Vestens økonomiske og sociale storhed er bygget på den kristne dannelse og kærlighed til kundskaberne. Men samfundets grundlag, som hvilede på kærlighed til videnskab, sprog, medicin, kirke og nation til Guds ære og næstens gavn, er blevet udskiftet med en fad overnational humanisme og en liberalisme, der har berigelse, frit valg og økonomisk vækst til formål.

De sidste mere end 50 år med reformpædagogik har lagt kærlighed til dannelse og kundskaber ned og sat os tilbage i forhold til andre kulturer og nationer. Vores forspring i viden og teknologi er stort set indhentet af andre nationer – vi behøver ikke vide noget, vi kan bare slå det op på Google. Vi lever stadig på forspringet skabt af den kristne kulturs dannelse af mennesket, men det er som den selvglade døgenigt, der lever på bedstefars arv uden at vide noget om dens historie eller ånd.

Torben Bramming er sognepræst.