Vi sender vores børn i skole, for at de skal lære noget. De skal blive dygtige til de basale ting, læsning og matematik. De skal også gerne vide noget om verden, have grundlæggende geografiske kundskaber, vide noget om dyr og planter, om historien og kunne andre sprog på et rimeligt niveau.

Men det er ikke nok.

Vi skal uddanne og danne børn i skolerne. De skal opdrages til demokrati, opleve at være en del af fællesskabet, som skolen netop er et fint billede på. Skolen er mini-samfund i det store samfund. Især hvis den er blandet, altså at der går børn i skolen, hvis forældre har forskellig baggrund både uddannelsesmæssigt og etnisk.

Viden og færdigheder er meget vigtige, for al opdragelse og uddannelse går ud på at skabe livsduelige børn og unge.

Men viden og kunnen er ikke nok.

Vi skal give børn dannelse og kultur.

De skal kunne opføre sig ordentligt og forstå, at det er de voksne, der bestemmer. De voksne lytter gerne til eleverne, men alt er ikke til debat. Hensyn til hinanden, høflighed og humør giver god tone i skolerne.

Idræt er et helt kapitel for sig. Vi skal give børn gode vaner, lære dem glæden ved at bevæge sig og dermed få stærke og sunde kroppe. Boldspil og konkurrencer er sjovt og sundt og skaber oplevelser og fællesskab. Der skal gøres en massiv indsats for at modvirke ulempen ved de mange timer med tablets og iPhones.

Uden kultur ingen dannelse. Kultur binder os sammen som mennesker. Kulturelle oplevelser bør fylde meget mere i vores børns skolegang, hvilket den nye folkeskolereform faktisk også lægger op til.

På den skole på Nørrebro, hvor jeg var leder, arbejdede vi meget med det kulturelle. Vi havde morgensamling, hvor der var fællessang, meddelelser fra elevråd og skoleder eller andre og af og til også optræden af en klasse eller en årgang. Selve det at synge sammen, når der er 200 børn samlet, er en dejlig oplevelse. Det lyder godt, det giver sprog, kendskab til vores store sangskat og måske endnu vigtigere: Man bliver glad af at synge!

Københavns Musikskole ligger et godt stykke vej fra Nørrebro, så vi friede til den om at oprette en filial på skolen, og de sagde ja. Man får ikke umiddelbart indvandrerbørn og socialgruppe 5-børn til at gå til musik og betale for det, men efter nogle år begyndte det at virke. Vi fik nogle af de dygtige lærere ansat en time om ugen i indskolingen, så børnene kunne få smag for de herlige oplevelser, det giver at være med til at spille og synge.

Snart var der små sammenspilshold og enkeltelever, der gik til klaver, guitar og violin. Skolen dannede også selv et rockorkester, og der blev etableret dansehold i forskelligt regi. Vi skabte selv en billedskole, hvor mange børn om eftermiddagen tegner, maler, klipper og klistrer. Skolen bliver fyldt med skønne billeder skabt af børn.

Koranen og H.C. Andersen

Jeg har en tro på, at hvis vi som mennesker er omgivet af smukke ting, så opfører vi os bedre. En skole skal være pæn, ren og fuld af dejlige ting at se på og røre ved, så passer vi bedre på den og på hinanden.

Allerede inden jeg blev leder var der en tradition for at lave revy en gang om året, og det fortsatte naturligvis, endda på et ganske højt niveau. Lærere og børn gjorde sig virkelig umage. Der blev syet kostymer, der blev sunget og danset, og replikkerne blev trænet. Det var hvert år en oplevelse over to aftener, da alle klasser deltog. Forældrene strømmer til, og det er en fest.

Vi skal præsentere børn og unge for litteraturen og gerne sådan, at de får lyst til at læse selv. De skal møde de mere moderne tekster, men sandelig også klassikerne.

Da H.C. Andersen fyldte 200 år i 2005, blev året naturligvis fejret mange steder. Jytte Hilden (S) var kulturminister, og hun fik en fantastisk god idé, som børnene på »min« skole fik stor glæde af. Hun fik udgivet en fin bog med spiralryg og gode illustrationer. Den indeholdt nogle af digterens mest berømte eventyr. Det særlige ved den var, at den var på dansk læst fra den ene side, men fra den modsatte var eventyrene på tyrkisk, arabisk, urdu, somali eller farsi og et par sprog mere.

Bogen blev sendt ud til samtlige biblioteker i landet. Desuden fik vores skole den ære og glæde, at hvert eneste barn fik sin egen bog på sit eget sprog. Det blev naturligvis en festdag, da ministeren kom og afleverede bøgerne. Der var sang og taler og lys i børnenes øjne.

Tankevækkende er det også, at mange børn og unge senere har fortalt, at der hjemme hos dem kun er to bøger, nemlig Koranen og H.C. Andersen-bogen. Det er ikke længe siden, jeg mødte en tidligere elev i bussen, som sagde: »Jeg er flyttet, men jeg har taget bogen med, som vi fik af skolen.« Sikke en glæde.

Kultur kan være med til at bryde den negative sociale arv. Den samler os og giver fællesskab.

Kunsten og kulturen er så afgørende for, at vi kan blive reflekterede mennesker.

Skolen skal åbne verden - også til kulturen.

Lise Egholm er forfatter og tidligere skoleleder.