Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Journalister og politikere ødelægger sproget

Det afgørende er ikke, hvordan vi staver til mayonnaise. Det afgørende er, at vi ikke vænner os til at fungere med de samme få fantasiløse ord og ad den vej bliver mere ensrettede og stillestående i det indre.

Det danske sprog, der i dag vokser frem, rummer tegn på flokmentalitet og ensretning. Fold sammen
Læs mere

Dansk Sprognævn har fået ny direktør, og med sin position tildeles cand.mag. i dansk sprog og kommunikation Thomas Hestbæk Andersen et stort ansvar.

Vi har i dette land et lidt sammensat forhold til vort eget sprog. Vi elsker det som det helt særegne ved os, men samtidig omgås vi det med skødesløshed. Dansk Sprognævn har længe fremstået som en myndighed, der hovedsagelig har registreret sprogets udvikling fremfor at have en selvstændig holdning til det, og midt i denne tids besindelse på dansk identitet, dannelse og kendskab til litteratur er det passende at opfordre til større forståelse af sprogets betydning.

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

Lidt bekymret bliver man derfor, når Thomas Hestbæk Andersen udtaler, at han er særligt optaget af sprogets udvikling på de sociale medier, da dette kunne antyde, at han dyrker forestillingen om, at et sprog i høj grad skal næres fra neden gennem de mere flygtige folkelige bevægelser.

I stedet kan man mene, at sprogets udvikling bør være styret af dannelsen og erfaringen. At det altså skal næres fra oven. Sagen er jo, at et menneske med årene knyttes dybere og dybere til sit eget sprog og først gradvis forstår, at det er uadskilleligt fra selve tanken om, hvem jeg er. Som ung brugte man ordene som et goldt middel og dyrkede sorgløst de midlertidige talemåder og effekter, og det unge menneske forstår sjældent, hvor brutalt man kan behandle sit eget sprog.

Og muligvis er der færre og færre, der forstår det. Nu skal man være varsom med at kritisere journalister og studieværter ved navn, for de kan være meget nærtagende, men det synes oplagt, at journalisten som figur med sin relativt korte uddannelse og talende tilstedeværelse døgnet rundt påvirker vort modersmål. Det sprog, der har udviklet sig i forholdet mellem mediefolk og politikere, og som dagligt siver ud i befolkningen, præger os meget mere end det sprog, der tales af forfattere og intellektuelle. Vi dannes ikke oppefra, men fra den store mediestøj, hvor døde udtryk som »fremadrettet«, »efterfølgende« og det allestedsnærende »udfordring«, der dækker alt lige fra vandpytter til EU-forhandlinger, høres overalt.

Vi smitter hinanden i et kredsløb af kønsløse formuleringer, og når ordene på den måde bliver færre, kan det gå ud over den selvstændige tanke. Det mente i hvert fald forfatter George Orwell, der i en forklaring til romanen »1984« beskriver, hvordan diktaturet i hans litterære fremtidsvision har sproglig forarmelse som kernepunkt. Orwell skriver:

»Enhver indskrænkning i ordforrådet var en fordel, for jo færre ord der var at vælge imellem, jo mindre var fristelsen til at give sig til at tænke. Man håbede til sidst at nå så vidt, at talen kunne komme direkte fra struben uden nogen som helst medvirken fra de højere hjernecentre.«

Folket skal formes af sproget

Det danske sprog, der i dag vokser frem, rummer lignende tegn på flokmentalitet og ensretning, og vi skal på ny forstå sprogets betydning for vores inderste identitet. Denne har store ånder for længst indset. Grundtvig beskriver nøglen til menneskegåden som: »et aandfuldt, levende, mundtligt Ord paa Modersmålet, det er den gjennem Verdens-Historien aabenbarede Hemmelighed, hvorpaa enhver Mand maa tro, som skal blive klog paa Menneske-Livet, hvorpaa Slægten maa blive ved at tro, hvis den nogensinde skal naa sit Maal og se sit Levnedsløb forklaret.«

Jo flere ord man får overleveret og bevarer levende, desto flere nuancer får man lagt til indsigten i sit eget levnedsløb. Og jo mere det danske sprog forsimples gennem de øredøvende massemekanismer, desto sværere bliver det at udfolde den selvstændige tanke. Modersmålet er, som Søren Kierkegaard siger det, »riigt i indre Oprindelighed, naar det udvider Sjelen«, og et fattigt sprog lammer simpelthen menneskets sjæl.

Så kære Thomas Hestbæk Andersen, vi har brug for en myndighed, der forstår, at vi sprogligt set skal dannes fra oven, for sproget er ikke blot et redskab. Det er en kilde til selve forståelsen af at være menneske.

Det afgørende er ikke, hvordan vi staver til mayonnaise. Det afgørende er, at vi ikke vænner os til at fungere med de samme få fantasiløse ord og ad den vej bliver mere ensrettede og stillestående i det indre. Det var det, de gamle kloge vidste. At når man lærer at mestre sit modersmål, får man sin sjæl udvidet og mærker selvværd, stolthed og glæde. Dette må den nye udgave af Dansk Sprognævn gerne forstå. At sproget ikke først og fremmest skal formes af folket. Det er omvendt. Det er folket, der skal formes af sproget.